Mårhøj

Nogle dage inde i juli 1944 kom overbetjent Rasmussen forbi jættestuen Mårhøj ved Kerteminde og opdagede til sin overraskelse, at den over 5000 år gamle storstensgrav havde været udsat for hærværk.

Moreshøj, Moseshøj, Marehøj, Morhøj og Mårhøj. Kendt jættestue har som bekendt mange navne, og det gælder også for den megalitgrav, som ligger tæt ved Kerteminde på Nordfyn. I dag anvendes som oftest navnet Mårhøj, men blandt de gamle papirer og breve i Nationalmuseets arkiv støder man lige så ofte på navnet Moreshøj.

Ifølge en gammel avisartikel fra foråret 1868 var det gårdejer Anders Larsen fra Martofte, som lod sin søn undersøge gravhøjen, der lå på familiens mark. Da man begyndte at grave ind i siden af højen, opdagedes jættestuens indgang, hvor der lå et menneskeskelet og en urne. Selvom fundene i indgangen således tegnede lovende, så var det ikke de store fund, som blev gjort i jættestuens gravkammer. Nogle enkelte knogler og en ravperle blev det til. Ravperlen blev senere overgivet til den lokale lærers oldsagssamling i Martofte. Udgravningen tiltrak sig stor opmærksomhed blandt de lokale beboere, og dagen efter gravkammerets åbning kom op mod 200 mennesker forbi for at se den usædvanlige opdagelse. Oprindeligt havde det været Anders Larsens mening at fjerne gravhøjen og lade jorden køre bort, men efter udgravningen af jættestuen besluttede familien at lade megalitgraven frede. Gårdejer Anders Larsen var således en fremsynet mand, idet fredning på det tidspunkt helt afhang af den pågældende jordejers interesse og villighed. Først med fredningsloven fra 1937 blev alle fortidsminder fredet.

Ved pinsetid 1869 – altså omtrent et år efter udgravningen – kom arkæologen Conrad Engelhardt forbi jættestuen ved Martofte. Conrad Engelhardt havde nogle årtier tidligere påbegyndt arbejdet med at opbygge en oldsagssamling i Flensborg; en pendant til museet i København. Foruden ordning af selve udstillingen var det også lykkedes ham at foretage en række udgravninger, som afslørede et hidtil uset aspekt af Nordens jernalder. Det var således ham, som stod bag de store moseudgravninger i Thorsbjerg og Nydam i Slesvig, hvor blandt andet den kendte Nydam-båd fra jernalderen atter så dagens lys efter århundreders ophold i mosen. I forbindelse med krigen om hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864 havde Conrad Engelhardt imidlertid måtte flygte fra Flensborg og kom i stedet til København. Selvom det var de prægtige jernalderfund af guld og sølv også metal, der hovedsageligt havde hans interesse, så beskæftigede han sig dog også med tidligere perioder af den danske forhistorie. Efter ankomsten til København blev han ansat ved Nationalmuseet og blev herfra sendt ud til forskellige dele af landet for at udgrave og besigtige danske fortidsminder.

I den beretning, som Conrad Engelhardt senere arkiverede i museets arkiv, nævner han, at gårdejer Anders Larsens søn havde sat en dør for jættestuens indgang, og at han i det hele taget passede megalitgraven med stor omhu. Nøglen til døren kunne de besøgende få ved henvendelse på gården, og – helt uhørt for den tid – opkrævede Anders Larsen ikke entré af de besøgende. Under Engelhardts samtale med gårdejeren kom det også frem, at der ved udgravningen året i forvejen var fundet det, som blev betegnet som en ”Flintspydspids”, og at denne nu blev opbevaret på gården.

En af de interessante opdagelser, Conrad Engelhardt gjorde under sit besøg, var at jættestuen ikke var lagt på den oprindelige jordoverflade men derimod var hævet et stykke over jordoverfladen. Nogle år senere – i 1878 – kom en anden af Nationalmuseets medarbejdere forbi Mårhøj. Det var Henry Petersen, som var blevet tiltrukket af historien om jættestuens placering på en forhøjning. En undersøgelse på stedet afslørede dog, at den gamle teori måtte forkastes. Gennem århundreder havde de lokale bønder pløjet uden om højen, og derved var der opstået en niveauforskel i terrænet. Sagen var efter Henry Petersens mening ligetil. Jættestuen ved Martofte var ligesom alle andre jættestuer bygget på den oprindelige jordoverflade.

I de følgende årtier kom museets ansatte med jævne mellemrum forbi jættestuen. En af de gange, Nationalmuseet sendte en mand til Fyn, var i sommeren 1944. Den lokale overbetjent havde i begyndelsen af juli måned tilfældigvis været inde i Mårhøj og havde her opdaget, at der var begået hærværk inde i jættestuen. Hærværksfolkene havde blandt andet pillet nogle at tørmursfliserne mellem de store bæresten ud. Overbetjenten havde ufortrødent sat en undersøgelse i gang for at finde gerningsmændene. Ingen ville dog vedkende sig ansvaret, men mistanken rettede sig hurtigt mod nogle af de mange turister, som i sommermånederne huserede på egnen.

Netop tørmurene viste sig siden at være det store problem med Mårhøj. Allerede i 1910 havde konservator Gustav Rosenberg udbedret nogle af tørmurene i jættestuen og visse steder indsat nye fliser. Men i lighed med hærværket i sommeren 1944 oplevede man fra 1960erne et stadigt stigende problem med turister, der brækkede tørmursfliserne op; formentlig for at få en souvenir med hjem. Derfor iværksattes i efteråret 1995 en mindre restaurering af Mårhøj, hvor de manglende tørmursfliser blev sat ind. Ved restaureringen opdagede man pløjespor efter bondestenalderens karakteristiske markredskab arden under gravkammerets gulv . Området omkring jættestuen har således været omgivet af marker, kort inden jættestuen blev opført for mere end 5000 år siden, og dermed viste det sig, at Henry Petersen havde ret i sin konklusion om niveauforskellen.

Videre læsning

Fakta om Mårhøj

Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne