Poskær Stenhus

I udkanten af Mols Bjerge på landevejen mellem de to landsbyer Agri og Knebel ligger en af de kendteste stendysser i Jylland. Men som så mange andre storstensgrave er det også her et rent held, at den endnu eksisterer.

De ældste skriftlige kilder om Poskær Stenhus stammer fra 1768, hvor storstensgraven fremhæves som den mest bemærkelsesværdige i hele sognet. Det er formentlig sognepræsten fra nabosognet, som gav Poskær Stenhus denne karakteristik, og nogen sandhed rummer den da også. Poskær Stenhus ligger nemlig i et meget naturskønt område med udsigt over både marker og hav.

I midten af 1800-tallet havde en ung mand fra Knebel overtaget jorden, hvorpå den over 5000 år gamle megalitgrav lå. Jorden omkring storstensgraven var dog meget dårlig, og samtidig var Ole Hansen, som han hed, blevet gift, hvilket naturligvis medførte, at han skulle skaffe penge til at forsørge familien. Efter et par år besluttede han derfor at kaste sig over Poskær Stenhus for at sælge de værdifulde sten, som gravanlægget var opbygget af. Dengang kunne man tjene en god sum penge ved at bryde de gamle storstensgrave op og sælge stenene til blandt andet broer over vandløb og åer.

Det var dog ikke alle de lokale, som så med glæde på Ole Hansens ødelæggelse af stendyssen. Den lokale sognepræst i Knebel var i alt fald ikke begejstret for, at den prægtige storstensgrav skulle ødelægges, og alt mens arbejdet stod på i foråret 1859, skrev præsten et brev til amtmanden for Randers Amt for at få fortidsmindet fredet. Til alt held var amtmanden en meget oldtids- og historieinteresseret person, og efter at han havde indhentet flere uvildige udtalelser fra lokale embedsmænd i området, besluttede han sig for at indsende oplysningerne til Inspektoratet for de Antikvariske Mindesmærkers Bevaring. På det tidspunkt havde Ole Hansen fået at vide, at det ville medføre alvorlige konsekvenser, såfremt han fortsatte arbejdet med ødelæggelsen af Poskær Stenhus, inden der var truffet en afgørelse i sagen. Hos inspektoratet, en forløber for Nationalmuseet, tog man straks sagen op til behandling, og i 1860 lykkedes det at få fredet Poskær Stenhus for eftertiden. Som erstatning modtog Ole Hansen 100 rigsdaler, hvilket ikke var nogen helt ringe sum set med datidens øjne.

Det blev dog ikke sidste gang, at Poskær Stenhus var truet. Selvom sagen var knapt så dramatisk som i 1850erne, så vakte det alligevel opsigt, at en ny ejer af Ole Hansens ejendom i 1930 havde planer om at opføre en afholdsrestaurant kun seks meter fra stendyssen. En bygning på dette sted ville fuldstændig spolere Poskær Stenhus´ landskabelige omgivelser, og fra lokal side blev alle kræfter sat ind for at stoppe planerne. Det lykkedes da også at afværge, at planerne om en afholdsrestaurant blev realiseret, og det blev samtidig fastlagt, at der ikke måtte opføres bygninger inden for en bestemt afstand fra stendyssen.

Byggeplanerne ved Poskær Stenhus fik dog den heldige virkning, at man i lokalområdet fik øjnene op for den imponerende storstensgrav fra bondestenalderen. Man havde derfor nedsat en såkaldt dyssekomite, der i 1937 arrangerede en stor folkefest ved Poskær Stenhus, hvis overskud skulle gå til bevarelsen af fortidsmindet. Særligt købmanden i Knebel, Frederik Just, var dybt involveret i dette arbejde og ønskede stærkt, at Nationalmuseet foretog en restaurering af Poskær Stenhus. Efter nogen ventetid lykkedes det da også Frederik Just at få museet interesseret i sagen, og i november 1943 ankom den 65-årige konservator Julius Raklev til Mols Bjerge. Gennem årene havde Raklev foretaget talrige restaureringer af storstensgrave rundt om i landet og var museets førende ekspert inden for netop dette særlige arbejdsfelt. I løbet af en uges tid i begyndelsen af november 1943 lykkedes det at få genrejst nogle af de væltede randsten. Under arbejdet fandtes der også en lille, sleben flintøkse fra bondestenalderen.

Restaureringen af Poskær Stenhus var noget af en begivenhed på egnen, og i et brev til Nationalmuseet skrev Julius Raklev: ” Det er en mægtig Reklame dette Restaureringsarbejde har faaet gennem den stedlige Turistforening, jeg har ustandselig haft Opringninger og Besøg fra Pressen i Aarhus, men forhåbentlig vil det aftage efterhaanden. Det er heldigt at Vejret har været tørt i disse Dage, hvor Hejseværk, Donkrafte og Jernkæder er anvendt, omend Kulden har været slem ved min Gigt”. Trods gigten lykkedes det dog Julius Raklev og hans arbejdere, at få istandsat storstensgraven, således at egnens største turistseværdighed var klar til at tage imod de mange besøgende allerede i sommeren 1944.

Videre læsning

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne