|
I 1917 sendte Nationalmuseets direktør sin svigersøn ned til Knudshoved Odde for at restaurere to storstensgrave. Men det var ikke nogen helt let opgave, når den lokale kammerherreinde kom forbi.
På den omtrent 14 kilometer lange landtange, Knudshoved Odde, umiddelbart nordvest for Vordingborg er der gennem tiden fundet en række spor fra Danmarks forhistorie. Lige fra de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene i takt med, at ismasserne trak sig tilbage, og et åbent, lysfyldt landskab begyndte at brede sig for 15.000 år siden. Men det er ikke kun spor efter de første jægersamfund, man har fundet på Knudshoved Odde. Også bondestenalderens imponerende megalitanlæg er repræsenteret på landtangen, og et af dem, som er værd at fremhæve, er jættestuen i Knudsskov, der ligger ved siden af en noget ældre langdysse. Første gang en arkæolog lagde vejen forbi jættestuen var i 1876, da Nationalmuseets senere direktør, Sophus Müller, som nyuddannet kandidat var i færd med at registrere fortidsminderne på odden. Hans rundrejse var et lille led i det store projekt, som museet havde sat i værk nogle få år tidligere for gennem egne iagttagelser at registrere alle fortidsminder i hver enkelt sogn landet over. Der var tale om et storstilet projekt, og der gik da også mange år, førend alle afkroge af landet var blevet besøgt og beskrevet. Under besøgene ved de enkelte gravhøje, ruiner og runesten blev der kun tid til en ganske kort og overfladisk gennemgang. Således noterede Sophus Müller dette tilfælde kun, at der var tale om en jordhøj, som indeholdt en jættestue. Enkelte dæksten over kammeret var fjernet, indgangen kunne han ikke se, og højens ydre var en del beskadiget.
Foruden registreringen af de mange forhistoriske levn var et af målene med herredsberejsningen også at overtale de lokale lodsejere til at frede og beskytte interessante fortidsminder. På det tidspunkt, da Sophus Müller rejste rundt på den sydlige del af Sjælland, var gravhøje, dysser og jættestuer ikke automatisk fredede, og gennem årene havde der været adskillige tilfælde, hvor lokale bønder brød de mægtige sten op for at sælge dem som skærver til blandt andet vejbyggeri. Det var derfor vigtigt at få de vigtigste steder beskyttet mod ødelæggelse.
Sophus Müllers brev
Da jættestuen og også langdyssen var placeret på godset Rosenfeldts jorder, besluttede Sophus Müller, efter at han var nået tilbage til Hotel Valdemar i Vordingborg, at sende et brev til godsforvalter Baumann med en liste på i alt tre fortidsminder på landtangen, som han meget gerne så fredet. Muligvis for at få sagen til at glide lettere, tilføjede Müller i brevet til godsforvalteren: ” Idet jeg anmoder Hr. Godsforvalteren om godhedsfuldt at ville forelægge Godseieren denne Udsigt til behagelig Overveielse skal jeg ikke undlade paa det Bedste at anbefale Fredningen af den første Række af Mindesmærker og derefter ogsaa af den anden Gruppe. Det er væsentlig kun paa de store Godser, at man nu tør haabe at kunne sikre Fremtiden for det uundværlige Materiale for Kjendskaben til vort Lands ældste Historie. Medens mindre Eiendomsbesiddere og Bønder kun sjældnere have tilstrækkelig Raad eller Sands til at ville gjøre noget Offer i denne Henseende, ere paa de fleste store Besiddelser, f. Ex. paa Vallø Stift og under Grevskabet Bregentved, alle Mindesmærker uden Undtagelse fredede, medens andetsteds, f. Ex. paa Engestofte, Svanholm, Valdbygaard, de betydeligste Mindesmærker er skænkede til Staten”. Henvisningen til andre godser hjalp, og i begyndelsen af 1878 blev de ønskede fortidsminder på Knudshoved Odde fredet.
