 |
|
INDIEN |
|
RUM 157-158
|
|
 |
Mangfoldighed og tradition er ord, som bedre end mange andre karakteriserer Indiens milliardstore befolkning, der er samlet i en union af delstater og territorier, som tilsammen dækker et areal ca. 80 gange Danmarks størrelse.
Talrige indvandringsbølger er i tidernes løb resulteret i en etnisk mangfoldighed, som kommer til udtryk både sprogligt og kulturelt. Der tales i Indien et stort antal sprog fordelt på flere store sproggrupper, og de kulturelle forskelle er markante, både i dagligdagens livsførelse og i det stilistiske udtryk. Også de uhyre forskelle i rang og velstand giver anledning til mangeartede livsformer. Disse forskelle er delvist knyttet til kastesystemet, som placerer inderne i en hierarkisk struktur af kaster, der ofte er forbundet med bestemte erhverv.
Mangfoldighed kendetegner også det religiøse liv. De religiøse forestillinger, som har præget indernes hverdag gennem århundreder, og som med en fælles betegnelse bærer navnet hinduisme, udgør et fælles grundlag for hovedparten af den indiske befolkning. Ca. 80% af inderne tilhører således en af hinduismens mange retninger eller sekter, mens resten er muslimer eller medlemmer af andre trossamfund. I Indiens brogede billede er hinduismen derfor den faktor, der stærkest binder de store befolkningsmasser og nationen sammen.
Traditionen kommer til udtryk inden for de fleste sider af indisk kultur og levevis. Denne tendens til at fortsætte i de spor, som blev lagt op gennem århundrederne, hænger sammen både med den hinduistiske forestillingsverden og med kastesystemets fastholdelse af mennesker i den kaste, de blev født ind i og dermed i udøvelsen af den profession, som hører til den pågældende kaste.
Trods en hastigt voksende moderne sektor har indernes traditionsprægede liv og verdensbillede formået at holde stand langt op i nutiden, ikke mindst i landdistrikterne, hvor hovedparten af befolkningen stadig lever som agerbrugere, fiskere og håndværkere.
I rum 157 er udstillet genstande, som belyser indisk hverdag og håndværk. Det er især gennem en række små figurer og figurgrupper, hverdagslivet kommer til syne, men også en samling postkortstore billeder, malet på marieglas, giver med deres omhyggeligt udførte scenerier et indtryk af de mennesker og situationer, som tidligere var del af den indiske dagligdag.
Den klassiske håndværkskunst udvikledes i byerne ved fyrstehofferne og omkring de store templer. Her var behov for fremstilling af genstande i guld og elfenben, for bronzestøbning, træskæring og stenhugning. I landsbyerne arbejdede pottemagere, vævere og andre lokale håndværkere, som ikke var underlagt den klassiske traditions krav, men byggede på århundreders erfaringer med materialer og teknikker, og her kunne den enkelte håndværker udfolde sig friere i valget af former, mønstre og farvesammensætninger.
I rum 158 vises genstande med baggrund i den hinduistiske forestillingsverden og gudedyrkelse. Hinduismen har i modsætning til andre verdensreligioner ingen grundlægger, ingen bestemt troslære eller kult, og dens oprindelse kan ikke henføres til et bestemt tidspunkt eller til bestemte begivenheder. Den er tværtimod opstået i mødet mellem de mangeartede religiøse forestillinger og skikke, som i tidernes løb har eksisteret i Indien. Hinduismen lader sig derfor ikke beskrive som en enhed, men snarere som et komplekst religiøst univers med et utal af guder og sammenholdt af forestillingen om menneskets genfødsel i stadig nye skikkelser på dets vej mod den endelige udfrielse fra denne verdens byrdefulde liv.
Den hinduistiske mangfoldighed viser sig imidlertid også i en religiøse lagdeling, som især er forbundet med den indiske befolknings meget forskelligartede religiøse indsigt og behov. På det højeste niveau findes en teologi, som giver svar på spørgsmål om universets opståen og beståen, og som tillige beskæftiger sig med menneskets forhold til det guddommelige og andre store eksistentielle problemer. I denne sammenhæng optræder hinduismens tre hovedguder Brahma, Vishnu og Shiva som en guddommelig triade, der hver har deres vigtige opgave at varetage i det universelle kredsløb.
På det folkelige niveau spiller de universelle spørgsmål en mindre rolle. Her drejer det sig om at komme til rette med dagligdagens problemer, at opnå frugtbarhed og velstand og at imødegå de onde kræfter, som altid lurer i form af sygdom og anden ulykke. Disse formål varetages også af lokale guddomme, og det er især til dem, man bringer sine offergaver i de små templer eller helligdomme i byernes udkanter og i landsbyerne. Særlig i Sydindien er mange af disse guddomme kvindelige og har deres udspring i en gammel frugtbarhedskult.
I udstillingen er tempel-hinduismen repræsenteret i form af klassiske fremstillinger i sten og metal af de vigtigste hinduistiske guddomme og af det udstyr, som bruges til dyrkelsen af dem. I den folkelige hinduisme er gudefigurerne karakteriseret af en mere fri fremstillingsform. Her lægges stor vægt på farver, og her dominerer materialer som træ, papmaché, ler, glas og tekstil.
|
   |
|
