 |
|
 |
Et rejseskrin fra 1600-tallet

Rejseskrin med kassettesnitværk fra 1600-tallet |
Den første gave til Dansk Folkemuseum
Det udskårne egetræsskrin med kassettesnitværk i fladt relief var den første genstand, Bernhard Olsen, grundlæggeren af Dansk Folkemuseum, modtog som gave under sin indsamlingskampagne i 1879, da han indsamlede genstande fra bondemiljøet til den retrospektive Kunst- og Industriudstilling i København samme år. Her var planen at lave et afsnit med dragter og gamle bondekultursager, som i øvrigt blev en stor succes. Folk var endnu ikke vant til at se den traditionelle bondekultur udstillet. Det var friskolelærer Nielsen fra Almind, der overrakte skrinet og et medfølgende brev fra giverne, gårdejer Andreas Eriksen og dennes søn fra Vranum ved Viborg. Af brevet fremgik det, at Bernhard Olsen kunne beholde skrinet som begyndelsen til et museum. Det blev det. Dansk Folkemuseum åbnede i 1885, og blev senere en del af Nationalmuseet. I sit takkebrev til lærer Nielsen skrev Bernhard Olsen: ”Det var den første Gave jeg fik, og nu, da der er fulgt meget efter, er det mig dobbelt kjært at takke for Deres gode Sindelag. Jeg beder Dem sige Andreas Eriksen og hans Søn, at det gaar godt med Museet, at det forhaabentligt bliver aabnet til Foraaret, og at der skal komme til at staa på Skrinet, hvem Giverne er, og at det er den Gave, hvormed det kommende Museum er grundlagt”. Rejseskrinet er udstillet i introduktionsrummet til Danmarkshistorier.
|
|
|
|
|
 |