 |
|
 |
| Status for arbejdet |
Arbejdet med at lokalisere og finde ENB-genstandene i Nationalmuseets omfattende magasiner og arkiver, er for længst overstået, og selve konserveringen af fortidens mangfoldighed af museumsgenstande, er nu i fuld gang i Nationalmuseets Bevaringsafdeling. I starten af 2010 var i alt ca. 20.000 af de behandlingskrævende museumsgenstande blevet konserveret, ompakket eller på anden måde sikret for eftertiden.
I øjeblikket arbejder 12-15 konservatorer på opgaven. Arbejdet er i princippet et projekt, der aldrig stopper, fordi der altid vil være et henfald over tid – selv i velklimatiserede og ideelle magasiner.
En lidt nørdet indsigt i Nationalmuseets mange labyrinter - Oktober 2008 Som beskrevet i en statusrapport fra 2007, har arbejdet med ENB-projektet været en øjenåbner: Nationalmuseets hen ved 10 mill. genstande – indsamlet gennem mere end 200 år – er nu kritisk vurderet i et bevaringsperspektiv, og fejl og mangler i registreringen er blevet afdækket og analyseret. Rigsrevisionen gennemgik i 2006 Nationalmuseets praksis for accessionering (inddatering i museets protokoller), opbevaringspraksis og sikkerhed. Her blev det konstateret, at det ikke var alle genstande, udpeget til ENB, der sådan lige var at finde. Årsagerne var mange: fejlplacering efter anvendelse, opløsning eller smuldring gennem årene, manglende nummerering – eller bortfald af nummer (hvor længe holder en kuglepen eller en snor med et papmærke?) og i få tilfælde må det konstateres, at enkeltdele simpelthen er bortkommet. Det er dog efterhånden et forsvindende antal genstande, i forhold til udpegningen af næsten 200.000 ENB-genstande, der endnu ikke er lokaliseret - eller hvor der ikke er viden om status. Arbejdet med at finde forklaring på, hvor de genstande, der endnu ikke er informationer om, befinder sig, er en stadig proces. Der er nu udarbejdet en liste, hvor manglerne er opført, og som hele tiden er med i tankerne, når museets personale arbejder i Nationalmuseets mange magasiner. Det er vigtigt at pointere, at det hidtidige arbejde viser, at vi til alt held ikke mangler viden om centrale og helt væsentlige genstande i samlingerne. Vi står altså ikke lige og mangler en uvurderlig lur eller et super vigtigt guldfund. Der er i alle tilfælde tale om delmængder af et fundkompleks (f.eks. en kasse med flinteflækker fra et vigtigt fundsted) eller små enkeltgenstande af et større hele, der stadig eftersøges. Det er meget betryggende at vide, for det afspejler, at magasineringspraksis nok kan strammes op, som påpeget af Rigsrevisionen, men at praksis hidtil har været brugbar og for så vidt sikker nok. For at give et indblik i hvor komplekst og stort et detektivarbejde det er at finde de manglende genstande – eller lokalisere deres skæbne – har de ansvarlige for ENB-projektet udarbejdet en række cases, der giver indsigt i, hvorfor der stadig er huller i status omkring de mangfoldige samlinger.
Cases fra enheden 'Danmarks Oldtid' Cases fra enheden 'Danmarks Middelalder & Renæssance' Case fra enheden 'Danmarks Nyere Tid' |
|
|
 |
|
|
 |