|
Stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg nedskrev i 1770erne en udførlig beretning om opdagelsen og udgravningen af jættestuen Julianehøj, som kun lå et stenkast fra Jægerspris Slot i Hornsherred. I slutningen af 1700-tallet blev jættestuen radikalt ombygget og fremstår i dag som et mindesmærke over Danmarks og den kongelige families historie.
Området omkring Jægerspris i Hornsherred – landtangen mellem Roskilde Fjord og Isefjorden – er rig på fortidsminder fra såvel forhistorisk som historisk tid. Egnens mest kendte seværdighed er uden tvivl Jægerspris Slot, der blev opført i middelalderen. Slottets kendteste beboere var den arkæologiinteresserede kong Frederik d. 7 og grevinde Danner, der boede på slottet i midten af 1800-tallet.
Men også tidligere kongelige beboere viste interesse for egnens fortid. Under anlæggelsen af slotsparkens stisystem i midten af 1700-tallet opdagede man en af bondestenalderens jættestuer i den nærliggende skov, Slotshegnet. En egentlig udgravning blev sat i værk og blev dermed en af de første registrerede arkæologiske udgravninger af en megalitgrav som man kender til. Nogle årtier senere udgravedes endnu en jættestue tæt ved Slotshegnet. Det var storstensgraven Julianehøj, som i samme anledning blev kraftigt ombygget i 1776, således at den kom til at indgå i det romantiske parkanlæg til minde om de nordiske sagnkonger og den nordiske fortid, som i disse år var under anlæggelse. Et par år tidligere, i 1774, skrev arveprins Frederiks lærer, Hans Severin Holten, et brev til sin kæreste Juliane, hvor han fortalte om jættestuen. Begejstringen over det særprægede megalitanlæg smittede åbenbart af på hans elev, idet arveprins Frederik (søn af Frederik d. 5) sammen med stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg fik foranlediget, at højen blev udgravet. Både Høegh-Guldberg og arveprinsen havde nogle år tidligere været involveret i dramaet omkring kongens livlæge, Johann Friedrich Struensee, og dennes forhold til dronning Caroline Mathilde. Men i sommeren 1776, da man kastede sig over udgravningen af Julianehøj, var dette et for længst overstået kapitel.
Julianehøj var dog ikke, som man umiddelbart skulle tro, opkaldt efter Severin Holtens forlovede, men derimod efter arveprinsens mor Juliane. En samtidig beretning om udgravningen og dens resultater blev første gang offentliggjort i ”Kiøbenhavns kongelig alleene privilegerede Adresse-Contoirs med Posten forsendte Efterretninger” tirsdag den 13. august 1776, og artiklen var formentlig skrevet af Ove Høegh-Guldberg. I stats- og gehejmekabinetssekretærens beskrivelse af udgravningen fortælles det, at man startede med at grave ned midt i den ene højside over kammerets sydside, hvorved man opdagede bærestenene i den ene gavl. Stenene fjernedes og man nåede endelig ind i kammeret, hvor man fandt en del menneskeknogler, hvoraf en del viste spor efter ildpåvirkning. Karakteristisk var det, at det kun var det øverste lag knogler, som havde været i kontakt med ilden, mens de lavere liggende knoglelag var ubrændte. Inde i kammeret – lige ud for den oprindelige gangåbning - fandt man også en kobber- eller bronzedolk, der – viste det sig siden - stammer fra en senere periode end bondestenalderen. Fundet af dolken viser således, at der også efter bondestenalderens afslutning omkring 1800 f. Kr. har været aktivitet omkring Julianehøj. Inde i kammeret fandt man dog flere genstande fra bondestenalderen; blandt andet nogle slebne flintøkser og et par flintdolke. Senere ombyggedes Julianehøj radikalt, således at der blev etableret en åbning ind gennem jættestuens ene gavl, og hele området omkring højen blev af billedhuggeren Johannes Wiedewelt omdannet til et parkanlæg efter fransk havestil. Oven på højen placeredes i øvrigt en norsk runesten – antageligt fra 400-500-tallet e. Kr. – der bærer indskriften ”Igijo´s sten”.
Kronprinsens udgravning
Næste gang, der var kongelig aktivitet ved Julianehøj, var i april 1834, da den arkæologiinteresserede kronprins Frederik (senere Frederik d. 7) undersøgte højen. Kronprinsen, der var barnebarn af arveprinsen, var kort forinden blevet bortvist fra København af Frederik d. 6 og var derfor søgt i en form for landflygtighed til Jægerspris dette forår. Årsagen til bortvisningen var et skrantende ægteskab med Frederik d. 6´s datter, kronprinsesse Wilhelmine, som havde været præget af kronprinsens udskejelser og var kulmineret en aften, da en ikke helt ædru kronprins havde fremsat voldsomme trusler over for kronprinsesse Wilhelmine. Kongen, der var blevet vred over denne opførsel, havde straks sendt kronprinsen bort med det mål at få ophævet kronprinsparrets ægteskab. I Jægerspris kastede kronprinsen sig straks over undersøgelsen af Julianehøj for at finde eventuelle skjulte kamre, men resultatet blev, at der ikke var flere end det ene gravkammer, man allerede kendte til. I en indberetning, som kronprins Frederik egenhændigt skrev om undersøgelsen, står der blandt andet: ” Formodentlig har man ved dette Gravkammers tidligere Aabning forstyrret den oprindelige Indgang, der efter andre lignende at dømme maatte have været paa Midten af en af Gravkammerets lange Sider. Denne Formodning bestyrkedes endmere med at den Side, som vendte imod Østen, hvormod Indgangen sædvanligvis findes, befandtes at være en nyere Opsætning af store Stene, der vare fæstede til hverandre med stærke nye Jernklammer. I stedet for den oprindelige Indgang havde man ved Høiens senere Indretning og Udpyntning giennembrudt og anbragt en nye paa den ene Ende af Gravkammeret”.
