|
|
 |
|
 |

|

Hvordan klarede mennesket fortidens skiftende klima? 4 mio. kr. til stort forskningsprojekt på Nationalmuseet
|


|
8. december 2008 |
|
 |

For 14.100 år siden smed en flok jægere nogle knogler og gevirer af rensdyr ud i en lille sø i Sønderjylland. Hvad de ikke vidste, var, at det senere ville få stor betydning for vores viden om klimaet! Nationalmuseet har fået 4. mio. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til et projekt, der har til formål at rekonstruere klima, landskab og menneskets færden i senglacial tid, 15.000-11.700 før vor tid - en periode præget af store globale klimaændringer. Gennem en afdækning af fortidens klimaændringer er det håbet, at projektet også vil gøre os klogere på effekten af fremtidige klimatiske ændringer.
Med bevillingen på 4. mio. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation igangsætter Nationalmuseet i januar 2009 et stort forskningsprojekt om fortidens mennesker i relation til det skiftende klima. I takt med den øgede globale opvarmning og de afledte ændringer i klimaet, er der opstået behov for data, som kan beskrive og forudsige effekten af fremtidige klimatiske ændringer. En af de vigtigste kilder til dette ligger i fortiden. Den senglaciale periode, 15.000-11.700 før vor tid, er tidsmæssigt den nærmeste geologiske periode, hvor store globale klimaændringer har fundet sted. Her rummer Danmark gode naturlige arkiver i form af aflejringer fra søer og moser, og på Grønland er fortidens klima registreret ved boringer i indlandsisen.
De ældste spor af mennesker i Danmark Klimaets betydning for mennesket har aldrig været så afgørende som i senglacial tid. De voldsomme klimaskift påvirkede plantevækst og dyreliv, og dermed livsgrundlaget for mennesket. De sidste årtier har fremvist nye bopladser, eksempelvis de hidtil ældste spor af mennesker i Danmark ved den førnævnte lille sø i Sønderjylland, kaldet Slotseng. Her har analyser af pollen og planterester fra de yderst velbevarede søaflejringer yderligere sat spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af vegetationens indvandring i den sene del af istiden. En væsentlig del af projektet er derfor viet geobotaniske undersøgelser af en række senglaciale søer fordelt over Danmark.
Danmark tilbage i front Projektet er planlagt udpræget tværvidenskabeligt. En gruppe arkæologer skal publicere tidligere udgravede bopladser fra alle de fire senglaciale kulturer: Hamburg, Federmesser, Bromme og Ahrensburg samt indplacere dem i den nordvesteuropæiske sammenhæng. Det forventes at det samlede resultat af projektet vil bringe Danmark i front igen efter nogle årtiers stagnation indenfor senglacial forskning.
Yderligere oplysninger: Fagligt: Charlie Christensen, , 3347 3189 eller Morten Fischer Mortensen, 3347 3185 Pressekontakt: Anni Mogensen, , 3347 3007/ 2467 6782
Fakta om forskningsprojektet: Projektet er et væsentligt delprojekt under Nationalmuseets udvalgte satsningsområde ”Nordlige Verdener”. Titel: Jægere/samlere i nyt land – menneske, natur og klima i sen-istidens Danmark Bevilling: 4 mio. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation under kategorien ”Kollektive Projekter”. Periode: 1. januar 2009- 31. december 2011
|
  |
|