Grundtvigsdyssen

En sommerdag i slutningen af august 1808 kom litteraturhistorikeren Christian Molbech og teologen Nikolai Frederik Severin Grundtvig forbi dyssen i Gunderslevholm Skov. Det blev et uforglemmeligt møde for dem begge.

” De har ytret det Ønske, hr. Professor! at læse noget om den mærkværdige Stendysse i Gunderslev Skov, som jeg nylig har besøgt. Gid De nu vilde og kunde tage til takke med det, jeg her tør byde Dem, og hvem ellers der interesserer sig for Hedenolds Levninger. Naar jeg beder Dem, at betragte det, som en blot Veivisning for en eller anden af disse, der kunde faae i Sinde at besøge dette skjulte Sted, hvor et sjældent Mindesmærke fra den dybe Oldtid, dølger sig i Naturens Helligdom, langt fra Alfarvej og hyppig Færdsel, da sker det, for at forebygge mulige Mistydninger af disses Blades Hensigt”.

Således indledte litteraturhistorikeren Christian Molbech (1783-1857) sit brev til professor Rasmus Nyerup om sit og Grundtvigs besøg ved dyssen i Gunderslevholm Skov i sensommeren 1808. Netop på dette tidspunkt var interessen for den danske forhistorie ved at blive vakt, og kun få måneder tidligere havde den enevældige konge nedsat en Oldsagskommission, der skulle registrere og sikre levnene fra den danske fortid. Rasmus Nyerup var involveret i dette arbejde, og det var derfor kun naturligt, at han bad Molbech om at fortælle om den særprægede stendysse på Midtsjælland. Dengang troede man, at dysserne var hedenske offeraltre, men siden er man blevet klar over, at der i stedet er tale om gravsteder fra bondestenalderen. Grundtvigsdyssen er således blevet opført i århundrederne omkring 3500 f. Kr. af nogle af de første bønder, der begyndte at opdyrke den sjællandske jord.

” Det var en saare dejlig Sommermorgen den 26. August , da jeg med min Ven Grundtvig drog ud fra Sorøe-Akademie for at søge det Sted, hvorom Sagnet havde fortalt os nok, for at vække lige Lyst og Forventning hos os begge. Vi valgte den Vej, der nærmest kunde føre os til det kjære Maal; den førte os først over Sorøe-Sø, og efterat en frisk, oplivende Morgenvind havde vugget os en halv Times Tid paa de klare, letbølgende Vande, stode vi paa en Halvø, der strækker sin Skovomgroede Tunge langt ud i Søen” berettede Molbech videre i sit brev, og fortæller at han og Grundtvig derefter gik langs søens sydlige bred til landsbyen Tystrup. Her havde den lokale sognepræst modtaget dem, og fulgt dem på vej til dagens egentlige mål: stendyssen ved Gunderslevholm.

Nogen tid efter nåede de ind i skoven: ” Med en Forventning, stigende ved hvert Skridt, og ej uden en vis Gysen gik vi frem i det højtidsfyldte mørke. Vi kom over en Bæk ved Foden af en Banke, og fandt os her midt i en Dal, paa en plet i Skoven, der har et meget vildt udseende. Vi stege opad i en temmelig højde, og vidste nu, efter den os givne anvisning, at vi vare paa rette Vej. Ej meget længe vandrede vi frem, før vi opdagede det herlige, maaske langt over tusind Aar gamle Monument”. Mens Christian Molbech straks begyndte at opmåle det mærkværdige fortidsminde, blev Grundtvig mere indadvendt og eftertænksom. Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) var endnu en ung mand men blev siden en af 1800-tallets kendte personligheder. I dag er Grundtvig, der var teolog, mest kendt for sine mange salmer og sit omfattende forfatterskab, men han interesserede sig også stærkt for den danske fortid. Det kom blandt andet til udtryk i en række bøger om den nordiske mytologi og den danske oldtid, der derved kom ud til en bredere kreds af befolkningen.

Kort forinden havde Grundtvig afsluttet sit bogværk ”Nordens Mythologi eller Udsigt over Eddalæren”, og da han var overbevist om, at han stod over for en af den nordiske mytologis synlige mindesmærker, blev han stærkt bevæget over synet. Det varede ikke længe, førend han havde skrevet et længere digt, der fik titlen ”Gunderslev Skov”. Et uddrag af digtet lyder:

Her jeg ser en Sti sig dølge
under Græssets matte Spor
sprede sig af sjældne Fod.
Dristig, Ven, vi den vil følge

Til det hellige fra Nord
leder kun de dunkle Spor
Hvad løfter sig hist?

O, er det ej Altrets mossede Stene,
som egnens Grene
saa tætte omhvælver?
Det er! O, jeg skælver,
jeg dirrer af Lyst,
og hellige Andagt opfylder mit Bryst;
jeg iler, jeg iler med vingede Fjed
for Asernes Alter at kaste mig ned
og prise de hensovne Guder

Både Molbech og Grundtvig blev så betaget af synet i skoven, at det med deres hjælp lykkedes at få fredet stendyssen allerede i 1809. At fredningen lykkedes skyldtes dog også, at justitsråd Neergaard til Gunderslevholm, der ejede skoven, så med sympati på ideen. Dermed blev Grundtvigsdyssen et af de først fredede fortidsminder i Danmark.

Videre læsning

Fakta om Grundtvigsdyssen

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne