Efter undersøgelsen i 1700-tallet skrev Erik Pontoppidan en beretning, hvor han funderede over resultaterne og Danmarks fortid. Pontoppidans beskrivelse giver et enestående indblik i, hvordan man opfattede oldtiden og de personer, som havde opført jættestuerne. Interessant er også Pontoppidans iagttagelse, at de ubrændte begravelser i jættestuen måtte være ældre end de urner med brændte ben og aske, som var gravet ned i højen. Det viser at man allerede på det tidspunkt havde erkendt, at jættestuen havde været anvendt i forskellige tidsperioder.

Erik Ludvigsen Pontoppidan (1698-1764) blev født den 24. august 1698 i Århus, hvor hans far var stiftsprovst. Imidlertid mistede Pontoppidan sine forældre som 8-9-årig og fik herefter nogle omflakkende år hos forskellige slægtninge. I 1718 kunne han imidlertid afslutte sine teologiske studier og blev herefter huslærer i nogle år. Som følge af hans strenge pietistiske ytringer i offentligheden lykkedes det ham i 1734 at blive slotspræst og sognepræst i Hillerød og fire år senere professor i teologi. Udnævnelsen til slotspræst skyldtes ikke mindst den stærkt troende konge, Christian d. 6, som var meget begejstret for Erik Pontoppidan. Men efter kongens død i 1746 skete en ændring af den hidtidige strenge kirkepolitik som var blevet ført under Christian d. 6. Som følge heraf fik Pontoppidan i 1747 tilbudt jobbet som biskop over Bergen, hvilket han tog imod. Opholdet i Bergen varede til 1754, hvor en uheldig sag kom på tværs. Antydninger om et formodet udenomsægteskabeligt forhold mellem Pontoppidan og borgmesterens datter resulterede i, at Pontoppidan opgav bispeembedet i Bergen og tog til København. Selvom Pontoppidan kort tid efter fik æresoprejsning, ønskede han dog ikke at vende tilbage til Bergen. I 1755 blev han udnævnt som prokansler – en slags praktisk administrator – ved Københavns Universitet. Privat var Pontoppidan en stor samler samt ophavsmand til en række skrifter af historisk og topografisk art, som endnu i dag har stor betydning. Erik Pontoppidan døde i København den 20. december 1764.

Kort Efterretning om en i Aaret 1744. ved Jægers-Priis Slot i en Høy fundet, saakaldt Jette-Stuve, Med fire deri liggende Beenradde, hvis Ælde undersøges efter Muelighed, dem til Behag, som elske Landets Antiqvitæter, af Erik Pontoppidan (E.P.)

Skrifter udi det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste i Aarene 1743 og 1744, Første Deel, Kjøbenhavn, s. 307-316.

