|
|
 |
|
|
|
ESKIMOER |
|
RUM 170-172
|
|
 |
Eskimoiske kulturer har gennem årtusinder været tilpasset de arktiske områder fra Sibiriens nordøstlige hjørne ved Bering Strædet, over Alaska og Canada til Grønland. Havet og den skovløse tundra forsynede de små og spredte eskimoiske grupper med alt til livets opretholdelse.
I yderområderne mod syd, langs Alaskas Stillehavskyst og på Canadas Atlanterhavskyst omkring Newfoundland, bredte eskimoerne sig i nogle klimaperioder til breddegrader sydligere end Danmark. Mod nord tilpassede de sig kyster, hvor sne og is dækkede jagtmarkerne i op til ti af årets måneder. Med redskaber af ben og sten udviklede de specialiserede og raffinerede fangstmetoder. Kampen mod kulden blev vundet i varme og velsyede skinddragter og i boliger af tørv, sten og sne. Opvarmningen af boligen skete ved ildsteder med knogler og drivtømmer som brændsel eller ved stenlamper med flydende sælspæk.
Eskimokulturens oprindelse må søges 5-6000 år tilbage i egnene omkring Bering Strædet. Med tiden bredte folkegrupper sig østover, via Canada til Grønland. De første stenalderkulturer, de såkaldte palæoeskimoiske kulturer, dukkede op i Grønland omkring 2.500 f.Kr. Grønlændernes direkte forfædre, inuit, indvandrede for omkring 800 år siden. I de udstrakte områder, der oprindeligt var eskimoernes land, levede henimod 30.000 mennesker, da europæerne i 1700- og 1800-tallet trængte frem, koloniserede de arktiske egne og satte nye grænser. De oprindelige folk var præget af et grundlæggende fællesskab fra gruppe til gruppe, ikke blot i den materielle kultur, men også i sprog og i skikke. Samhørighed var nødvendig under de ekstreme levevilkår på isolerede bopladser og var styrket af en fælles historie.
En forudsætning for fangersamfundets eksistens var transportmidler tilpasset sne, is og åbent vand, dvs. slæder og både. Disse transportmidler var uundværlige til fangst, når føden skulle skaffes, men også nødvendige, når bosteder måtte flyttes efter fangstdyrenes forekomst. De var også forudsætningen for de årlige handelsrejser og for en ny generations rejser mod egne med bedre fangstmuligheder.
Eskimoerne var afhængige af naturens magter og kræfter, og for fangeren var det derfor af stor betydning at opretholde gode relationer til fangstdyrenes sjæle. Åndemaneren gav forklaring på misfangst og sygdom, fremmanede det gode og afværgede det onde. Eskimoerne kunne sikre sig mod det onde med magiske amuletter. Ofte kom magien til udtryk i symboler og ornamentik på hverdagens brugsting.
Grønland blev i 1600-tallet besøgt af ekspeditioner udsendt af den danske konge, og i løbet af de følgende 200 år blev landet udforsket og koloniseret. De udstillede genstande er udvalgt blandt de tidligste samlinger. De eskimoiske samlinger i Nationalmuseet er overvejende indsamlet, mens eskimoerne endnu levede som fangerfolk i små og relativt isolerede samfund. Udstillingen viser fortrinsvist de ældre og traditionelle genstande.
|
   |
|
