 |
|
|
|
 |
Det ”lange” guldhorn, der blev fundet i 1639, vakte stor interesse i sin samtid. Få år efter fundet, i 1641, udkom den lærde Ole Worms beskrivelse af det enestående oldtidsfund, ”De aureo cornu”. I værket forsøgte Worm at tyde hornet, og bogen indeholdt et stik, som viste udsmykningen. Det er en gengivelse af dette "lange" guldhorn, som nu er genfundet i Rusland.
Hornet er sikkert lavet før 1802
Meget tyder på, at det var billederne i Worms værk, som har ligget til grund for ”Sankt Petersborg”-hornet, der nu atter er fundet frem på Erimitagemuseet i Sankt Petersborg. Hornet er sikkert lavet før 1802, hvor den pengetrængende Niels Heidenreich stjal og omsmeltede de ægte guldhorn. Men det betyder ikke, at den, der skar det, brugte det originale horn som forlæg.
Fejl på Worms tegning findes også på Sankt Petersborg-hornet
Nationalmuseets guldhorns-ekspert, Morten Axboe, hæfter sig bl.a. ved, at der åbenbart var en række fejl på tegningen i Ole Worms bog fra 1641. Nogle af dem havde Worm selv opdaget, og gjort kobberstikkeren ansvarlig for, andre blev påpeget i et skrift fra 1717. Disse fejl findes også på Sankt Petersborg hornet og én af figurerne er helt misforstået på en måde, som næsten kun kan forklares med Worms tegning som forlæg, Desuden er elfenbenshornets detaljer lavet i 1600-talets stil. Det er Worms tegning ganske vist også, men forskellen fra den mere stiliserede jernalderkunst er endnu mere udpræget på elfenbenshornet. Netop i 1600-tallet var genstande skåret eller drejet i elfenben på mode.
Var det Grodtschilling, der skar Sankt Petersborg hornet?
Hvem der har skåret hornet i elfenben og præcis hvornår, vides ikke med sikkerhed. Men omkring 1874 var det ejet af en samler, Basilewski, der boede i Paris. Han solgte senere hele sin kunstsamling til zaren, og derfor endte hornet på Eremitagen, hvor det blev ”opdaget” i 1896. Det var direktøren for Museum für Völkerkunde i Berlin, der så det og mente, at det lignede det lange guldhorn fra 1639. Eremitagemuseet sendte både fotografier og gipsafstøbninger til København, hvor det hele blev modtaget med interesse og beskrevet i en lille artikel, der udkom i 1900. Her gættede forfatteren, P. Købke, indirekte på, at elfenbenshornets skaber kunne være kunstdrejer Bendix Grodtschilling, fordi biskop Bircherod i sin dagbog fortalte, at han i 1693 havde set hornet – og drukket af det! – hjemme hos Grodtschilling. Grodtschilling var også bestyrer for Det Kongelige Kunstkammer, hvor guldhornet blev opbevaret, så han havde god adgang til hornet. Men der er ingen vidnesbyrd om, at han faktisk lavede et elfenbenshorn – han blev for eksempel ikke betalt for det – og som nævnt er der ting der tyder på, at manden, der skar Petersborg-hornet, brugte Worms tegning som forlæg i stedet for originalen. Stilistisk hører Petersborg-hornet også snarere hjemme i midten af 1600-tallet end i 1690’erne.
Andre "kopi-horn"
Sankt Petersborg-hornet er i øvrigt kun ét af fire kendte ”kopi-horn”. Prinsesse Magdalena Sibylla, som var gift med den udvalgte prins Christian, havde et. Hendes horn var af guld og besat med indfattede rubiner og et par små relieffer med bibelske scener. Magdalena Sibyllas horn findes i dag i Dresden. Et elfenbenshorn, som var ejet af den engelske Lord Londesborough og efter dennes fallit blev solgt til antikvitetshandleren George Davies i 1888, er derimod forsvundet. På Slottet Heiligenberg i Baden-Würtemberg findes endnu et elfenbenshorn, det er senest 1889 kommet ind i samlingen. Disse horn forholder sig friere til det oprindelige guldhorn: Der optræder både sfinx’er og hieroglyffer sammen med de ’ægte’ guldhornsmotiver, og sammen med Petersborg-hornet vidner de om den enorme interesse for fortiden, som fandtes i de dannede kredse i 1600-tallet.
|
   |
|
