 |
|
Yngre stenalder |
Kontakt os:
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K
Tlf: +45 3347 3110
Fax: +45 3347 33 12
E-mail:
|
Fra 4000 til 1700 f.Kr |
|
 |
Indførelsen af landbruget forandrede menneskets levevis, men der var tale om en glidende overgang fra det hidtidige jægersamfund. Nu kunne man selv producere fødevarer. Skovene blev ryddet, befolkningen voksede, de første langhuse blev bygget, og de imponerende dysser og jættestuer opførtes i tusindtal til ære for de døde. Samfundet var i en rivende udvikling i begyndelsen af bondestenalderen, og de rituelle handlinger fik stor betydning i det første bondesamfund.
I Nationalmuseets samling findes flere genstande fra netop denne tidsperiode af den danske oldtid, og i udstillingen vises blandt andet slebne økser af flint og store samlinger af ravsmykker. Med bondestenalderen videreudvikledes også pottemageriet, og fra jættestuetid kendes lerkarret fra Skarpsalling. Manden fra Dragsholm levede midt i en brydningstid, da man gik fra at være jægere til at være bønder, og med sig i graven har han fået redskaber fra begge erhverv. Bondestenalderen var samtidig en tid med rigdom, kult og kamp. Fra tidsperiodens sidste del kendes Hindsgavl-dolken, der er tilhugget af flint. |
  |
Landbruget breder sig |
|
|
Mens Nordeuropa var befolket af jægere og fiskere, bredte landbruget sig i Syd- og Mellemeuropa. Allerede ca. 9000 f.Kr. var dyrkning af hvede og byg begyndt i Mellemøsten, og tæmning af geder, får, svin og kvæg fandt sted 8-7000 f.Kr. Landbruget bredte sig langs Middelhavet og til Mellemeuropa, og omkring 4000 f.Kr. nåede landbruget til Nordeuropa og De Britiske Øer. I det sidste årtusinde af jægerstenalderen fik bondesamfundene i syd og jægerfolket i nord kontakt med hinanden, og ved byttehandel fik jægerne kostbare og eksotiske økser og køller af fremmede stenarter. Også de første økser af metal kom til Skandinavien omkring 4000 f.Kr. På samme tid blev agerbrug og kvægavl indført.
Landbrugets indførelse var den største forandring, der skete i menneskets lange historie. Mens jægerne og fiskerne var afhængige alene af naturens ressourcer, kunne de første bønder i Nordeuropa både jage, fiske og – som det vigtigste – selv fremstille fødevarer. Det betød mere arbejde men også mad til flere munde. Befolkningen voksede, bopladserne blev faste, og langhuse afløste jægerstenalderens hytter.
De første bønder
Det krævede plads at dyrke korn og opdrætte husdyr. Mennesket greb nu for alvor ind i naturens orden. Skoven blev afbrændt og ryddet, hvorefter hvede og byg blev sået i den askedækkede jord. Efter nogle få sæsoner var jorden udpint, og nye arealer måtte opdyrkes. Det første landbrug var et flytte-landbrug. Efter landbrugets indførelse blev naturens ressourcer dog fortsat udnyttet ved jagt, fiskeri og indsamling. Fangstbopladser ved kysten og ved indlandets vandløb og søer blev benyttet dele af året.
På en lille kystboplads ved Dragsholm i Vestsjælland med udsigt til Sejerø Bugt blev en af landets tidlige bønder begravet. I graven lå hans bue og pile, et lille drikkekar af brændt ler, nogle flintflækker og en stridsøkse. Han havde en håndledsbeskytter af ben fæstnet ved venstre håndled, og dragten var påsyet ravperler. Gravgaverne afspejler hans liv som bonde, jæger og kriger.