Kammerherreindens krav
Først i 1917 var der atter aktivitet ved jættestuen i Knudsskov, da Nationalmuseet satte gang i en nærmere undersøgelse og restaurering af megalitanlægget. På dette tidspunkt havde Sophus Müller været direktør for Nationalmuseet i 25 år, og da der skulle sendes en af museets ansatte ned til Knudshoved Odde, valgte han at sende sin egen svigersøn. Svigersønnen hed C. A. Nordman, der efter nogle års ophold i Danmark blev rigsantikvar, altså øverste arkæologiske myndighed, i sit hjemland, Finland, i 1930-50erne. Det var Sophus Müller selv, der havde fået restaureringsaftalen i stand med kammerherreinde Oxholm, og da Nordman midt på sommeren 1917 ankom til Knudsskov, var han heller ikke i tvivl om, at jættestuen virkelig trængte til en større omgang. Især fjernelsen af de to dæksten over gravkammeret havde medført, at de øverste gravlag var forstyrret. Efterhånden som undersøgelsen kom i gang, viste det sig, at selve kammerets gulv var velbevaret. Gulvet bestod af et 1-2 centimeter kompakt lerlag, og ovenpå lå der visse steder et flisegulv. Oven på gulvet lå flere genstande fra tragtbægerkulturen. Således et intakt hængekar, flere flintøkser og et par flintmejsler, ligesom der også blev fundet flere menneskeknogler. Selvom der således var gevinst ved udgravningen, var Nordman dog ikke helt tilfreds. I et brev til sin svigerfar i København betegnede han således resultatet som dårligt, og hans humør blev ikke bedre af kammerherreindens besøg et par dage efter, at undersøgelsen var afsluttet. Nordman havde gennem de lokale fået at vide, at hun var berygtet for at blande sig i alt, og det viste sig da også under besøget, at der var flere ting, som kammerherreinden ønskede udført, inden Nordman forlod stedet. Således skulle der opsættes et informationsskilt ved højen, ligesom museet skulle levere græsfrø til skovfogeden, således at højen kunne tilplantes. Dertil kom så ønsket om en lav hæk rundt om kammeret, samt at de fundne knogler atter skulle genbegraves i megalitanlægget. Sidstnævnte punkt blev dog aldrig gennemført.
I de følgende år skete der ikke meget omkring jættestuen. Bortset fra nogle kortere besøg i 1940erne var det først i slutningen af 1980erne, at megalitanlægget atter blev undersøgt. Dækstenene var efterhånden blevet ustabile, flere af bærestenene hældede faretruende, ligesom jorden over kammeret var eroderet bort. For at det også i fremtiden ville være sikkert at kravle ind i jættestuen, var det derfor nødvendigt at gøre noget. Derfor foretoges en gennemgribende restaurering i foråret 1989. En af de spændende opdagelser, man gjorde ved undersøgelsen i 1989, var fundet af én af de to manglende dæksten. Allerede i 1917 havde Nordman lagt mærke til en større sten i kammerets nordøstlige hjørne men havde tolket denne som en af bærestenene i gavlen. Det viste sig imidlertid, at der i stedet var tale om den dæksten, der oprindeligt havde ligget over gravkammerets nordøstlige del, og helt sikker blev man, da der under dækstenen lå to væltede bæresten. Denne opdagelse gjorde, at man nu kunne tilbageføre jættestuen til dens nogenlunde oprindelige udseende. Formentlig har man på et tidspunkt forsøgt at bryde ind i gravkammeret ved at grave sig ind til kammerets ene gavl, og ved hjælp af et kraftigt ryk – muligvis ved brug af heste eller okser – hevet to af bærestene ud, hvorved den ene dæksten var kollapset. Derved har man fået adgang til kammeret, men udbyttet af det voldsomme indbrud har givetvis ikke været særlig stor. Drømmen om guld eller sølv inde i gravkammeret er i al fald ikke gået i opfyldelse. Et lignende tilfælde af hårdhændet indbrud er også konstateret ved en jættestue nær Roskilde.
Langdyssen
Ikke langt fra kysten ud til Smålandsfarvandet, og kun et stenkast fra jættestuen, ligger en langdysse, som er noget ældre end jættestuen i Knudsskov. Med landbrugets indførelse omkring 3900 f. Kr. fulgte også et skifte i forestillingerne om livet efter døden. Præcist hvordan disse forestillinger har været, er naturligvis vanskeligt at svare på i dag, men en af indikatorerne på de voldsomme omvæltninger er gravformen. I jægerstenalderen gravlagde man de døde i simple grave, men efter indførelsen af landbruget begyndte traditionen med store, komplicerede fælles gravanlæg. Langhøjene med gravkamre af træ er det første eksempel på disse anlæg, hvor der kunne være begravet en eller flere personer. Senere afløstes langhøjene af de massive storstensgrave (dysserne og jættestuerne). Langhøjen ved Knudsskov blev undersøgt i 1917 af Nordman i forbindelse med hans restaurering og udgravning af den nærliggende jættestue. Ved undersøgelsen af langdyssen viste det sig, at randstenskæden omkring langhøjen var velbevaret. Randstenskæden har markeret adskillelsen af gravanlægget fra det omgivende land. Selve gravkammeret var til dels fyldt med jord, og heri fandtes forskellige flintredskaber, såsom en ødelagt stenøkse. Dertil kom nogle forskellige menneskeknogler som viste sig at stamme fra mindst tre individer, herunder en mand og en kvinde. Nordmans undersøgelse afslørede også, at der – i lighed med den noget yngre jættestue – var opbygget et flisegulv bestående af flade stenfliser. Det var oven på dette gulv, at menneskeknoglerne blev fundet.
Videre læsning
- Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1917
- Stenaldergrave i Danmark Bind 2 af Dehn, Hansen og Kaul, Nationalmuseet 2000
Fakta om Knudsskov
Der er offentlig adgang til Knudsskov.
Parkering ved jættestuen, dog mod betaling af parkeringsafgift til Rosenfeldt Gods |
|
Gå på opdagelse i arkivet
- Klik på billederne            |