--- o0o---

Aar 1744, i Juni-Maanet, altsaa kort efter at Deres Kongel. Høyhed Vores naadigste Cron-Printz hafde begyndt at tage sin Sommer-Bolig paa Slottet Jægers- Priis, eller det gamle Abrahamstrup, som af Arrilds Tid har været Dronningernes Lif-Gedding, lood Høystbemeldte Deres Kongel. Høyhed i den ved Slottets Norder Side liggende Skov, giøre én og anden Indretning til Egnens Prydelse ved Kunst, ligesom den allerede af Naturen har sine Fordeele. Særdeles var man betænkt paa at anlægge nogle jefne og Skyggefulde Spadsere-Gange, og imellem dem , her og der nogle Hvile-Steder eller Lyst-Huuse. Her til fandt man blandt andre beqvem, en temmelig stor og med Træer begroet Høy, som ligger henved et Canon-Skud fra Slottet, holder ongefær 50. Trin i Omkreds, og er gandske rund. For at giøre en magelig Opgang til de paa Høyens Overdel anlagte Græss-Bænke, maatte der graves Trappe-Triin fra det nederste af, og i det man grov, fandtes først, paa Høyens Østre Side, ey dybt i Jorden, tvende af de bekiendte Urner eller Aske-Potter, fyldt som sædvanlig med brændte Menniske-Been og Smul, saa var og i Asken henlagt, nogle uanseelige Smaa-Stykker Metal eller Corinthisk Ertz, ligesom man overalt pleyer at finde dem i Urnerne, nemlig ANNULOS, FIBULAS; CONOS eller deslige smaa Ting, som den afdøde har haft til Prydelse eller anden Brug. Ved den Søndre-Side af samme Høy, stødte Arbeyderne med deres Spader paa nogle Stene af middelmaadig Storhed, og da de i Begyndelsen vilde bryde dem op, blev man vaer, at de stode ordentlig i tvende Linier, som strakte sig ind ad mod Høyens Middel-Punct, vare ey heller enkelte Steene, men mange over hver andre, saa det suintes de viiste Vey og tiente til Indgang i Høyen; Dette var saa i Sandhed, thi da man udgravede den Jord som fyldte det 1½ Allen brede og lange Rum imellem disse Steene, saa fandtes ved Steenradernes Ende en Hule, ey ulig en stor Bager-Ovn, som gav sig ud til begge sider, omsatt med mange temmelig glatte Kampsteene, men oven til hvelveteller dekket alleene med tvende Steene, hvis Storhed kan sluttes der af, at Hulen er 5. Alen lang og 4. Alen breed, ligesom Høyden er halffierde Alen, forstaae siden man har udryddet den løse Jord, Sand, Moss og deslige som fandtes derinde. Men det som der fornemmelig fandtes og allermeest kommer i Betragtning, ja det, for hvis Skyld denne runde Høy som et MAUSOLEUM GOTHICUM siunes oprettet, var fire døde Menniskers Benradde, henlagte paa et STRATUM af guul Sand, saaledes, at den eene Rad laae foran i det omtalte lange og smalle Indgang, men de trende øvrige inden Hulen eller Kielderen selv. Nu maa man beklage, det Arbeiderne, saasom Folk uden den Slags Eftertancke , ey gik vaerligen tilverks, saa snart de fandt Been, særdeles det første SCELETON som laa i Indgangen – thi da de kom under Steenhvælvingen i den mærke Kielder, hvor de 3. øvrige SCELETA vare lagte, saa grov og stak de der alle vegne i den løse Muld og Sand, og merkte ey Benraddernes ordentlige SITUATION, Længde eller andre Omstændigheder, men blandede alting uforvarende i hinanden, førend de paa 3. dødninge-Pander kiendte, at Resten af Beenene maatte have hørt 3. menniskelige Lægemer til. Videre ventede man at finde noget i denne Hule, men da den løse Muld, som deels siuntes at være nedfalden imellem Steenene blev udkastet, fandtes intet uden en Blanding af Been og derhos 2. skarp-sleben Flintsteene, af det slags Bønderne pleye at kalde Torden-Steene, og egentlig have været Braaden i de gamles Kaste-Spyd eller andet Gevær. At én af disse skarpe Flint-Steene skulle have siddet ligesom indstødt i den ene Hoved-Pande, var vel nogle af Arbeydernes Foregivende, men i de Hoveder jeg saae, fandtes ingen saadan Aabning og jeg finder ingen Aarsag til at troe det, da man veed, det var de Gamles Maade at begrave med en Mand hans egne Vaaben, og ikke de Fiendtlige af hvilke hand kunde have faaet sit Bane-Saar, hvorfor man nesten og overalt i vore Grav-Høye finder deslige Steene.