Med landbruget kom ny viden om, hvordan man ryddede landet, dyrkede jorden og opbevarede landbrugsprodukter. Den nye viden blev ligesom nytteplanter og husdyr overtaget fra den bondekultur, der allerede havde etableret sig syd for Østersøen. Landbruget kom til Norden med hele sit udstyr. Hertil hørte slebne flintøkser, høstredskaber og et mere udviklet pottemageri. |
    |
Et bondesamfund i vækst |
|
|
Bønderne måtte rydde urskoven, fælde træer og brænde kvas, inden jorden kunne dyrkes. Til skovhugst og tømmerarbejde blev der anvendt slebne flintøkser, der sad i et skaft af ask, hassel eller birk. Flint var derfor et vigtigt råstof til produktion af redskaber, og i Thy blev der i den tidlige bondestenalder derfor anlagt flintminer. Flintøksen var ikke kun et arbejdsredskab. Økserne blev fremstillet af den bedste flint og var smukt tilhuggede og slebne. At besidde pragtøkser af flint var tegn på rigdom og anseelse, og samlinger af flintøkser blev ofret og nedlagt i søer. Her holdt bønderne deres religiøse fester og offerceremonier, hvor dyr blev slagtet og spist, og nogle af madvarerne blev sænket i vandet som offer. Resterne er bevaret i form af lerkar, trækar og dyreknogler.
Rav
I hele stenalderen blev der i stor stil indsamlet rav især ved Jyllands kyster. Ravet anvendtes til perler eller smykker, som blev hængt eller syet på dragten. De største fund af ravperler er fra denne tid, og de fleste fund stammer fra Nord- og Midtjylland. Nogle vejer op til 8,5 kg, og ligesom flintøkserne blev ravperlerne ofret.
Trepanation - operationer i bondestenalderen
I den tidlige bondestenalder skete det, at mennesker blev henrettet og kastet i søer. Bøndernes indbyrdes konflikter kan have udløst vold og drab. Men der kan også have været tale om menneskeofringer. Både unge og gamle er kommet af dage på denne måde. Også krigeriske handlinger fandt sted i bondestenalderen, hvor læsioner i hovedet blev behandlet med trepanation. Et operativt indgreb, hvorved man fjernede bensplinter, svulster eller blodansamlinger. Mange trepanationer blev foretaget på venstre side af hovedet, hvor en økse eller kølle ofte rammer i nærkamp. Der er flere eksempler på, at patienten overlevede sådanne indgreb. |
   |
Monumenter i kulturlandskabet |
|
|
I det åbne, opdyrkede land byggede stenalderens bønder høje med gravkamre af store sten. Gravhøjene var monumenter over forfædrene. De tusindvis af stengrave vidner om stor ingeniørkunst, og det krævede mange menneskers samarbejde at bygge dem. På samme velorganiserede måde opførte man store, indhegnede samlingspladser, hvor befolkningen kunne skabe sociale kontakter og udføre fælles ritualer. Kort tid efter landbrugets indførelse begyndte bønderne at bygge de første monumentale gravminder for personer af særlig betydning. I begyndelsen opførte de langhøje af jord med gravkamre af træ. De var forløbere for dysserne, hvis kamre blev bygget af sten. Langhøjene havde omtrent samme størrelse og grundrids som de lange, tømmerbyggede huse hos de tidlige bondesamfund i Mellemeuropa. Langhøjene kunne symbolisere forfædrenes boliger og være at betragte som ’de dødes lange huse’.
Langhøje og stendysser
Langhøjene med trækamre blev afløst af stendysserne, som byggedes i perioden 3500-3200 f.Kr. af store granitblokke, som var transporteret hertil af istidens gletschere. For at kunne dyrke markerne måtte bønderne flytte mange tons sten, og disse sten anvendtes som byggemateriale til dysserne. I Danmark er bevaret 2300 dysser - kun en tiendedel af det oprindelige antal. De ældste dyssekamre var beregnet til en enkelt eller nogle få personer. Men efterhånden blev flere begravet i det samme kammer: både mænd, kvinder og børn. Mænd fik deres personlige ejendele med: en flækkekniv, en kølle eller en flintøkse. Der blev også stillet lerkar med drikkelse og madvarer i graven.
