Nationalmuseet - retur til forside Indeks Oplæsning Kontakt Presse & nyt English Deutsch

Pressemeddelelser
Pressefotos
Presseklip
Blogs og RSS
Facebook, YouTube, m.m.
Brugerne synes...
Kontakt Presse
Downloads
Pressearkiv
Nyhedsbreve

En kamp om vejret


Battlefield-arkæologi i Grønland







Under Anden Verdenskrig udspillede der sig en særlig kamp i en fjern afkrog af Grønland – nemlig en krig om vejrobservationer. At kunne forudsige vejret var altafgørende for de militære strateger og Grønland var et unikt geografisk sted i den forbindelse. I modsætning til mange andre steder har de nedbrændte huse til vejrobservationer fået lov til at henligge uberørte og uforstyrrede siden krigen. I nyt forskningsprojekt på Nationalmuseet danner de unikke brandtomter nu udgangspunkt for både formidling og tværvidenskabelige historisk-arkæologiske undersøgelser af de dramatiske hændelsesforløb.

Unikke fortidsrester fortæller historie

Nedbrændte huse, rester af radioer, gryder, knuste tallerkner, en gummibåd, våben og patroner. I Nordøstgrønland er Anden Verdenskrigs militære og storpolitiske drama synlig på jordoverfladen den dag i dag 66 år efter, hvor et væld af værnemagtens fysiske efterladenskaber stort set ligger uforstyrrede hen. De mange ting fremstår som fanget i en tidslomme, og udgør i deres uforstyrrede tilstand et formidlingspotentiale, der på helt unik vis kan levendegøre krigens dramatiske begivenheder lige fra ildkampen mellem de stridende parter til soldaternes og vejrfolkenes dagligdag.

Kampen om vejret

Men hvorfor var hytten på Eskimonæs og Østgrønland netop så vigtig? Vejrudsigterne fra Grønland var særdeles vigtige for tyskerne, da de gjorde dem i stand til at forudsige vejret i Europa et par dage frem. Tyskerne udførte derfor i al hemmelighed vejrobservationer i Østgrønland, men blev senere opdaget af Nordøstgrønlands slædepatrulje. Slædepatruljen blev med amerikansk opbakning oprettet i 1941 med det formål at afpatruljere Nordøstgrønland og melde enhver tilstedeværelse af krigsførende magter til de grønlandske myndigheder. Efter tyskerne blev opdaget, fulgte de efter slædepatruljen og overtog deres station i Eskimonæs, som de rømmede og derefter ødelagde. Senere bomber amerikanerne den stærkt hærgede station, da de har mistanke om, at den er blevet overtaget af tyskerne.

Det nye forskningsprojekt er en ud af flere historier i Nationalmuseets netop udgivne bog Arbejdsmarken. Forskningsprojektet skal medvirke til at give en mere detaljeret beskrivelse af de enkelte stationers ødelæggelse. Samtidig er de forladte stationer unikke spor fra krigens tid, da de ligger helt uforstyrret og derfor kan give os et vigtigt kig ind i fortiden og dermed svar på nogle af vores spørgsmål.

Arbejdsmarken kan købes i Nationalmuseets butik www.museumsbutikken.dk

Yderligere oplysninger

Jens Fog Jensens forskningsprojekt hører ind under Nationalmuseets satsningsområde 'Nordlige Verdener'  http://nordligeverdener.natmus.dk/


Seniorforsker Jens Fog Jensen, 3347 3446
Pressekontakt: Anni Mogensen, 3347 3007

Battlefield-arkæologi i GrønlandBattlefield-arkæologi i Grønland