Nationalmuseet - retur til forside Indeks Oplæsning Kontakt Presse & nyt English Deutsch

Afsluttede Ph.d. projekter

Ph.d.-projekt


Kontakt
Ph.d. studerende
Karin Vestergaard Kristiansen
Tlf. 33473119




Projekttitel: Kirkeinventarets farvehistorie - en kronologisk og kontekstuel undersøgelse med Nationalmuseets Antikvarisk-Topografisk Arkiv som indsamlingskilde 


Dansk kirkeinventar har en foranderlig farvehistorie, som fortæller om de rum som datidens mennesker omgav sig med. Kirkerummene er fyldt med enestående kulturarv i form af et righoldigt og billedskåret inventar fra 1400-1800-tallet. Altertavler, prædikestole og andre inventartyper står stadig opstillet i de rum, som de oprindeligt blev skabt til. Siden reformationen er inventaret blevet overmalet igen og igen med nye farver, der ikke kun har ændret det enkelte inventarstykkes udseende, men også nymalinger har medført radikale forandringer af hele kirkerummet.

Ph.d.-projektets formål er at analysere og beskrive kirkeinventarets kronologiske og kontekstuelle farvehistorie fra 1500-tallet og frem til i dag. Projektet vil anvende hidtil ikke benyttede farvearkæologiske arkivalier fra Nationalmuseets Antikvarisk-Topografisk Arkiv til analyserne. Arkivmaterialet indeholder 100 års undersøgelser af altertavler, prædikestole og andre inventartypers historiske farver. Udforskningen af farvehistorien skal være landsdækkende, men vil også undersøge regionale variationer. Ved at besvare hovedspørgsmålene: hvordan, hvor, hvorfor, hvornår og hvor ofte inventaret er blevet nymalet, vil projektet ikke kun beskrive farvehistoriens brogede kronologi, men også beskrive de forhold der, i historisk perspektiv, har haft indflydelser på farveændringer af inventar og kirkerum.

Projektet udspringer af den indsats som Nationalmuseet gennem 200 år har udført med bevaring og istandsættelse af kirkeinventar, samt den tilhørende antikvariske registrering og indsamling af viden om den kulturarv der findes i de danske kirker. Udforskningen af farvehistorien vil samtidig forbedre forudsætningerne for de valg der skal træffes ved fremtidige restaureringer af kirkens rum og farver. Projektet vil også bidrage med ny viden der vil blive indsat i den historiske kontekst, som nutidige nymalinger og farveistandsættelser skal passe ind i.


Om projektet

Hovedvejleder: Lektor Beate K. Federspiel, Konservatorskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Medvejleder: Seniorforsker Ulla Kjær, Danmarks Middelalder & Renæssance, Nationalmuseet og Mads Chr. Christensen, Forskning, Analyse & Rådgivning, Nationalmuseet.
Finansiering: Nationalmuseet, Forskningsstyrelsen og Private Fonde.
Projektperiode: 1. oktober 2008 - 31. Marts 2014.
Forskerskole: Kulturarvens Forskerskole.  

Sidst opdateret: d. 3. februar 2009.