|
En af Nationalmuseets fædre, biskop Frederik Münter, var i sin ungdom med til at udgrave jættestuen Kong Svends Høj på Lolland sammen med den lokale godsejer, statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow.
Jættestuen Kong Svends Høj hører til blandt de kendteste jættestuer i Danmark. Med sin beliggenhed på det nordvestlige Lolland er der ikke langt til godset Pederstrup. Herregården er i dag museum for statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827), som i 1788 var med til at ophæve stavnsbåndet. Stavnsbåndet havde hidtil medført, at bønderne var tvunget til at blive på det sted, hvor de var født, men med ophævelsen af forordningen kunne de flytte, som de havde lyst.
Blandt familien Reventlows bekendte var også præstefamilien Münter fra København. Familien Münters unge søn, Frederik Münter, der var under uddannelse til præst, besøgte i sommeren 1780 familien Reventlow på deres lollandske gods. C. D. F. Reventlow kendte til Frederik Münters store interesse for oldtiden og fik derfor arrangeret, at de to i fællesskab skulle udgrave en af de lokale gravhøje. Hvorfor valget faldt på den jættestue, som senere fik navnet Kong Svends Høj, vides ikke, men i al fald påbegyndtes udgravningen onsdag den 26. juli 1780. Allerede den følgende dag noterede Frederik Münter i sin dagbog, at de første genstande var dukket frem ved udgravningen; blandt andet fragmentet af en kniv. Mens udgravningsarbejdet fortsatte de følgende dage, tegnede Münter gravhøjen. Ved en opmåling af højen konstaterede han, at man i alt skulle tage 180 store skridt for at komme hele vejen rundt. De første dage af august måned tilbragte Frederik Münter dog sammen med familien Reventlow på et af familiens andre lollandske godser, og først den 4. august var Reventlow og Münter tilbage ved Kong Svends Høj, hvor undersøgelserne fortsatte. Efter at Frederik Münter var taget hjem og havde fortsat sine teologiske studier, blev den arkæologiske interesse stadig holdt ved lige. Mange år senere, da Frederik Münter var blevet biskop i København, var han sammen med en række fremtrædende mænd en af de drivende kræfter bag oprettelsen af Oldsagskommissionen i 1807. Kommissionen var første skridt i retning af et egentligt nationalt museum.
Et fortidsminde der må reddes
Under den landsdækkede registrering af danske fortidsminder omtrent hundrede år senere kom Nationalmuseets tegner, Magnus Petersen, og arkæologen Conrad Engelhardt forbi Kong Svends Høj i juli 1876. Mens Magnus Petersen tegnede, nåede Engelhardt at gennemføre en mindre udgravning i gravkammeret. Her stødte han på nogle fliser, som oprindeligt har været jættestuens gulv, ligesom han fandt nogle fragmenter af ravperler. Først i 1924 blev Kong Svends Høj fredet, og allerede samme sommer rejste en af Nationalmuseets arkæologer til Lolland for at opsætte en fredningssten af granit.
Under overskriften ” Et Fortidsminde, der maa reddes! Kong Svends Høj – Landets største Langdysse – henligger i skandaløs Forfatning” argumenterede en lokal avis i sommeren 1941 stærkt for, at Kong Svends Høj blev restaureret. Højen var efterhånden dækket af et vildnis af træer og buske, og Nationalmuseet blev kraftigt opfordret til at gøre noget ved sagen. Opråbet skete under den tyske besættelse, da nationalfølelsen var stærk. I en opfølgende artikel kunne man således læse, at ”netop nu, hvor Sansen for alt, hvad der er Dansk, er saa stærk og levende, burde den gøres tilgængelig”. Argumentationen lykkedes, og i foråret 1942 rejste konservator Julius Raklev og den senere museumsinspektør Thorkild Ramskou derfor til Lolland for at gøre noget ved sagen. I de følgende dage og uger blev gravkammeret tømt for jord, ligesom højen blev ryddet for buske og træer. Ligeledes blev en række væltede randsten atter rejst op, og en dæksten lagt på plads. Da restaureringen var færdig, blev jættestuen indviet ved en højtidelighed den 29. juni 1942, hvor man blandt andet sang ”Danmark, dine Kæmpegrave”.
Igen i 1991 var Kong Svends Høj atter genstand for en omfattende restaurering. Flere hældende bæresten og knækkede dæksten betød, at anlægget på et tidspunkt ude i fremtiden ville være til fare for de besøgende. Derfor besluttede Skov- & Naturstyrelsen, som dengang stod for restaureringen af megalitgravene, at foretage en omfattende restaurering. Kun på denne måde kunne man løse problemerne en gang for alle. Under restaureringen stødte man også på de store forstyrrelser (nedgravninger) i gravhøjen, som var sket under Münters og Reventlows undersøgelse i sommeren 1780.
En overraskelse
Under restaureringen var det nødvendigt at grave en mindre del af jorden bag gravkammeret væk, så man kunne løfte nogle dæksten af. Ved midlertidigt at fjerne dækstenene kunne man bedre rejse nogle af de bæresten, som havde forskubbet sig inde i gravkammeret. Under arbejdet med at fjerne jorden bag kammeret opdagedes en næsten to meter lang stenrække, som formentlig har været endnu længere. Ved restaureringsprojekter i dag foretager man kun så minimale indgreb som muligt, og da det ikke var nødvendigt at fjerne mere jord, besluttede man i 1991 ikke at forfølge stenrækken. Stenrækken, som lå næsten vinkelret på bærestenen, havde samme retning som en af siderne i jættestens indgang. Samtidig markerede stenrækken den præcise midte af det 12 meter lange gravkammer. Hvorfor man under anlæggelsen af jættestuen har anlagt en stenstreng, står hen i det uvisse, men det kan måske have været en form for teknisk hjælpemiddel under opførelsen, ligesom nutidens målebånd og sigteapparater.
Foruden det specielle fund af stenrækken, så fandt man ved undersøgelsen i 1991 flere ardspor under jættestuen. Området har altså været opdyrket af nogle af de første bønder, inden jættestuen blev opført for omkring 5000 år siden. Ved restaureringen i 1991 blev der ikke fundet mange genstande inde i jættestuens gravkammer men derimod talrige fund i offerlaget uden for jættestuens facade. Ved den omfattende undersøgelse og restaurering i 1991 lykkedes det at få genrejst de hældende sten, således at storstensgraven atter kom til at se ud som den gjorde, da den blev opført i bondestenalderens tragtbægerkultur.
Videre læsning
- Læs Raklevs og Ramskous breve fra udgravningen i forsommeren 1942
- Torben Dehn, Svend Hansen og Flemming Kaul 1992: Kong Svends Høj i: Nationalmuseets Arbejdsmark 1992. Nationalmuseet 1992.
- Torben Dehn, Svend Illum Hansen og Flemming Kaul 1995: Kong Svends Høj. Restaureringer og undersøgelser på Lolland 1991. Nationalmuseet 1995.
Fakta om Kong Svends Høj
Der er offentlig adgang til Kong Svends Høj
Parkeringsplads ved jættestuen |
|
Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne          |