At ellers denne Høy, enten tilforn har været aabnet, eller dog dens indvortes Beskaffenhed, maaskee af TRADITION, maaske og af visse udvortes Tegn, Bønderne ved Jægerspriis bekiendt, sluttes deraf, at de give den det Navn JETTE-STUEN, i.e. Kiempe-Stuen, Kiempernes Boelig. Paa saadant Nafn kunde nu grunde sig den Formodning, at de deri begravede Dødninge hafde været af den saakaldte Kiempe-Art, som siges fordum at have beboet disse Egne, i følge af det som Herr Peder Syv i sine Anmerkninger over Kiempe-Viiserne, beretter om Lange BERN Riser hans Grav med Been og Sværd, funden i Roeskild Egn, saa og af de trykte og mundtlige Relationer, man har om Kiempe-Beene som her og der siges at være opgravede i vore Tider, see særdeles Herr WIELANDS Maanetlige Relationer for ANNO 1727, MENSE NOVEMBRIS, om en paa Turope Mark en Miil fra Assens da funden Kiempe-Beenrad, fem fulde Siællandske Alne lang, saa en fuldvoxen Karl, som lagde sig ved siden deraf, naaede ickuns fra Benradens Knæer indtil Skulderne, efter Herr PROFESS. LUJA udi Odense hans Beretning, som L. C. PROVOCEres til, hvor og viises Figur og Storhed af 2. led i Tommelfingeren. Endskiønt nu dette maa staae ved sit Værd, og ikke undersøges denne Gang, saa er det dog vist, at bemældte Jette-Stue med de deri fundne Beene, ingenlunde bestyrker den Meening. De Laar-Been og Hoved-Skaller som jeg der har fundet, og nøye examineret siunes intet eller dog saare lidet større, end hvad sædvanligt findes i vore andre Grave og Beenhuse. Dog have de noget Besynderligt som jeg til andres Undersøgelse vil have henstillet, nemlig, først er Hovet-Skallerne, af hilke jeg har giemt den eene, meget tykke, hvoraf kand sluttes, at disses Landes Indbyggere som haardføre Folck, mueliget af Barns Been have haft lidet eller intet Skiul paa Hovedet og ladet Naturen hærde sig selv ved Kuld og Frost i hvilken de som Soldater og Søe-Folk mest levede. Dernæst finder jeg særdeles dette, at én af bemældte Hoved-Pander, som er noget fuldkomnere conserveret, og nu giemmes af Deres Kongel. Høyhed Cammer-Tiener MONS. BRUUN har saa godt som ingen Pande eller dog een af synderlig Skabning, nemlig gandske spids og steilstaaende tilbage, saaledes som man kunde forestille sig, at et Barns Pande vilde blive, hvis man idelig satte det under Tryk og Klemme af en haard Pande-Smecke. Bemældte MONS. BRUUN, som en Kiendere af Anatomiske Ting, forsikrer at Skabningen er usædvanlig og det Menniske der nu gik det saadant Hovet, vilde kaldes Pandeløs.

For at vedligeholde dette Gravsteds og de deri fundne Afdødes Ihukommelse, haver Deres Kongel. Høyhed saasom Stedets Høye Beboere og Antiqvitætens Elskere, naadigst befalet mig at lade hensette en Støtte af Ølands Steen med følgende paaskrift:

QUOD
QUATOUR MORTALIUM OSSIBUS SERVANDIS
ANTE OCTO MINIMUM SECULA
SEPULCRUM CONDIDIT
ET STUPENDÆ MOLIS LAPIDIBUS OBTEXIT
MAJORUM, UTUT PAGANORUM HOMINUM, PIETAS,

ILLUD
ANNO MDCCXLIV, MENSE JUNIO
NON NISI PIA MANU, RECLUSIT
ET MEMORIALI ISTHOC SAXO INSIGNIRI JUSSIT
SERENISSIMUS PRINCEPS
F R E D E R I C U S
AVITI IMPERII AVITÆUE VIRTUTIS
EX ASSE HÆRES
SUORUM
SPES, DECUS, DELICIÆ.

I Anledning af det som hidindtil er berettet, siunes mig Umagen værd at undersøge om denne Jette-Stue har været sædvanligt Begravelse-Sted, og hvis saa er, til hvilken Tiids Alder man da rimeligst bør henregne den samme.