Mere end hundrede år kom der til at gå, førend Julianehøj atter blev undersøgt. Denne gang var der tale om en arkæologistuderende, Knud Dahlberg, der under Nationalmuseets opsyn gennemførte en undersøgelse og restaurering af storstensgraven fra bondestenalderen. Undersøgelsen, der fandt sted i maj måned 1942, viste, at der trods tidligere tiders hårdhændede ombygning stadig var arkæologiske spor at gå efter. I forbindelse med arveprins Frederiks undersøgelser i 1700-tallet havde man fået indrettet gravkammeret således, at der langs den ene langside blev etableret en bænk, som kunne benyttes under spadsereturene i slotsparken. Ved Knud Dahlbergs undersøgelser viste det sig imidlertid, at der under denne stenbænk lå flere menneskeknogler af de stenalderbønder som på et tidspunkt for over 5000 år siden blev gravlagt inde i jættestuens gravkammer. Nogle af knoglerne var så små, at de må stamme fra et barneskelet. Ligeledes fandt han flere lerkopper, hvoraf en var lige så gammel som det tidspunkt, da jættestuen blev opført. Nede ved gulvniveauet viste det sig, at der fandtes stenfliser og et lag strandsand.
De meget velbevarede gravlag i denne del af jættestuen viste tydeligt, at arveprinsen og hans udgravningshold i 1700-tallet ikke var nået i bund inde i gravkammeret. Spørgsmålet var dog, om man havde berørt de øverste knoglelag men ladet dem ligge af ærbødighed over for de afdøde.
Mindesmærke for kongefamilien
At man i 1700-tallet har ment at have haft fat i nogle af den danske kongeslægts ældste forfædre er for alvor tydeligt i en tekst om ”Mindestøtterne paa Jægerspriis” skrevet i 1783. Heri hedder det, at ”man just paa dette Sted foreviger Kongers Minde, dertil er Aarsagen, at da dette heele Gods fra umindelige Tider har tilhørt danske Konger, saa er det en ikke ubegrundet Formodning, at det endog i de hedenske og ældgamle Tider kan have været Kongernes egentlige Eiendom, og at dette ærværdige, prægtige og kostbare Gravsted, hvor disse Stytter nu ere oprettede, har været opført for Landets ældste Regenter”. Knud Dahlberg, der helt i overensstemmelse med sandheden satte spørgsmålstegn ved denne direkte sammenkobling til det danske kongehus, kunne dog ikke lade være med at filosofere over udgravningen i 1776: ” Var det saaledes Oldenborgernes stammefædre man havde fundet i jættestuen paa national-coryfæet Arveprinsens Gods, maatte det være naturligt atter at nedlægge benene i en jordbænk”. Efter en række overvejelser kom Knud Dahlberg dog frem til den konklusion, at der formentlig var tale om uforstyrrede gravlag, som man ikke havde pillet ved i 1700-tallet.
En af de ting, som ikke var blevet undersøgt i forbindelse med arveprins Frederiks undersøgelse, var selve jættestuens indgang, som stadig i 1942 stod helt urørt. Ved udgravningen i 1942 lod Dahlberg derfor foretage en mindre udgravning af en del af indgangen, og det viste sig da, at der ikke siden oldtiden var blevet foretaget gravninger i denne del af gravhøjen. Det lykkedes ved dette nærmest kirurgiske indgreb i højen at finde en halshvirvel fra et menneske samt en muslingeskal. Allerede i 1700-tallet kendte man til eksistensen af gangen, og denne kan også ses inde fra gravkammeret, men muligvis har man undladt at grave videre af frygt for, at de store sten ville styrte ned.
I begyndelsen af 1980erne gennemgik Julianehøj en omfattende restaurering. Tidens tand havde efterhånden medført, at anlægget var gået i forfald, men ved en kraftig indsats lykkedes det at bringe Julianehøj tilbage til den oprindelige tilstand efter ombygningen i 1700-tallet. Julianehøj er et enestående eksempel på en jættestue, som i historisk tid er blevet genanvendt som et politisk monument.
Egnen omkring Jægerspris er rig på spor efter den danske forhistorie. Selvom der i dag findes talrige gravhøje fra oldtiden, så er langt flere i tidens løb blevet pløjet væk. Allerede da Nationalmuseet i 1873 foretog en minutiøs gennemgang af området ved Jægerspris, var størstedelen af højene næsten nedpløjede. Trods denne hurtige ødelæggelse af gravhøjene, så findes der stadig i denne egn talrige jættestuer opført af nogle af Hornsherreds første bønder. Også i senere perioder har der været aktivitet på stedet. Således har det lokale museum i 1980-90erne afsløret, at der både i bronzealderen og jernalderen har boet mennesker tæt ved byen Jægerspris.
Videre læsning
- Antikvariske Studier 7, Fredningsstyrelsen 1985
- Skalk 2/1985
Fakta om Julianehøj
Der er offentlig adgang til Julianehøj |
|
Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne              |
