De enestående genstande
Udvælgelsen af ENB-genstande
Eksempler på ENB-genstande
Danmarks Oldtid
Danmarks Middelalder og Renæssance
Danmarks Nyere Tid
Frilandsmuseet
Frihedsmuseet
Etnografisk Samling
Antiksamlingen
Fortiden bevares for eftertiden
Hjem
København omkring år 1750

Maleri af Gråbrødretorv, år 1749 [KLIK på billedet for forstørrelse]

Maleri 1749 af Gråbrødretorv, som dengang hed Ulfeldts Plads, set med Vor Frue Kirkes spir i baggrunden.
Med to malere på byvandring

Maleri­et af Gråbrødretorv repræsenterer en serie malerier med køben­havnske moti­ver, som tilsammen tager os med på en byvandring midt i 1700-tallet. 

Der boede dengang ca. 80.000 mennesker i København, som var en befæstet by med volde omkring, så man skulle passere gennem en af de fire byporte, hvis man skulle til eller fra byen. Ved branden i 1728 var store dele af byen lagt i ruiner, og ved genopbygningen stræbte man efter at forskønne hovedstaden med gode og ensartede huse opført efter overlandbygmester J.C. Kriegers mønstertegninger. Det er netop sådanne huse, man ser på Gråbrødretorv.
Husnumre blev først indført i 1771, og der var derfor god brug for de hustavler og håndværkerskilte, man ser på flere af byg­ningerne, hvor man også lægger mærke til de høje trapper og de små bislag ved indgangsdørene.
På torvet står Ulfeldts skamstøtte, der havde givet navn til pladsen, omgivet af de handlendes boder og promenerende københavnere.
Malerierne fra København er udført af malerne Johannes Rach (1721-83) og Hans Heinrich Eegberg (1723-84) i årene 1745-50 på bestilling af kongen. De to malere leverede også en række billeder af danske og norske købstæder og andre lokaliteter uden for hovedstaden. Det er på grund af helheden, at alle disse malerier nu er ENB genstande.
 
Mange af Rach & Eegbergs malerier kan ses i Nationalmuseets udstilling ”Danmarkshistorier 1660-2000” og i rum 133 og 134. Ulfeldts skamstøtte står i Nationalmuseets have.