|
|
 |
|
 |

|

Frilandsmuseets leder stopper efter 10 år
|


|
25. november 2008 |
|
 |

Efter ti gode og frugtbare år ved roret stopper Frilandsmuseets leder, overinspektør Inger Tolstrup, den 1.december. Inger Tolstrup har med stor faglighed og god sans for humor sat en udvikling i gang, som har givet plads til en fornyet folkelighed. Gennem de sidste ti år er besøgstallet således steget fra godt 100.000 til 280.000, og museet er netop valgt som ”Byens Bedste gratis familieaktivitet” i Alt-om-København’s årlige afstemninger.
Frilandsmuseet er i dag et levende museum hvor alle – ansatte som frivillige – indgår i fortællingerne om de forskellige landskaber, bygninger og det daglige liv. Mangfoldige er de tiltag, der har set dagens lys i Inger Tolstrups ”regeringstid”. Bl.a. den betydningsfulde opbygning. af ”Stationsbyen” med dens mange forskellige bygningstyper og det meget populære familieteater på museet, som sætter liv i kludene med historiske pantomimer.
Fra Odder til Lyngby
Inger Tolstrup kom til Frilandsmuseet fra en stilling som museumsleder i Odder 1982-1998, hvor hun ændrede et traditionelt lokalmuseum til en meget aktiv medspiller i det østjyske kulturliv. Dette engagement har hun ført med sig til Frilandsmuseet i Lyngby, hvor der har været et tæt samspil med lokalsamfundet ikke mindst med Lyngby-Taarbæk Kommune og Selskabet Frilandsmuseets Venner..
Tillidsposter og formandskaber Ved siden af dette har den aktive museumsleder ydet en stor indsats indenfor museernes kollegiale organer, fra 1983 i Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, i dag en del af Organisationen af Danske Museer (ODM), hvor hun var formand i perioden 1994-1998. Hun har haft betydelig indflydelse på museernes efteruddannelse, først som formand for museernes kursusudvalg, og siden som den første formand for Museumshøjskolen. Til hendes virke i denne periode kom desuden flere tillidsposter, særligt i forbindelse med den bygningskultur, som hun siden fik ansvaret for på landets største Frilandsmuseum. Hendes egen forskning, har været rettet mod de mere ydmyge felter som kolonihavearkitektur og små fritidshuse.
Det meget høje aktivitetsniveau har ikke hindret, at Inger Tolstrup også har været en nærværende og populær chef hos Frilandsmuseets medarbejdere, Nationalmuseets ledelse og kollegaer, der alle ønsker Inger Tolstrup held og lykke fremover.
Yderligere information:
Inger Tolstrup, , 3347 3480 Konstitueret leder af Frilandsmuseet, Mikkel Venborg Pedersen, , 3347 3483 Pressekontakt, Anni Mogensen, , 3347 3007
|
   |
|