|
|
 |
|
 |

|

Frihedskæmpernes panservogn restaureret |


|
7. september 2009 |
|
 |

Foran Frihedsmuseet står en panservogn. Der har den stået i over 50 år, som vartegn for museet og minde om en af frihedskæmpernes aktioner. Men årene tærer og heldigvis har Tuborgfondet sikret panservognen en større restaurering.
Bag enhver ting på Frihedsmuseet gemmer sig en historie om besættelsen, og det gælder også den nyrestaurerede panservogn. Vognen er fremstillet i hemmelighed i Frederiksværk forud for befrielsen. Ud fra en to-tons Ford AA fra 1930 tilhørende Frederiksværkbanen, fik en række frivillige smede og mekanikere med stålplader fremskaffet fra Stålvalseværket skabt en køre- og kampklar panservogn, der fik navnet: V3 - som en særlig hilsen til Hitler og hans hemmelige våben, de frygtede V1 og V2 bomber, der havde spredt død og ødelæggelse.
Den 5. maj stod den klar, og det var med V3 i spidsen, at anholdelsen af en gruppe danske Gestapohåndlangere – Lorentzen-banden – blev iværksat. Banden havde skjult sig i et sommerhus i Asserbo, angiveligt i den hensigt at flygte videre til Hesselø, hvor de ville have forsøgt at forblive ubemærkede, indtil den værste hævntørst var drevet over. Så let skulle det dog ikke gå, og det kom til skudveksling med tre døde på Lorentzen-bandens side. Aktionen mod Lorentzen-banden blev den eneste større aktion, panservognen V3 deltog i.
Yderligere oplysninger:
Tuborgfondet overrækker tirsdag d. 8. sep. kl. 11 en check til museet på 55.000 kr. til restaureringen af panservognen.
Museumsinspektør, Henrik Lundbak, 3347 3927, Pressekontakt: Anni Mogensen, 3347 3007,
Frihedsmuseet Churchillparken 7 1263 København K. Tlf. 3347 3921 Oktober-april: tirsdag-søndag kl. 10-15. Maj-september: tirsdag-søndag kl. 10-17 www.natmus.dk Gratis adgang
|
 |
|