Jættestuer
Dysserne afløstes af jættestuerne, som er større og har plads til mange begravelser. Jættestuerne vidner om en højt udviklet byggeteknik. De blev bygget i et kort tidsrum ca. 3250-3100 f.Kr., men herefter blev de brugt til begravelser gennem resten af bondestenalderen og nogle gange også i bronzealderen. I Danmark er der bevaret ca. 500 jættestuer, men der kan have været ti gange så mange. I nogle jættestuer er fundet lag på lag af knogler fra mere end 100 personer. De døde fik lerkar med madvarer og personlige ting med sig: flintøkser, flintmejsler, benmejsler, stridsøkser, pilespidser, flækkeknive, ravperler og hængesmykker af rav. Der blev dog også foretaget begravelser uden for jættestuerne i grave af mere enkel udformning. |
    |
Rituelle samlingspladser |
|
|
Samtidigt med at dysserne og jættestuerne blev bygget, blev der anlagt store rituelle samlingspladser, der kunne rumme en hel egns befolkning. Spor af rituelle handlinger viser, at pladserne først og fremmest har fungeret som kultsteder. En af disse samlingspladser lå ved Sarup på Fyn. Den blev anlagt 3400 f.Kr. på en højtliggende terrasse mellem to vandløb. Langs med samlingspladsens palisader lå lange grøfter, der blev gravet op og fyldt til igen ved bestemte lejligheder. Fund af menneskeknogler i grøfterne tyder på, at der heri blev foretaget midlertidige begravelser. Først efter nogen tid blev de dødes knogler ført til kamrene i de nærliggende dysser og jættestuer.
Efter et stykke tid ophørte aktiviteterne på den rituelle samlingsplads ved Sarup, og anlægget blev forladt. Omkring 3200 f.Kr. blev pladsen reetableret i mindre målestok, og derefter fungerede stedet som boplads indtil ca. 2800 f.Kr.
Kulthuse
I Nord- og Midtjylland byggedes kulthuse af træ, som blev brugt i forbindelse med dødekulten. Her udspillede sig ritualer i begravelser i jættestuerne. Efter brugen blev kulthusene brændt af, hvorefter brandtomten blev dækket af et lag sten. Ved udgravning er fundet rester af de fint ornamenterede lerkar, som blev brugt ved begravelsesceremonierne.
Lerkarret fra Skarpsalling
Netop denne periode af bondestenalderen er kendetegnet ved den meget varierede og teknisk højt udviklede keramikproduktion. Talrige lerkar er fundet på bopladserne og ved de mange dysser og jættestuer. Der brugtes tid på produktionen af lerkarrene, og særligt ornamentikken var varieret. Et af de fornemmeste eksempler er lerkarret fra Skarpsalling i Himmerland. |
  |
Den sene bondestenalder |
|
|
Klimaudviklingen i perioden 3200-2800 f.Kr. betød, at man måtte opgive at dyrke korn mange steder på den skandinaviske halvø. Befolkningen gik igen over til at leve af jagt, fiskeri og havfangst. Herved opstod den grubekeramiske kultur, opkaldt efter ornamenter på lerkarrene. Påvirkninger herfra nåede kysterne omkring Kattegat 2800-2600 f.Kr., og bopladsfund på Djursland vidner om, at man både jagede, fiskede, samlede og holdt husdyr.
EnkeltgravskulturenMed enkeltgravskulturen indledtes en ny epoke både samfundsmæssigt og religiøst. De store bopladser, som kendetegnede den foregående periode, blev forladt, og befolkningen bosatte sig på spredtliggende enkelte gårde. Det var på de lette jorder i Syd- og Midtjylland, at forandringerne først satte ind. Landbruget blev mere pladskrævende med større vægt på kvægavl og dyrkning af byg som den vigtigste afgrøde. Bonden havde sin egen gård og dyrkede sin egen jord. Hjulet blev samtidigt introduceret og betød en teknologisk revolution. Enkeltgravskulturen har efterladt sig varige spor i form af mange lave gravhøje. Herfra stammer tusindvis af gravfund.
Hindsgavl-dolkenI slutningen af stenalderen blev dolken mandens foretrukne våben. I Vest- og Mellemeuropa var dolkene af kobber, men herhjemme blev de lavet af flint. Hindsgavl-dolken fra Fyn er et af de ypperste eksempler på den sene bondestenalders forarbejdning af flint. Efter at have været fraværende i næsten et årtusind dukkede metallet op igen i form af økseblade, dolke og smykker af kobber. Hertil kom de første smykker af guld: halvmåneformede halssmykker (lunulae) og ringe med bladformede ender. Deres særlige udformning antyder, at de er forarbejdet herhjemme. Håndledsbeskyttere af skifer og pilespidser af flint viser, at bue og pil var en vigtig del af våbenudstyret. |
   |
|
