 |
|
Jernalderen |
Kontakt os:
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K
Tlf: +45 3347 3110
Fax: +45 3347 3312
E-mail:
|
Jernalderen (500 f.Kr. - 800 e.Kr.). |
|
 |
Da jernalderen begyndte omkring 500 f.Kr., skete endnu et markant skifte i oldtidens samfund. Jern afløste bronze som det foretrukne råmateriale, og med det opstod muligheden for selv at udvinde og forarbejde materialet. I modsætning til bronzen skulle jernet ikke hentes langvejs fra. Samtidig fremkom de første indhegnede landsbyer, hvor der boede flere familier, og snart efter dannedes magtcentre ved Køge, nær Gudme og på Bornholm. Fyrstedømmer opstod, kontakter med Romerriget skabtes. Man udvekslede varer og genstande, og nogle af de ypperste endte i den danske muld. Enten som offergaver i søer eller som gravgaver til de døde. Også mennesker ofredes. Moseligene – såsom Huldremosekvinden – stammer fra denne periode. Et udvalg af de kostbare genstande er udstillet i Nationalmuseets rum om gudernes guld. |
 |
Pragtvogne - Vognene fra Dejbjerg |
|
|
Gravskikken blev mere enkel, og de ting, der blev ofret, var sjældent af høj værdi. Mellem 500 og 200 f.Kr. var Norden stort set afskåret fra det sydlige Europa. Eksotiske pragtgenstande fra Sydeuropa fandt ikke vej til vore breddegrader. Først i tiden op mod Kr.f. markerede en elite sig ved rige grave med fremmede metalkar og vogne. Der var nu atter etableret kontakt til Centraleuropa.
Fra denne periode er Dejbjerg-vognene, der kort før Kr.f. blev ofret i en vestjysk mose. De to vogne blev skilt ad og lagt ned i en tørvegrav indhegnet med grene og fletværkshegn. Vognene var sandsynligvis en stormands pragtkøretøjer. Jernet i vognkasserne er smedet af centraleuropæisk bjergmalm, og vognene er sandsynligvis fremstillet i Centraleuropa af keltiske håndværkere. Hjulene er dog blevet repareret i Danmark – et af fælgbåndene er smedet af dansk myremalm.
Gundestrupkedlen
Rigdom og magt gav anseelse i bondesamfundet. Det var muligt at sikre sig forbundsfæller ved at bortgive kostbare drikkekar, våben og smykker. Gaverne sikrede venskabelige forbindelser med andre slægter og landsbyer. På den måde cirkulerede mange kostbarheder mellem de ledende familier. Nogle af genstandene endte som gravgaver, andre blev ofret i moserne.
Et af den ældre jernalders fund er Gundestrup-kedlen. I 1891 dukkede den kostbare sølvkedel op under tørvegravning i Rævemosen i Himmerland. Kedlen var blevet sat ud på den åbne moseflade. Forinden var randen og sølvpladerne blevet revet af og lagt ned i bunden. Kedlens motiver drager beskueren ind i et fremmed univers langt fra den befolkning, som satte den ud i den nordjyske mose. Elefanter, løver og flere unavngivne guder fremstillet i en fremmed stil viser, at kedlen oprindeligt kom fra fjerne egne mod syd eller sydøst. Måske var det en gave til en stor høvding, måske krigsbytte?
