 |
|
OCEANIEN |
|
RUM 161 |
|
 |
Oceanien er en fællesbetegnelse for de mange øer og øgrupper, som er spredt udover især den sydlige del af Stillehavet. Geografisk inddeles de i Melanesien med verdens næststørste ø Ny Guinea, Polynesien med Hawaii i nord og Ny Zealand i syd, samt Mikronesien med Carolinerne og Marianerne. Ofte henregnes også Australien til Oceanien.
Allerede for mere end 40.000 år siden var Ny Guinea befolket af mennesker fra hvem Melanesiens papuansk-talende folk nedstammer. For ca. 4.000 år siden begyndte hele Stillehavet at blive befolket med de austronesisk-talende folk fra Sydøstasien som er forfædre til befolkningerne i Polynesien, Mikronesien og visse dele af Melanesien. Siden skete der en vis blanding af de forskellige befolkningsgrupper i det vidtstrakte område, og mange lokale sprog opstod. Der er store kulturelle forskelle i Oceanien, men der findes også mange fællestræk, blandt andet fordi levevilkårene, især på de mindre øer, har budt på ret ensartedede udfordringer og materielle muligheder. Samtidigt har mange områder været nært knyttet til hinanden gennem regionale handelsnetværk, og havet er snarere blevet set som noget der forbandt end adskilte forskellige øers folk.
Da europæerne kom til Melanesien, mødte de en fremmedartet og voldsom billedverden af fantastiske figurfremstillinger og rige udsmykninger. Denne frodige og dramatiske billedkunst var frembragt af små klanopdelte samfund baseret på svedjebrug og uden brug af metalredskaber. Til trods for de enkle dyrkningsformer var der ofte tale om en overskudsøkonomi, der gav anledning til et rigt ceremonielt liv.
Det var især det religiøse liv i mandskulten eller klanhuset, der var anledning og inspiration til den kunstneriske udfoldelse. I de talrige og ofte meget langvarige ceremonier, der hyppigt foregik om natten, var figurer, masker og dans ledsaget af musik vigtige elementer. Berømte forfædre og talrige ånder blev påkaldt og indgik i ritualer som havde deres baggrund i en rig mytologi.
Den religiøse kunst var mændenes anliggende og blev udført af særligt talentfulde personer, der nød stor agtelse. Fremstillingen af kultgenstandene foregik i mandshuset, ofte et imponerende bygningsværk, både i størrelse og udsmykning. Mandshuset var også centrum for det politiske liv, som hang uadskilleligt sammen med det religiøse.
Nogle områder i Melanesien har hos os opnået særlig berømmelse for deres kunst. Et af dem er egnene langs Sepik-floden i det nordlige Papua Ny Guinea, hvor der er skabt mange forskellige stilarter. Også det lidt mere bjergrige område omkring byen Maprik, der ligger nord for Sepik-floden, er kendt for sin særlige stil.
Med forfædrenes vigtige plads i mytologien er det naturligt, at menneskefiguren er blevet det dominerende motiv, ofte gengivet med overdimensioneret ansigt og fremhævelse af kønnet. Mere vægtet end den realistiske fremstilling er symbolske former, der kan anskueliggøre skjulte kræfter og fremkalde bestemte associationer hos samfundets medlemmer. Også dyr, især krokodille og fugl, er hyppige motiver, mens planteverdenen har spillet en mindre rolle. Melanesierne er kendt som fremragende træskærere - også når det gælder udformningen af dagligdagens brugsgenstande.
Maorierne er efterkommere af polynesiske folk som, sejlende i store kanoer fra deres tropiske øer, nåede Ny Zealand i flere indvandringsbølger, den første antagelig omkring år 800. Maorierne regner dog selv deres nedstamning fra indvandrere på Den Store Flåde, som ifølge traditionen kom til Nordøen i midten af 1300-tallet. Med omplantningen til et tempereret klima og til en anden flora og fauna blev indvandrerne stillet over for meget barske krav om tilpasning. Disse krav honorerede de ved at udvikle solide hustyper, fremstille klæder af nye materialer og udvikle et svedjeagerbrug med rodfrugten batat (sød kartoffel) som vigtigste afgrøde.
Maorierne bevarede i deres samfundsopbygning og religiøse forestillingsverden mange oprindelige træk. Befolkningen var opdelt i stammer, og ligesom i det øvrige Polynesien var de enkelte samfund stærkt klassedelt med en høvding, der ledede de hyppige krigstogter stammerne imellem. Det ceremonielle liv, forestået af et præsteskab, foregik i eller foran landsbyens store og rigt prydede forsamlingshus, hvor også gæster blev modtaget. Gudeverdenen var omfattende og bestemte guder repræsenterede hver sin del af naturen.
Først med enkle stenredskaber og siden med importerede metalredskaber skabte maorierne ypperlige arbejder i træ og udviklede en særegen stil, som betegner et højdepunkt inden for polynesisk træskærerkunst.
Den engelske søfarer, James Cook, tog i 1769 Ny Zealand i besiddelse for den britiske krone. Da kolonisationen tog fart i begyndelsen af 1800-tallet, kom maorierne under stærkt pres og mistede store dele af deres jord, og dette vanskeliggjorde en videreførelse af deres traditionelle kultur.
I rum 161 vises genstande fra Melanesien og fra Ny Zealands oprindelige beboere, maorierne.
|
|
|