At den Høy ved Jægers-Priis skulde have været en Røver-Hule, eller et Opholds-Sted for Søe-Haner, som der kunde have giemt deres Bytte, særdeeles da Skoven fordum har været tykkere og Indgangen begroet med Buske, det er den Mening som een og anden har disse Jette-Stuer. Nu nægter jeg ey, at af slige Røverhuler ogsaa mange Foedspoer maatte findes ved nøye Eftersøgning, saasom det lidet Mursteens-Hus, PARVA DOMUS LATERITIA, om hvilket meldes i et MSS. angaaende Møenske Antiqvitæter, at en Degn fandt det i en Høj, ikke lange fra, hvor Elmelunde-Slott fordum har standet. Saa viises og i Keyness-Sogn paa Als, en meget berygtet Røver-Kule eller Hule, kaldet Kay-Hule, hvor en nafnkundig Søe-Hane eller Fribytter Kay, skal have haft sit Opholds og tilflugts sted. Men heraf følger ingenlunde, at alle hule eller helvede Høye maatte være Søe-Røveres Boeliger, thi for det første er ders Mængde alt saa stoor, anseet den Hule ved Jægerspriis i alle danske Provintzer har mange hundrede sine lige undtagen at de sielden findes saa høye, da de fleeste Jette-Stuer ere ey høyere end Bager-Ovne, saa mand maa krybe paa Knæ derinde, hvor imod den største Karl kand her staae over Ende. For det andet saa finder man Jette-Stuer ey allerede ved Søe-Kanten, men ogsaa midt i Landet, hvor Søe-Røvere ventelig ey har boet, og for det tredie saa seeis tydelig nok, det er Begravelser og ingen levende Folkes Boeliger, deraf, at naar saadan Jette-Stue første gang aabnes, altid findes én eller fleere Beeenradde derudi. Naar de efter haanden ved adskillig Hendelse blive bekiendte eller deres Indgang findes, da pleye Bønderne strax at søge Skatte og Liggendefæ derudi, men finde nesten intet andet end nogle Dødninge-Been, hvorfor de overlades Rævene og andre Rof-Diur, hvilke Jægerne vel vide at opsøge paa de Marker, hvor slige Tilholds-Stæder ere dem bekiendte.

Naar det nu staar fast, at Jette-Stuerne ere Graf-Steder, saa spørges for det andet, af hvad Ælde de ere, eller til hvilken PERIODUM i vort Lands Historie de bør henregnes. Hertil svarer jeg: at de i det mindste maa være ældre end Christendommens Indførelse, det taler for sig selv. Vel nægtes ikke, at jo én og anden som hafve taget ved den Christen Troe, enda kand have haft den Høyagtelse for sine Fædres Begravelser, at hand hellere der, end i Kirken eller på Kircke-Gaarden vilde udvælge sit Leyersted. Herom vidner blandt andet den IN MARMORIBUS DAN. TOM. II PAG. 264. anførte Gravskrift over en Jydsk Herre-Mand:

JEG JEITE VIDERICH VISS
DADUR MIN BOED PAA HØURIIS
JEG GIORDE KYRKIA FOR DIG,
BED DU GOT FOR MIG
MIN FADER LIGGER I ØLLE-HØU
SIELF VIL JAG LIGGE I VEGEL-HØU

Item THOR THOTT hans Graffskrift, som af OLAO WORMIO IN MOMENT. DAN. LIBERO. III. PAG. 152
anføres med disse Ord:
Dalbye Mølle og Kieby Vang,
Bage Øre og Ringsøe fang
Gifver jeg Borsie Closter ny,
Men selv ligger jeg i denne Høy.