Gundestrupkedlen er formentlig fremstillet mellem 150 f.Kr. og Kr.f. Figurerne er dristigt drevne og udsmykket med omhyggeligt indstemplede mønstre. Denne raffinerede teknik blomstrede i århundrederne før Kr.f. hos thrakerne i Bulgarien og Rumænien. Også i stilen ligner kedlen thrakisk sølvarbejde. Flere af de afbildede genstande er imidlertid keltiske. Det gælder hjelmene og den keltiske krigstrompet, carnyx’en. Det er derfor sandsynligst, at kedlen er fremstillet, hvor keltiske og thrakiske folk levede tæt sammen, formentlig i Sydvestrumænien eller Nordvestbulgarien. Hvordan dette pragtarbejde nåede til Danmark, vides ikke. Ikke alle kedlens gåder er løst endnu. |
    |
Moselig – Huldremosekvinden |
|
|
Gennem næsten 4000 år var søer og moser porten mellem to verdener - menneskenes og gudernes. Her ofrede menneskene til guderne ved at lægge gaver ned i vandet. Gaverne var aflivede husdyr, lerkar fyldt med mad, tøj og redskaber. Offergaverne skulle måske sikre en god og rigelig høst. Det største offer, menneskene gav, var et andet menneske. De er bevaret til i dag på grund af de særlig gode bevaringsforhold i tørvemoserne. Moseligene stammer fra perioden 800 f.Kr.-200 e.Kr. Huldremosekvinden var en af de personer, som fandt døden i mosen. Kvinden fra Huldremose på Djursland døde omkring 100 e.Kr., og i modsætning til de fleste moselig var dette fuldt påklædt. Hun var klædt i en nederdel af uld, tørklæde og to skindkapper. Hendes hår var bundet op med en lang uldsnor, som også var lagt flere gange om hendes hals. Det tyder på, at hun blev kvalt.
Hjortspringbåden
Det var dog ikke kun mennesker, som blev ofret. Våbenofferet fra Hjortspring Mose er det ældste fund, der vidner om søbårne krigere og organiserede hærstyrker i Danmark. Omkring 350 f. Kr. angreb en fjendtlig hær med 80-100 krigere øen Als. Krigerne kom sejlende i fire-fem både. De fremmede angreb, men tabte. Efterfølgende ofrede sejrherrerne fjendens våben, skjolde, værktøj og en af bådene i mosen som tak for sejren. |
  |
Dagligliv i jernalderen |
|
|
I ældre jernalder dukkede de første befæstede landsbyer op. Ved Borremose i Himmerland og Lyngsmose ved Ringkøbing er der udgravet landsbyer, der vidner om jernalderens konflikter. Begge landsbyer var beskyttet af en voldgrav. Voldgravens bund var tæt besat med spidser af egetræ, der var banket ned i bunden. De skulle forhindre angribere i at passere voldgraven. Den romerske hærfører Cæsar mødte også denne type forsvar, da han erobrede det nuværende Frankrig. Spidserne i voldgravene fik da navnet "Cæsars liljer".
For jernalderens mennesker var gården, husdyrene og afgrøderne dagliglivets omdrejningspunkt. Udenfor landsbyerne lå de små marker, og levende hegn forhindrede løsgående kvæg i at ødelægge afgrøderne. Fra nærliggende enge hentede man høet, som var husdyrenes vinterfoder. Længere væk lå overdrevet, hvor græsarealer vekslede med klynger af træer og buske. Her græssede kvæg, får og geder en stor del af året. I skovkrattet rodede grisene efter rødder. Længst borte fra landsbyen gled overdrevet over i storskov. Jernalderens indhegnede landsbyer opstod i 3. årh. f.Kr. På det tidspunkt blev gårdene samlet inden for et fælleshegn. De største landsbyer omfattede 20 gårde med i alt et par hundrede indbyggere. Senere forsvandt fælleshegnet, og gårdene fik i stedet deres egne hegn. Måske havde den enkelte bonde nu fået ejendomsret til sin jord. En gård bestod af et langhus, som rummede både beboelse og stald, og flere småhuse med værksteder og lagre.
|
  |
Jernalderfyster |
|
|
I tiden kort efter Kr.f. blev en velhavende kvinde begravet ved Juellinge på Lolland. Hun var ca. 30 år gammel, da hun døde. Dødsårsagen er ukendt, men kvinden blev lagt i graven med flere rige smykker, heriblandt en del genstande fra Romerriget. Graven fra Juellinge er blot en af de rigt udstyrede grave, som kendes fra begyndelsen af det nye årtusinde. Også ved Hoby på Lolland og Himlingøje på Stevns kendes gravlagte personer med kostbare genstande fra det romerske rige. Fyrstegravene vidner om en ny magtelite, som havde kontakt over lange afstande.
