|
|
 |
|
 |

|
28. april 2010 |
|
 |

Tør du gå rundt med en dolk i lommen? 4. maj udfordres våbenloven, når Nationalbanken udsender ny 100-kroneseddel! Den nye seddel har nemlig fået nyt look med Hindsgavldolken på bagsiden. Seddelen er nummer to i rækken af fem nye pengesedler. Kom og se alle fem oldtidsfund fra sedlerne i Nationalmuseets permanente udstilling, hvor en lille trykt gå-selv-guide viser dig vej til de fornemme oldtidsfund eller vær med i børneworkshoppen hver søndag, hvor du kan lave din helt egen seddel. Du behøver ikke tage de nye sedler op af lommen for at besøge museet – det er ganske gratis!
Kom tæt på oldtidsfundene fra sedlerne
På Nationalmuseet kan du komme helt tæt på oldtidsfundene, som er afbilledet på de nye sedler, hvor den ene side viser danske broer, mens den anden side forbinder fortiden med nutiden gennem oldtidsfund. Se bl.a. Hindsgavldolken og Solvognen i Danmarks Oldtids permanente udstilling. Hver søndag er der børneworkshop kl. 12-15, hvor du kan høre mere om oldtidsfundene på sedlerne og designe din egen pengeseddel. Søndag den 9. maj kl. 14 kan du komme med på tur i Danmarks Oldtid. Overinspektør Poul Otto Nielsen viser rundt i udstillingen og fortæller om Hindsgavldolken - den smukkeste af flintdolkene fra stenalderen.
Betal med fornem prestigegenstand
Pragtdolken fra Hindsgavl er med sin mindre end 1 cm tykke klinge vores fineste eksempel på flintsmedenes fremragende teknik i stenalderens slutning. Den 29,5cm lange flintdolk blev fundet på øen Fænø i Lillebælt og har fået sit navn Hindsgavldolken, fordi øen hørte til godset Hindsgavl. Dolkens type kaldes fiskehaleformet på grund af grebets facon. Fladehuggede dolke markerer begyndelsen til slutningen af stenalderen, og netop dolkene er grunden til, at perioden fra 2400-1800 f.Kr. kaldes dolktid. Mens mange af stenalderens flintredskaber som f.eks. økser og flækkeknive var livsnødvendige, ser det ikke ud til, at dolkene var anvendelige i det daglige arbejde. De havde derimod en funktion som prestigegenstande, der blev brugt til at vise ejerens status.
Nu kan du inden længe selv få et eksemplar af den fornemme prestigegenstand, men dog kun i seddelform. Kom og se originalen af Hindsgavldolken på Nationalmuseet.
Yderligere oplysninger:
Danmarks Oldtid: Enhedsleder Poul Otto Nielsen, 3347 3166, poul.otto.nielsen@natmus.dk Pressefotos m.m.: Anni Mogensen, anni.mogensen@natmus.dk, 3347 3007
Fakta om de nye pengesedler
De nye pengesedler med motiver tegnet af kunstneren Karin Birgitte Lund, forventes udgivet af Nationalbanken efter følgende plan:
50-kronesedlen med Sallingsundbroen og Skarpsallingkarret, 11. august 2009 100-kronesedlen med Den gamle Lillebæltsbro og Hindsgavldolken, 4. maj 2010 200-kronesedlen med Knippelsbro og bælteplade fra Langstrup, oktober 2010 500-kronesedlen med Dronning Alexandrines bro og bronzespand fra Keldby, februar 2011 1000-kronesedlen med Storebæltsbroen og Solvognen, maj 2011
Læs mere på natmus.dk og nationalbanken.dk
Design din egen pengeseddel
Børneworkshop alle søndage i maj 2010 kl. 12-15. I maj måned kommer den nye 100 kroneseddel. De nye Pengesedler har billeder af danske broer og oldtidsfund. Kom, og se og hør om oldtidsfundene på sedlerne, og prøv selv at designe en pengeseddel, som du synes, den skal se ud Gratis adgang
Hindsgavldolken på 100-kronesedlen
I maj udsendes den nye 100-kroneseddel med motiv af Lillebæltsbroen og Hindsgavldolken. Overinspektør Poul Otto Nielsen viser rundt i udstillingen Danmarks Oldtid og fortæller om Hindsgavldolken, den smukkeste af flintdolkene fra stenalderen. Søndag 9. maj kl. 14 Gratis – tilmelding på dagen ved personligt fremmøde
|
    |
|