Hertil sætter WORMIUS disse Ord: ANTIQVITUS AUTEM SUMMUS HONOS HABITUS MAGNATUM SEPULCRIS, PRÆSERTIM COMMUNIBUS, IN QVIBUS NON UNIUS SALTIM, SED TOTIUS FAMILIÆ CONDEBANTUR CADAVERA, UT MIRUM NON SIT EX CHRISTIANIS VELØVTOUIS HAUD PAUCOS IN AGRIS & FUNDIS APUD MAJORES SUOS SEPELIRI MALUISSE, QVEM NOVA SIBI IN TEMPLIS ELIGERE CONDITORIA. Dog denne Høyagtelse for Fædernes Gravsteder varede ey lengere end til Christendommen og tillige Papisteriet toog Overhaand, thi da man kort efter denne Tiid indbildte Allmuen, at den Dødning, som ikke hvilte sit Lægem i Viet Jord eller saa kaldet Christen-Jord paa Kirke-Gaarden, hvor Messernes Kraft kunde udstrecke sin Virkning, hans Siæl kom ogsaa langt sildigere end den ellers af Siærsild og til Hvile i Abrahams Skød, see saa var denne Hedenskabs Lefning én af de allerletteste at afskaffe. Inden kort Tiid var det meget skammeligt, og sattes i Lovene som en Straf for Misdædere at begraves i Høy og Heden-Jord. Paa den Grund kand man slutte, at neppe nogen Grav-Høy her til Lands er yngre end CANUTI MAGI Tider, det er nu paa ottende hundrede Aar. Om vi da siger de i Jette-Stuen ved Jægerspriis fundne Hoved-Pander, Laar-Been og andre Stycker har ikkuns ligget der 7 til 800 Aar, da er det allerede stor Forundring værd at de under Jorden har kunnet conserveres saa vel, i saa lang en Tiid, særdeles da de ey saasom hine, der findes i Aske-Potterne eller URNIS ere brændte og ved Ilden hærdede, mens henlagte med fuld Fugtighed, indvortes af Marv og udvortes af Kiød, som ved Forraadnelse er bortfaldet. De Dødninge-Beene som efter et hundrede Aars Leye i Graven, opsankes og hensettes i luftige Been-Huse, kunde lettelig conserveres. Men at det samme hendes saadan Been, som syv Gange længer ligge i en Jord-Høy gandske tet indelukte, er visselig forunderligt, og viser hvor stærke STAMINA der maa være i Been, da TEMPUS EDAX RERUM saa lenge respecterer dem.

