|
|
 |
|
|
|
Antiksamlingen
|
|
Faraonernes Ægypten |
|
 |
Ægypten var en gave fra Nilen, en strimmel frugtbar jord langs floden, fra Aswan i syd til Middelhavet 1200 km længere mod nord. Nildalen syd for Cairo kaldtes Øvreægypten, og deltaet nord for Cairo hed Nedreægypten. Landet havde naturlige grænser til alle sider. Mod øst og vest den ugæstfri ørken, ved Aswan klipper i Nilen, den såkaldte første katarakt, som hindrede den frie sejlads sydpå, og ved Middelhavet deltaets uvejsome sumpe.
Ved slutningen af forhistorisk tid, ca. 3000 f.Kr., bestod landet af en række selvstændige centre langs Nilen. I de næste 3000 år herskede konger, faraoner fra 30 dynastier over det samlede land. Kongedømmet var helligt og indstiftet af guderne, men den levende konge blev kun regnet for et menneske, der spillede rollen som gud på jorden. Den døde konge blev derimod en gud med plads blandt de utallige andre guder.
Guderne var usynlige, men i templerne kunne de tage bolig i statuer eller i hellige dyr, der udtrykte deres væsen. En af de vigtigste guder var solguden Re. Farao var søn af Re, og Re skabte pyramiden af solstråler, så den døde konge kunne forene sig med solen. |
 |
|
