Nationalmuseet - retur til forside Indeks Oplæsning Kontakt Presse & nyt English Deutsch

Pressemeddelelser
Pressefotos
Presseklip
Blogs og RSS
Facebook, YouTube, m.m.
Brugerne synes...
Kontakt Presse
Downloads
Pressearkiv
Pressemeddelelser 2009
Pressemeddelelser 2008
Pressemeddelelser 2007
Pressemeddelelser 2006
Pressemeddelelser 2005
Nyhedsbreve

Vagn Holmboes acetatplader bevaret


Foto:
Pressefotos til brug ved omtale af Musikmuseet

13. september 2006


Vagn Holmboes acetatplader bevaret



Enestående historiske optagelser af komponisten Vagn Holmboes musik er nu blevet bevaret for eftertiden.

Vagn Holmboe (1909 - 1996) anses for at være en af Danmarks mest betydningfulde komponister siden Carl Nielsen, og interessen for hans musik lever stadig bl.a. gennem den årligt tilbagevendende Holmboe Festival i hans fødeby Horsens. En samling på 90 unikke acetatplader med indspilninger af Holmboes værker fra årene 1945-56 er blevet digitaliseret gennem et samarbejde mellem Musikmuseet og Hein Information Tools. Projektet er finansieret af Kulturarvsstyrelsens ENB-pulje til bevaring af genstande af enestående national betydning.

Med dette projekt bevares et autentisk indtryk af Holmboes værker, som de lød ved tilblivelsestidspunktet. Desuden høres en lang række af datidens markante udøvere. Optagelserne tegner et bredt billede af datidens musikliv, som ellers kun er sparsomt dokumenteret i form af lyd.

___________
Komponisten Vagn Holmboes søn, Thor Holmboe, har efter sin fars død i 1996 draget omsorg for at få en meget stor del af Vagn Holmboes efterladte noder, papirer og musikoptagelser placeret i offentlige samlinger. Musikhistorisk Museum har blandt andet modtaget en samling grammofonplader.

I denne samling indgår 90 acetatplader (direkte skårne unikke plader) med Holmboes egne værker. Pladerne er det, der i fagkredse omtales som 'creator's records'- optagelser, som er autentiske i forhold til komponistens originale intentioner. Derfor er 'creator's records' af stor betydning for eftertiden, hvis man ønsker et førstehåndsindtryk af en komponists værker.

Acetatplader er skrøbelige og nedbrydes hurtigere end andre plader på grund af deres indhold af organiske stoffer. Vagn Holmboes plader er ingen undtagelse. Uden en digitalisering kunne samlingen ikke antages at forblive intakt og hørbar for de kommende generationer. Faktisk var nedbrydningen godt i gang. Økonomisk støtte fra Kulturarvsstyrelsen har muliggjort bevaring for eftertiden af optagelserne på de i alt 90 plader.

Digitaliseringen har været i hænderne på Hein Information Tools, der har gennemført projektet efter de normer, der er opstillet af IASA, den internationale forening af lydarkiver. Det betyder blandt andet, at den originale lyd skal opbevares i et digitalt format, der er i en meget højere opløsning end det format, der anvendes til lyd-CD’er. Jo flere bits, der opbevares, desto længere levetid vil de digitaliserede optagelser have. Der er endvidere produceret en restaureret lytteudgave af pladerne i almindeligt CD-format.

Det samlede materiale udgør lidt mere end 12 timers musik af Vagn Holmboe, en meget omfattende del af hans værker. Optagelserne er lavet i perioden 1945-56. En række af datidens markante udøvere har medvirket ved optagelserne: Dirigenter som Erik Tuxen, Lavard Friisholm, Thomas Jensen, Nikolai Malko, Launy Grøndahl og Paul Kletski er repræsenteret. Hertil kommer kor, kammermusikensembler og solister, fx Poul Birkelund, Erling Bloch, Gilbert Jespersen, Julius Koppel, Else Marie Bruun, Niels Viggo Bentzon, Anker Blyme, Valdemar Wolsing og mange flere. Udover at bevare en lang række autentiske optagelser af Vagn Holmboes musik har digitaliseringen af hans acetatplader også betydning for bevaringen af et meget bredt lydbillede af dansk musikliv i den periode, optagelserne dækker.

Med venlig hilsen

Musikmuseet - Musikhistorisk Museum & Carl Claudius’ Samling
Åbenrå 30
1124 København K



Komponist Vagn Holmboe (Foto: Marianne Grøndahl)