End større maatte vores Forundring blive, hvis vi ville antage som mueligt, ja rimeligt dette, at disse Beene kunde vel være et tusinde Aar ældre end Christendommen her til Lands, og altsaa paa attende hundrede Aar. Grunden til denne nye SUPPOSITION beroer derpaa, at man fra OTHINS Tiid af, sædvanlig brendte de døde Legemer og satte Asken hen i Urner, hvoraf ald den bemældte Tiid kaldtes BRUNNA-OLD, d-e. Brende-Tiden, ÆTAS COMBUSTIONIS, efterdi man ikke da som tilforn , pleyede at begrave de døde Lægemer hele og holdne. Herom kand den Lysthavende vidre eftersee TROG. ARNKIELS Cimbrische Heyden-Begräbnisse, L. I. C. 5§12 seqv saa og CHRISTIAN DETLEV RHODE Chrimbrish-Holsteinische Antiqvitäten REMARQVE: p-4 seqv. At HUMATIO her til Lands, saa vel som adensteds, er en ældre Skik end CREMATIO (hvilken sidste Othin med sit asiatiske Tilhæng skal have indført hen ved hundrede Aar for Christi Fødsel) derom er vel ingen stoor Tvivl. Dog følger deraf ey heller, at CREMATIO eller Ligenes Forbrændelse og Begravelse i Aske-Potter, just hafde afskaffet alldeles og hos alle, den ældre Skik som kaldes HUMATIO. Hos SAXONEM GRAMMATICUM finde vi fleere end eet Eksempel af Kongers og andre Heltes Begravelse med heele Lægemer, endnogsaa midt i Brende-Olden, ja hvad meere er, SNORA STURLÆSON beretter, at førend Christendommen afskaffede CREMATIONEM og indførte HUMATIONEM paa nye, da var det allerede skeet af Hedningerne selv, thi memældte Skribent som regner fra OTHINS Tiid af, kalder BRUNA-OLD, Brende-Alderen, den første og Houg-Old, Høye-Alderen, da man henlagde Lægemerne ubrendte i Høyene, kalder hand den anden eller yngre Alder endskiønt deres DISTINCTION er ikke ret tydelig, hvorom jeg vil anføre vores lærde THOMÆ BARTHOLINI Ord, DE CAUSIS CONTEMPÆ A DANIS ADHUC GENTILLIBUS MORTIS. LIB. I. CAP. VIII. P. 113. EAM ÆTATEM, ÆVA CADAVERA CREMABANTUR, BRUNA-OLLD NOMINATUM SNORA DOCET: Hin Fyrsta Olld er Kaullund Bruna Olld, tha skyldi brenna alla Dauda menn. d.e. PRIMA ÆTAS, ÆTAS COMBUSTIONIS VOCATA EST, TUNC OMNES MORTUI CREMARENTUR, CONGESTOS EA ÆTATE COLLICULOS IN MEMORIAM AUDIVIMUS, QOUD NON MINUS SUCCEDENTI ÆTATI OBSERVATUM, QUANDO IN TEGRA CORPORA HUMATA, EA ENIM SUB MONTIBUS QUEQUE SEPULTA. NEQUE TAMEN NB. PROTINUS IN SECUNDA ÆTATE, MOS CREMANDI CADAVERA CESSAVIT, SED INDISCRIMINATIM NONNUN QUAM IN CINERES REDIGEBANTUR, ALIQUANDO INTEGRA RECONDEBANTUR, UT PLURIUM CONTINUANDÆ DEFUNCTORUM MEMORIÆ INSERVITURI AGGEREBANTUR TUMULI. VOCABANTUR AUTEM ALTERA ÆTAS, HAUGS AULLD, SEU ÆTAS COLLIUM. Ikke destomindre naar vi tilstaae, disse Lande have før OTHINS Tiid været beboede af Cimbriske eller Celtiske Folk, og at disse før de fik OTHIN til Lære-Mestere have begravet deres Døde naturlig-viis eller uforbrændte, saa reyser sig atter det Spørgsmaal, om ikke vore Jette-Stuer ved Jægerspriis eller andetsteds, kunde være af den første, saa snart som af den sidste Haug-Old, det er ældre end Christi Fødsel. At saa kunde være vil maaskee ingen stride, og at det virkelig er, kand heller ingen stadfæste; thi saggen er en puur Gitzning. Men dersom nogen inclinerede for at sette deres Alder saa vidt ud, da vil jeg ikkuns anføre een Ting, som siuntes at give den Meening nogen Anseelse af Rimelighed, nemlig dette, at i Høyen ved Jægerspriis, hvor neden under ligge ubrendte Been, der fandtes oven paa 4. Urner eller Aske-Potter, saa got som IN SUPERFICIE TERRÆ. Dette mener jeg kunde give nogen temmelig Formodning, at de der begravede Lægemer har lagt længere end de forbrændte Lægemer, eller at de vare af den Haug-Old, som gik for, og ikke af den som fulgte efter BRUNNA-OLD, thi POSITO CONTRAIO, da spørger jeg om ikke Urnerne vist nok vare blevne ruinerede, den gang Hvelvingen i Høyen blev gjort: Denne er sandelig ikke giort ved en Udhulning fra Siden af, thi de hart ad udtroelig stoore Steene, med hvilken saa vel Hvelvingen som Siderne i Hulen ere besatte, vise noksom, de ere allerførst hensatte med stort Arbeyd, og siden den høye Jord-Dynge kastet der oven paa.

Er dette nu skeet, da følger, at Aske-Potterne som fandtes i Høyens Overdeel, ere siden nedsatte og kunde ikke have været der, den gang man bygte Jette-Stuven. Paa den Grund siger jeg det siuntes troeligt, at de ovenbemældte Beenradde, maa være ældre end den sidste Haugold, om hvilken SNORO STURLESON taler, efterdi de endogsaa synes ældre end BRUNNA-OLD. Dog er det noget som jeg henstiller til andres nøyere Grandskning og Eftertanke.

