|
|
 |
|
 |

|

Udfør din egen forskning af modstandskampen |


|
3. maj 2010 |
|
 |

Arbejdet med Frihedsmuseets Modstandsdatabase skrider hastigt fremad, og en ny række tiltag ser dagens lys i forbindelse med årsdagen for Danmarks befrielse. Tirsdag den 4. maj inviterer Frihedsmuseet til præsentation af de nye muligheder, Databasen rummer. Blandt andet kan du nu selv forske i modstandskampen via Frihedsmuseets hjemmeside, samt kvit og frit downloade billeder fra besættelsestiden.
Gå selv på opdagelse
Besættelsestiden vil altid være et væsentligt kapitel af vores historie og nationale selvforståelse. – Også for de unge, der måske kan have et mere distanceret forhold til den. Et af de nye tiltag i Modstandsdatabasen er derfor et undervisningsinterface, særligt rettet mod gymnasieelever, hvor man kan sammenligne modstandsbevægelsens sammensætning i landets forskellige egne, og deres forskellige former for modstandskamp. Det vil være muligt at finde tal og grafer, der for eksempel kan bruges til de studerendes opgaver om modstandsbevægelsen.
Er du ikke gymnasiast, er du alligevel mere end velkommen til at bruge det nye interface, hvor du også kan finde lokale data og litteraturhenvisninger. Vil du for eksempel vide noget om, hvem der var aktive i Aalborg, kan du nu søge på bynavnet, og så dukker der en liste over de bøger op, hvor folk fra byen er repræsenteret.
Det er også blevet gjort endnu nemmere at få overblik over besættelsen. Via Frihedsmuseets hjemmeside, kan du nu kvit og frit hente billeder fra den mørke tid – både til privat og professionel brug. http://erez.natmus.dk/FHMbilleder/Site/index.jsp
Kom og hør nærmere på tirsdag den 4. Maj, hvor Frihedsmuseet kl. 17.30 viser Databasens nyeste muligheder.
Fakkeloplyst museum
Frihedsmuseet vil løfte sløret for yderligere to faciliteter på Modstandsdatabasen. Så kom og oplev museet den 4.maj, der på aftenen vil være oplyst af fakler, og se præsentationen af de nye muligheder, Databasen rummer kl. 17.30. – Og hør frihedsbudskabet, der bliver spillet kl. 19.30 og kl. 20.30.
Yderligere oplysninger
Museumsinspektør på Frihedsmuseet Jakob Sørensen, Jakob.Soerensen@natmus.dk, telefon: 33473930 Pressekontakt: Mads Due Anker, Mads.Due.Anker@natmus.dk, telefon: 33473002. Eller Anni Mogensen, Anni.Mogensen@natmus.dk, telefon: 33473007
Aftenarrangement på Frihedsmuseet Den 4. maj holder Frihedsmuseet åbent om aftenen kl. 19-22. Frihedsbudskabet spilles kl. 19.30 og 20.30, og museet vil være illumineret med fakler.
Modstandsdatabasen Modstandsdatabasen er en fortegnelse over personer, som har deltaget i modstandskampen under den tyske besættelse af Danmark. I dag er over 58 000 personer registreret i Databasen. Ved projektets afslutning forventer Frihedsmuseet at Databasen indeholder navnene på omkring 80.000 personer. Oplysningerne stammer fra to kilder: • Styrkelister, det vil sige mandskabslister over medlemmerne af undergrundshæren på tidspunktet for befrielsen. • Litteraturen om besættelsestiden.
Frihedsbudskabet Fredag d. 4. maj 1945 sendte BBC som sædvanligt til Danmark kl. 20.30. Fem minutter inde i udsendelsen standsede speakeren, Johannes G. Sørensen, pludselig sin oplæsning og slukkede for mikrofonen. En kollega var kommet ind i studiet med nyheden om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig til den britiske feltmarskal Montgomery fra den 5. maj kl. 8. Nyheden forelå dog endnu ikke bekræftet på skrift. Johannes G. Sørensen betænkte sig et øjeblik, inden han igen tændte for mikrofonen og videregav nyheden til lytterne med sine egne ord. Hør frihedsbudskabet på Frihedsmuseets hjemmeside: http://www.frihedsmuseet.dk/sw18172.asp
|
  |
|