Ormshøj

Årets Skt. Hans-bål i sommeren 1934 var i landsbyen Årby ved Kalundborg blevet brændt af nede i det ene gravkammer i byens tvillingejættestue. Ilden havde ødelagt dele af jættestuen, og da Nationalmuseets konservator Julius Raklev kom til stedet, kunne han konstatere, at stengraven fra bondestenalderen havde taget varig skade.

En af de karakteristiske tvillingejættestuer, ligger i udkanten af landsbyen Årby sydøst for Kalundborg. Tvillingejættestuerne er et specielt kendetegn for denne egn, og den geografiske koncentration kunne tyde på, at det har været specialiserede fagfolk, der i bondestenalderen har rejst rundt og opført de mægtige megalitanlæg. Selve betegnelsen tvillingejættestuer hentyder til, at de to gravkamre er indbyrdes forbundet med hinanden forstået på den måde, at de har fælles endevæg, og hele megalitanlægget udgør således én samlet konstruktion. Tvillingejættestuernes gravkamre har dog separat indgang, og man kan således ikke gå direkte fra det ene gravkammer til det andet.

Tvillingejættestuen Ormshøj opdagedes første gang i 1879, da en lokal bonde ville fjerne nogle sten der stak op af den høj, hvori storstensgraven ligger. Under arbejdet fandt han nogle menneskeknogler og kontaktede derfor straks Nationalmuseet, som sendte Henry Petersen af sted for at se nærmere på sagen. En udgravning i det sene forår 1879 viste, at der var tale om en velbevaret tvillingejættestue – eller dobbeltjættestue som man på det tidspunkt kaldte tvillingejættestuerne - og de sten, som den lokale landmand havde ønsket at fjerne, var nogle af gravkamrenes bæresten. Selvom hovedparten af dækstenene manglede, lå der i gravkamrene nogle meget velbevarede gravlag, hvor der øverst fandtes forskellige spor efter aktivitet fra bronzealderen, og nederst spor fra bondestenalderens tragtbægerkultur. Alle tørmurene mellem bærestenene var også i en god tilstand, ligesom man ved undersøgelsen kunne konstatere, at gravkamrenes gulv var brolagt med håndstore sten. Et af undersøgelsens bemærkelsesværdige resultater blev opnået i det sydligste kammer, hvor man i det ene hjørne fandt en række kantstillede fliser, der markerede et afgrænset område på 1,6x0,9 meter. Lignende gulvinddelinger kendes også fra andre storstensgrave, eksempelvis jættestuen Snæbum i det sydlige Himmerland, men også andre steder i Europa kender man til dette fænomen. Det gælder blandt andet i Slesvig-Holsten, Sverige, Tyskland og Holland. Det er blevet foreslået, at disse særlige gulvinddelinger skal forstås på den måde, at det indkredsede område har tilhørt en bestemt familie eller har rummet den først gravlagte person i jættestuen. Inddelingen lader formode, at ikke alle personer har haft samme status i bondestenalderen.

Da Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, i 1909 lagde vejen forbi dobbeltjættestuen ved Årby, var han ledsaget af Julius Raklev, som selv var født og opvokset i det nordvestsjællandske område. Under direktørens kyndige opsyn og vejledning blev Raklev sat til at rydde gravkamrene og gangene for grene og andre plantevækster. Julius Raklev blev senere en af de førende personer inden for udforskningen og restaureringen af de talrige dysser og jættestuer, som endnu findes rundt om i landet. Gennem næsten et halvt århundrede rejste han Danmark tyndt for at besigtige og udbedre skader på de danske megalitgrave. Opgaven ved Ormshøj var en af hans første, men det blev dog ikke sidste gang han besøgte Ormshøj. Mange år senere – i 1934 – måtte han atter vende tilbage til tvillingejættestuen. Gennem mange år havde der blandt beboerne i Årby været tradition for, at man Skt. Hans Aften afbrændte et bål oven på Ormshøj, men i sommeren 1934 var ikke alt gået som planlagt. Man havde afbrændt bålet nede i det ene gravkammer, og under den voldsomme varmepåvirkning var flere af bærestenene blev skadet. Selv store tonstunge granitsten, som man i bondestenalderen anvendte som bæresten i jættestuerne, kan ikke tåle varmepåvirkning, og hvis de udsættes for bare ganske lidt varme risikerer de at flække og dermed underminere hele megalitanlægget. En lokal mand fra Årby havde meddelt Nationalmuseet, at tvillingejættestuen vist ikke havde det alt for godt, og da Julius Raklev snart efter kom til stede, kunne han konstatere, at storstensgraven have taget varig skade af ilden. Ved hjælp af en tynd cementblanding lykkedes det dog Raklev at udbedre de værste skader, men skaden var sket og gennem årene har det været nødvendigt at holde Ormshøj under stadig opsyn. Således måtte man i 1986 og igen i 1988 foretage større reparationer på nogle af de flækkede bæresten.

Ved restaureringerne i 1980erne kunne man ud fra bærestenenes indbyrdes placering konstatere, at man i bondestenalderen formentlig har bygget det sydvestlige kammer først, hvorefter man så er begyndt på bygningen af det nordøstlige gravkammer. Samtidig opdagedes der flere steder i kamrene spor efter flere gulvinddelinger; endog i det nordøstlige gravkammer, hvor man ikke ved de tidligere undersøgelser havde fundet spor efter denne specielle tradition. Blandt andet fra Sverige kendes eksempler på gravkamre, hvor der har været flere gulvinddelinger. Som oftest ved disse senere undersøgelser finder man  - ligesom i tilfældet med gulvinddelingen i Ormshøj - spor man ikke har opdaget ved tidligere restaureringer. Foruden gulvinddelingerne fandt man en tyndbladet flintøkse indsat i væggen omtrent midtvejs i indgangen til det sydvestlige gravkammer. Øksen er i dag fjernet fra dens oprindelige placering. Kun et enkelt andet sted – i jættestuen Børnehøj ved Roskilde – har man gjort et lignende fund med en flintøkse indsat i væggen. Måske er der tale om en form for grundstensnedlæggelse eller et offer som er blevet placeret ved opførelsen af jættestuen. Fundet skete i øvrigt ved den første karmsten man støder på, når man skal ind i gravkammeret. Her har der oprindeligt siddet en form for dør, som har adskilt gravkammeret fra omverdenen. Lidt længere inde i kammeret findes endnu en sådan inddeling af gangen. Karmstenene adskiller sig markant fra de øvrige bæresten i indgangen ved at være betydeligt smallere og spidsere.

Fjernelsen af dækstenene og senere også afbrændingen af bål i dobbeltjættestuen ved Årby har betydet, at Ormshøj i dag er i en udsat situation. Hver enkelt del af jættestuernes konstruktion var i bondestenalderen nøje gennemtænkt, og manglen af dækstenene betyder, at konstruktionen bliver ustabil derved, at bærestenene gennem årene langsom kan forrykke sig og tørmurene falde ud. Naturligvis kan man i dag finde nogle nye dæksten og placere dem oven på højen, men gennem mange år har det været et fast princip, at man kun foretager så minimale indgreb som muligt for at bevare det oprindelige udseende. Genplaceringen af dæksten på Ormshøj vil således være et markant indgreb i anlæggets nuværende udseende. Ved overvågning og vedligeholdelse af tvillingejættestuens nuværende tilstand vil Ormshøj da også holde mange år ud i fremtiden.

Fakta om Ormshøj

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne