|
|
 |
|
 |

|
|
|
 |
 "På Nationalmuseet kan man faktisk se masser af originale genstande, der stammer fra den tid, hvor Jan Guillous hovedperson Arn Magnusson levede, nemlig perioden fra ca. 1150 til 1220" fortæller museumsinspektør Vivian Etting. ”Hvis man har fået lyst til at vide mere om den spændende tid, hvor korstogene udspillede sig, har museet meget at byde på. For eksempel kan man se en lang række originale sværd, stridsøkser og andre våben, og en gravsten over en dansk korsridder. Han er afbildet i ringbrynje og holder et kors højt hævet i den højre hånd, så man ikke er i tvivl om hans store mission. Mange deltog jo i korstogene til Jerusalem, og de danske konger organiserede egne korstog til Estland og Rügen”.
En turbulent tid i Danmark
Arn-bøgerne og filmen udspiller sig i midten af 1100-talet og de første årtier af 1200-årene. I Danmark var det en turbulent tid. Det var bl.a. perioden, hvor Svend, Knud og Valdemar kæmpede om magten. Valdemar gik som bekendt af med sejren, fik siden tilnavnet ”den Store”, og efterfulgtes på tronen af sine sønner Knud og Valdemar (Sejr). Danmark så meget anderledes ud end i dag. Store dele af landet var dækket af skov, og der var mange søer og moser, som nu er tørlagt. De fleste af landets måske omkring 700.000 indbyggere var bønder og nye landsbyer skød frem i denne periode. Typisk mange af dem, der ender på - rup, -strup og –drup. De eneste større byer var bispesæderne Roskilde, Lund, Ribe, Århus, Odense og Viborg, hvor handelen var centreret. København var derimod stadig kun en lille by.
Kors og smykker af guld, ædelsten og perler
Blandt de flotteste genstande fra ”Arns tid” fremhæver Vivian Etting de smukke kors. ”Nationalmuseet har nogle virkeligt flotte kors og smykker, som nogle af de kongelige og mest velstående personer i Jan Guillou´s univers kunne have båret. Andre har været forbeholdt kirkelige stormænd som bisper og abbeder. Orø-korset er for eksempel fra ca. 1100 og udført i Norden. Andre er kommet til Danmark fra udlandet som det fornemme ”Roskildekors”, der er besat med 15 ædelstene og syv perler. Det er lavet i Byzans engang i 1100-årene, og blev siden lagt ind i hulrummet i hovedet på en stor Kristusfigur i Roskilde domkirke. Det bedst kendte er nok ”Dagmarkorset” – som sandsynligvis ikke har tilhørt dronning Dagmar, men Valdemar Sejrs søster Richiza, der døde i 1220”. Fælles for de tre kors er deres funktion som relikviegemmer. De kan nemlig åbnes og i Roskildekorset rummer stadig en splint af Kristi kors fra Golgata!
Vandkande med ridder
Der er også genstande som giver indtryk af dagligliv blandt de velstående. For eksempel har museet en flot samling af akvamaniler, en slags vandkander, der blev brugt når man i fornemme kredse skulle vaske hænderne inden måltidet. De er udformet som løver, fabeldyr og riddere i fuld krigsudrustning. Rytterne viser i øvrigt også, hvordan man red den gang. I modsætning til i dag sad man i sadlen med strakte ben. Hvordan klædedragt og ”skægmode” var på den tid, kan man bl.a. se på et relief fra Sdr. Kirkeby, som viser kirkens to stiftere, Toste og Conrad.
|
     |
|