|
|
 |
|
 |

|

Lav-energi klimakontrol
|
 Bevaringsafdelingen I.C. Modewegsvej, Brede 2800 Kgs. Lyngby Tlf. +45 33 47 35 02 Fax +45 33 47 33 27 E-mail: |
Lav-energi klimakontrol for museumsmagasiner |
|
 |

Klimakontrol i museumsmagasiner og arkiver bliver traditionelt udført udelukkende med mekanisk air-konditionering. Dette er en energikrævende og ikke altid driftsikker metodik. Indenfor de seneste år har passivhuse, og lav-energi klimakontrol fået øget opmærksomhed. Ved at benytte de rette bygningsdesign og -materialer er det muligt at opretholde et indeklima af en høj bevaringsmæssig kvalitet, ved en kombination af årstidsbestemt temperaturniveau og fugtbuffering fra hygrokopiske byggematerialer, evt. suppleret med mekanisk affugtning.
Nationalmuseet implementerede i årene 2004-2007 management-systemet Climate Notebook for monitering og dataindsamling af klimaforhold i museets magasinområder. I den forbindelse blev også Ribe Antikvarisk Samlings magasin, og Fællesmagasinet i Vejle inddraget i projektet. Disse nye magasinbygninger var konstrueret med det formål at yde et højkvalitets opbevaringsmiljø ved et lavt energiforbrug. Indeklimaet opnås primært ved en kombination af en termisk tung og velisoleret bygning med lavt luftskifte, og klimareguleret ved mekanisk affugtning og evt. svag opvarmning.
Som en fortsættelse af Climate Notebook projektet (nu et forskningsprojekt støttet af UMTS midlerne 2007-2010) blev også energiforbrug og luftkvalitet inkluderet i projektet, og siden 2006 er det faktiske energiforbrug i Vejle moniteret, og siden 2007 i Ribe.
Efter Fællesmagasinet for museer i Midt- og Østjylland (ved Randers Kulturhistorisk Museum) blev opføt i 2008, bygget ud fra de samme lav-energi principper, blev også denne bygning inddraget. Endvidere er de enkelte andre institutioners arkiv- eller magasinbygningers energiforbrug inddraget i mindre grad. Det drejer sig bl.a. om Det Kgl. Biblioteks magasiner på Islands Brygge, samt Københavns Universitets Arnamagnæanske samling (ligeledes Islands Brygge). Fra Nationalmuseet er en magsinhal i Ørholm samt Musikmuseets magasin i Søborg inddraget i undersøgelsen. Projektet ender ultimo 2010. |
  |
|