 |
|
 |
Pariserkanden
 Udsmykningen på Pariserkanden er udført i en særlig teknik, hvor den gennemskinnelige emalje (bestående af farvet glaspulver) blev indlagt på et sølvunderlag.
|
Pariserkanden, - et kunstværk i forgyldt sølv og emalje
Nationalmuseet har en enestående velbevaret kande fra omkring 1330, der er et eksempel på emaljearbejde i højeste kvalitet. Et bystempel i bunden af kanden viser, at den er udført i Paris, hvor nogle af de bedste værksteder for emaljearbejder lå.
Kanden er udsmykket med billeder fra lignelsen om ”Den fortabte søn”, bl.a. en festlig bryllupsscene med brudeparret til bords. Ellers er der ikke meget kirkeligt over motiverne. På kandens sekskantede fod ses en række groteske fabeldyr og overdelen er udsmykket med scener af børnelege bl.a. blindebuk, stylter, hockey og top.
En indgravering under bunden viser, at kanden engang i slutningen af 1400-tallet har tilhørt købmanden Heyne Boltzen fra Lübeck. Muligvis har den oprindelig været udført til kirkeligt brug, og hører sammen med en alterkalk og disk med meget tilsvarende emalje-udsmykning.
|
|
|
|
|
 |