|
|
 |
|
 |

|

Nødpenge under den kolde krig
Særspot på Nationalmuseet med hemmelige pengesedler
|


|
10. maj 2010 |
|
 |

Under den Kolde Krig, der opstod i kølvandet på 2. Verdenskrig, havde mange danskere deres eget nødberedskab klar med dåsemad og toiletpapir i en boks i kælderen. Nationalbanken havde nødpenge parat til os! I forbindelse med lanceringen af de nye pengesedler med broer og kulturskatte fra oldtiden viser Nationalmuseet fra 11. maj et lille spot om, hvordan Nationalbanken ville sikre, at danskerne havde penge mellem hænderne i 1970-80’erne under den kolde krig.
Den Kolde Krig sluttede for lidt over tyve år siden. Den overhængende fare for en tredje verdenskrig og for vildtfarende missiler, havde været en frygt for de fleste danskere gennem en årrække. Hvad de færreste nok tænkte over, var truslen mod vores pengevæsen. Det gjorde Nationalbanken heldigvis. Nationalmuseet viser 11. maj–11. juli 2010 et lille spot med ”Kolde Kontanter – Danske nødpengesedler fra 1970-80’erne”, om det særlige nødseddelberedskab, Nationalbanken stod klar med, hvis Danmark blev angrebet.
Tycho Brahe på 10-kronen
For at sikre at vi stadig havde penge mellem hænderne og at en vigtigt del af landets infrastruktur blev opretholdt, havde Nationalbanken under hele Den Kolde Krig et seddelberedskab. Banken havde deponeret udstyr til seddelfremstilling i provinsen og udlandet. Det skulle bruges, hvis bankens seddeltrykkeri i København blev besat eller ødelagt ved krigshandlinger. På Nationalmuseet kan du nu se et særligt nødberedskab, der 1973-89 var deponeret i Nationalbankens filialer i Odense og Århus i en plomberet stålkasse. Kassen måtte kun åbnes efter skriftlig ordre fra Nationalbankens direktion i København. En kasses indhold var sammen med to stykker specialudstyr nok til at producere nødsedler. Hvis nødsedlerne var blevet udstedt, havde de tydeligt skilt sig ud fra samtidens seddelserie med motiver af Tycho Brahe og Hans Egede på henholdsvis 10-kronerne og 100-kronerne. Kom og se dem på Nationalmuseet.
Yderligere information
Nødberedskabet er en gave fra Nationalbanken til Nationalmuseets samlinger. Museumsinspektør, ph.d. Michael Märcher, michael.maercher@natmus.dk, 3347 3113 Pressekontakt: Anni Mogensen, anni.mogensen@natmus.dk, 3347 3007
Aktivitet Hemmelige penge og nødpenge
Hør om hemmelige pengesedler under den kolde krig og om rationeringsmærker og nødpenge brugt i krisetider i DanmarkSøndag 30. maj kl. 14 Gratis – tilmelding på dagen ved personligt fremmøde
|
  |
|