Endnu maa jeg erindre én Ting i Anledning af den Grav-Høy ved Jægers-Priis, nemlig at samme saavel som andre af den Slags, seeis kiendelig nok at være COLLES FACTITII, eller ved menniskelig Arbeyd opkastede, og ingen blot naturlige, eller siden Syndflodens Tiid staaende Høye – thi de ere gemeenlig Cirkel-Runde og ligge paa gandske slet eller jevn Grund: Nogle Stæder, særdeles i Jylland finder man paa slet Mark og i saare liden DISTANCE tive, tredive og fleere saadanne Høye, hos hverandre, og der synes de at bære Vidne om store Feldslag, efter hvilke man kastede de døde Kroppe i Dynger paa hverandre og skiulte dem med jord, af hvilken hver Soldat maatte efter Krigs-Reglerne, tage og bære saa meget som kunde fylde hans Hielm eller Storm-Hette. CAMBDENUS IN BRITAINN: IN WILSHIRE, PAG 185 tilskriver denne Skik de Nordiske Folk og kalder slige Høye BURROWES, eller BARROWES: HIC SELBURY COLLIS ROTUNDUS & IN FASTIGIUM EDITUS SURGIT, QVI NOMINUM LABORE AGGESTUS, CUM EX EPSIUS COLLIS FORMA, & TERRÆ SUBSIDENTIS FACILE VIDEATUR. CUIUSMODI MULTA IN HOC TRACTU ROTUNDI & FASTIGIATI CERNUNTUR, & BURROWES & BARROWES VOCANTUR, IN OCCISORUM MILITUM MEMORIAM FORTE EXCITARI, OSSA ENIM IN ILLIS REPERIUNTUR, & LEGI, IN USU FUISSE SEPTENTRIONALIBUS, UT SINGULI MILITES PRÆLIO SUPERSTITES, TANTUM TERRÆ, QVANTUM CASSIDE CAPERE POTERANT, IN OCCISORUM TUMULOS AGGERERENT.

Derimod, hvor man finder en enkelt Høy saasom den her tales om, eller ogsaa ikkuns et Par tilsammen, saasom de tvendenafnkundige Høye ved Jelling Kirke, der er det geemenlig enten en eller anden fornemme Person, eller og en viis Familie som har beredet sig et Gravsted, og undertiden ladet deres Hæste have den Ære at hvile hos dem, hvor over den Gidsning OLAUS WORMIUS MONUM. DAN. LIB. I, p. 42. giør om et usædvanlig stort Ribbeen, som han havde seet, bliver daabbelt uviss. Saaledes heder det IN PRÆFAT. CHRON. SNORONIS at én af de gamle Danske Konger ved Nafn DAN MIKILATI befalede, at man skulde sammenkaste ham en Høy og der begrave hans Lægeme tillige med Hans Kongel. Smykke, Vaaben, Hæst og andet Gods, hvilken Skik Hans Paarørende siden den Tiid efterfulgte. Paa Hedemarcken i Norge er en navnkundig Høy kaldet af Bønderne SIOSTA-Kongens Høy i hvilken efter gammel Sandsage en af de Nordske Næsse-Konger skal være begravet. Denne Grav lod en god Ven, paa min Begiæring, aabne for nogle Aar siden, og sendte mig det hand deri fandt, nemlig en Storm-Hue half opædet af Rost, Mundstykket af et Bidsel, en Spore, 2. Sværd og tvende Spyd, af hvilke det eene er ligesom EMAILLERET med nogle smaa Pockler og Løv-Verk af Sølf, hvilket bestyrker den Meening at Eyermanden har været en Stands-Person.

Angaaende de langagtige og flade Høye som baade findes hundrede eller fleere Alen lange og half saa brede, samt omsatte med maadelig store Steene. Da siunes samme at have været allmindelige Grav-Steder ligesom vore Kirke-Gaarde paa nærværende Tiid.