Et af magtcentrene fandtes på Sydøstfyn, hvor en af Nordens største bebyggelser lå ved Gudme. Magtcenteret eksisterede fra 3. til 7. årh. På samme tid lå der en handelsplads ved kysten ved Lundeborg. Flere religiøse stednavne tyder på, at bygden også var et center for den hedenske kult. Gudme (”gudernes hjem”) ligger omkranset af Gudbjerg (”gudernes bjerg”), Galdbjerg (”offerbjerget”) og Albjerg (”helligdomsbjerget”). Skatte med i alt 10 kg guld understreger egnens særstilling. |
  |
Gudernes guld |
|
|
Datidens mennesker styrkede deres forhold til hinanden ved at give gaver, og det gjaldt også i forholdet til guderne. Guldskatte kendes allerede fra 4.-5. årh., men antallet steg kraftigt i 6. årh. Måske skyldtes det et atmosfærisk fænomen i året 536, som svækkede sollyset et helt år. Det meget guld blev måske ofret for at afværge Verdens truende undergang.
Guldhornene
Guldhornene er dog noget ældre og stammer fra ca. 400. Udsmykningen rummer både nordiske og romerske motiver. Det lange horn blev fundet i 1639 ved Gallehus nær Møgeltønder i Sønderjylland. Få meter borte fandt man i 1734 det korte horn med runeindskriften ”Jeg Lægæst, Holts søn (eller ”skovboen”), gjorde hornet”. Begge horn blev stjålet og omsmeltet i 1802. Hornenes udseende kendes fra billeder fra 1600- og 1700-tallet. De krumme kopier fra 1861 er for store, men viser antagelig den rigtige form, mens det snoede sæt fra 1970’erne har den rigtige størrelse.
Guldgubber
De små guldfigurer, såkaldte guldgubber, stammer fra 6.-8. årh. De er fundet på centrale bopladser i Norden og er ikke større end en fingernegl. Figurerne var udskåret eller præget i tynde guldplader. De forestiller en mand eller en kvinde eller et par, der omfavner hinanden. Figurerne er klædt i kostbare dragter, men nogle enkeltfigurer er nøgne. De skrøbelige guldblade har ikke kunnet tåle praktisk brug, men kan have spillet en rolle i gudedyrkelsen, måske som offergaver. Det største fund med ca. 2300 guldgubber stammer fra Sorte Muld-bopladsen på Bornholm. |
  |
Tissø på Sjælland |
|
|
Med prangende boliger og gravlæggelser demonstrerede stormandsslægterne deres særlige position i livet og i døden. Flere storgårde blev anlagt i 6. årh. Gennem 500 år afholdt ejerne gæstebud for landets førende personer i gårdenes store haller. En stormand havde flere vigtige funktioner. Han var hærfører og beskytter af områdets befolkning. Måske var han medlem af kongens hird – den kongelige livvagt. Endvidere forestod stormanden vigtige religiøse ceremonier og organiserede markeder for handel og håndværk.
Omkring 550 blev en storgård opført ved Tissø på Sjælland. De følgende 500 år havde en stormandsslægt hjemme på stedet. Hovedbygningerne var op mod 550 kvadratmeter store og dermed blandt de største i Norden. Storgården var centrum for handel, håndværk og kult. Tusindvis af fund fortæller om gårdens beboere og de købmænd og håndværkere, der mødtes på markedspladsen. Bebyggelsen ved Tissø spredte sig over et areal på 500.000 kvadratmeter (70 fodboldbaner). Der er fundet mere end 12.000 genstande, bl.a. flere guld- og sølvskatte, smykker og våben, værktøj, mønter og vægtlodder fra handel, samt modeller, forme og støbeaffald fra smykkeproduktion. Våben og smykker fundet i Tissø fra 600-1000 e.Kr. afslører, at søen blev anvendt til ofringer. Tissø betyder Tyrs sø – Tyr var en af vikingernes krigsguder. |
  |
|
