|
|
 |
|
 |

|
17. juni 2008 |
|
 |

Arkæologer fra Nationalmuseet, Økomuseum Samsø og Moesgård Museum har fundet spredte menneskeskeletdele og hele skeletter både af mænd, kvinder og børn ved borganlægget Gl. Brattingsborg i Tranebjerg by på Samsø. Efter 2 ugers arbejde tegner der sig et billede af, at borgen er bygget, hvor der i tidlig middelalder har ligget en kirke med kirkegård. Men nogle af de døde er blot kulet ned - måske er de faldet i forbindelse med forsvar af borgen?
Tirsdag den 3. juni startede en større arkæologisk udgravning ved Gl. Brattingsborg. På forhånd kendte man kun lidt til voldstedets historie, men i 1953 fandt man i forbindelse med en vejudvidelse ved voldstedet to menneskeskeletter, der tydeligvis ikke lå som i en kristen grav. De lå ”sådan som de var faldet” siger folk, som kan huske fundet fra dengang. Og allerede nu er det tydeligt, at de to døde mennesker ikke er de eneste. Adskillige menneskeskeletter er fundet, og det viser sig, at der lige under voldstedets græstørv ligger spredte menneskeskeletdele både af mænd, kvinder og børn. Der er således både tegn på en regulær kirkegård og en mulig massakre i forbindelse med forsvar af borgen.
Marsk Stig hærgede
Der er ikke umiddelbart nogen skriftlige kilder, der beskriver borgen, hvem der ejede den og hvordan den endte sine dage. Og dog. En årbog fra ærkebispesædet i Lund nævner, at Marsk Stig i 1289 ”nedbrød borgen på Samsø”. Marsk Stig var sammen med andre herremænd blevet dømt skyldige i mordet på kong Erik Klipping i 1286, og han havde efterfølgende allieret sig med den norske konge og hærgede i årene 1289-1292 i de danske farvande med en større flåde. Gl. Brattingsborg er lokalt anset som den borg, der blev erobret og ødelagt af Marsk Stig og hans folk.
Massakre, kirke og kapel
Der er flere teorier, der passer på de mange menneskeskeletdele. Måske er hele borgens besætning blevet slået ihjel og efterladt som de faldt. I så fald har naturen taget sig af de døde og dyr har spredt skeletterne. Hvis dette billede er sandt må knoglerne bære mærker efter dyrenes tænder, og det vil Pia Bennike fra Antropologisk Laboratorium kunne afklare, når hun får kigget nærmere på skeletterne. Gennem den nordlige del af en gammel, hidtil ganske ukendt tidlig middelalderlig kirkegård har man formentlig engang i 1100-tallet gravet ud til den indre voldgrav til borgen. Den tilhørende kirkebygning, hvor der er bevaret de nederste dele af fine mure sat af kridtkvadre, kom til at ligge udenfor den indre voldgrav, men ser ud til at have fortsat som kapel til borgen. Man er i hvert fald blevet ved en tid med at begrave på den gamle kirkegård.
Omvisninger hver dag De kommende ugers udgravning vil bringe os tættere på en løsning og forhåbentlig kan vi inden udgravningen slutter den 27. juni give svarene. Hver dag (mandag – torsdag) kl. 14 er der omvisning ved udgravningen.
Yderligere oplysninger
Om udgravningerne: Nationalmuseet, Nils Engberg 28 60 88 33 Moesgård Museum, Hans Skov 21 60 72 95 Økomuseum Samsø, Lis Nymark 86592150 Pressefotos: Anni Mogensen, 33 47 30 07, anni.mogensen@natmus.dk
|
    |
|