|
|
 |
|
 |

|
|
|
 |
De første mennesker kom til Danmark for over 15.000 år siden. De var jægere og samlere, der vandrede fra sted til sted i søgen efter jagtdyr, fisk og vilde planter. Rensdyret var deres vigtigste byttedyr, senere blev det uroksen og kronhjorten. Omkring 4.000 f.Kr. begyndte jægerne at dyrke jorden og holde køer, grise og får. De fældede skovene, byggede huse og blev bønder. Landet blev et andet.
I løbet af det tredje årtusind f.Kr. spredtes kendskabet til metalstøbning i Europa, og fra o.1700 f.Kr. var Norden præget af en selvstændig bronzealder-kultur. Metallet måtte man handle sig til sydfra, og handelen har nok været styret af en magtfuld overklasse.
Jern var et bedre materiale til redskaber end både flint og bronze, og o. 500 f.Kr. havde man udviklet en teknik, der kunne forarbejde det jern, der lå som myremalm i moser og enge.
I jernalderen blev større dele af Danmark beboet. Landbruget bredte sig, og befolkningstallet voksede. Landet var delt op i høvdingedømmer, og fra o. Kristi fødsel voksede kontakten til det romerske imperium.
Med Vikingetiden, fra 700 til ca. 1050, sluttede Danmarks oldtid. Vikingerne levede i en brydningstid, hvor kristendommen var ved at vinde indpas, og hvor større byer og en central kongemagt var under udvikling. Danmark var politisk og kulturelt ved at blive en del af europæisk middelalder.
|
 |
|