Nationalmuseet - retur til forside Indeks Oplæsning Kontakt Presse & nyt English Deutsch

Pressemeddelelser
Pressefotos
Presseklip
Blogs og RSS
Facebook, YouTube, m.m.
Brugerne synes...
Kontakt Presse
Downloads
Pressearkiv
Nyhedsbreve

Jul på Frilandsmuseet


Foto:
Pressefotos til brug ved omtale af Frilandsmuseet

16. november 2006 kl. 10.45


Julestemning og juleforberedelser gennem 300 år 
 

- julesjov og hygge for hele familien


Frilandsmuseet inviterer til historisk jul i weekenderne 2.-3. og 9.-10. december kl. 10-17

Julen på frilandsmuseet handler om drillenisser, pyntede juletræer, fæstebondens overdådige juleborde, juletræsfest i brugsforeningen, den ydmyge jul hos hedebonden - og meget mere....

Oplev den gamle jul og kom i historisk julehumør. vi viser rundt i gamle dragter og fortæller om julens forberedelser, fester, traditioner - og overtro.


Se pyntede juletræer fra forskellige perioder og egne af Danmark, og få inspiration til juletræspynten med kagemænd- og koner, silkepapirskurve, skrøbelig glaspynt, gammelt klippearkspynt eller kranse fremstillet af gåseluftrør. Fra tiden før juletræet står bøndernes julepyntede stuer med hvide duge, billedpynt af gran og blankpolerede æbler.

Bondens julebord bugner af klipfisk, medister, hvedekager og sulemad fra juleslagtningen. I brugsforeningens  forsamlingssal er der juletræsfest for børnene som i 1930-erne med sange og lege fra dengang. Brugsuddeleren sælger bolsjer og fortæller om livet i brugsen og andelsbyen. På den lille herregård fra Fjellerup er juleforberedelserne i fuld gang. Pakkerne til sognets fattige ligger klar, kokkepigen bager julekager og bryggerspigen plukker julegåsen. Se også familiens glitrende juletræ anno 1900 fuld af købepynt af glas.

Til jul skulle alle have brød til festerne, og som julegaver til tjenestefolk og tyende. Museets møllerlav åbner vores møller og maler mel på de gamle mølleværker, og fortæller om gamle dages juletravlhed på de danske møller.
 
Nissen elsker grød - og i museets sjove og finurlige komedie går grødtrangen ud over den nærige bonde. Stykkets spilles på gårdspladsen i en af de gamle, smukke bondegårde.

Nyd cafeens julelækkerier eller køb nostalgisk julepynt, bøger og julegaver i museets fine butik.

Frilandsmuseet, Kongevejen 100, 2800 Lyngby
Gratis adgang for alle
Kl. 10-17, aktiviteter kl. 11-15.30

Udførligt program på www.frilandsmuseet.dk
Yderligere oplysninger: Museumsinspektør Anja Jørgensen
Tlf: 33473856 / 25461570
Mail:





Drillenissen huserer i julen på FrilandsmuseetDet strålende juletræ med historisk julepynt i herregårdens havestue