|
|
 |
|
 |

|
8. august - 15. december 2006, mandag - fredag kl. 10-16 |
|
 |

Nationalmuseets Gurrebytavle fra 1518 skal restaureres og i de 4 måneder det tager, får besøgende mulighed for at se konservatorerne over skulderen, når de støver af og fæstner løse farvelag. I Nationalmuseets kirkerum ud mod forhallen i Middelalder- og Renæssanceudstillingen vil man tirsdag til fredag kl. 10-16 kunne opleve arbejdet med altertavlen.
Mysteriet om altertavlen Gurreby kirkes altertavle har en utrolig historie. Den kom til Nationalmuseet i løbet af 1800- tallet, men hvor den kom fra, og hvornår den kom til Nationalmuseet, var i mange år et mysterium. En række af tavlens karakteristika gav dog spor nok til, at Museumsinspektør Sissel F. Plathe i 2003 kunne fastslå, at altertavlen stammer fra Gurreby kirke på Lolland. Tavlens opbygning, dens udvalg af motiver og sammensætning af helgener gør den særdeles utraditionel og ikonografisk meget spændende.
Konservering – hvad gør man? Gurrebytavlens mere end 485 år gamle originale kridtgrund, forgyldning og farver er generelt velbevarede, men de sidder løst i store områder på grund af bevægelser i træet, og derfor er konservering nødvendig. I det arbejdende værksted på Nationalmuseet kan man se, hvordan konservatorer fæstner de løse lag samtidig med, at gammelt snavs og støv fjernes fra overfladen. Det vil være muligt at se eksempler på konservatorernes redskaber og de farvepigmenter, middelalderens kunstnere brugte, fx ultramarinblå, okker, kridt og sodsort.
Bevare uden at genskabe Når konservatorerne er færdige med deres arbejde, vil Gurrebytavlen være i langt bedre stand end i dag. Men den vil ikke stråle af guld og farver som for næsten 500 år siden. Konservatorernes arbejde er at udbedre skaderne, og bevare det originale helhedsindtryk. Tavlen vil derfor efter endt konservering vise, hvad der er tilbage af middelalderens kunstneres oprindelige arbejde samtidig med, at den vil være sikret en længere bevaring.
Yderligere information Om altertavlens historie: Museumsinspektør Sissel F. Plathe, tlf. 3347 3122 Om restaureringen: Konservator Lis Sejr Eriksen, tlf. 3347 3554, Pressefotos: Kommunikationsmedarbejder Anni Mogensen, tlf. 3347 3007,
Der kan læses mere på hjemmesiden www.natmus.dk
ENB-projektet på Nationalmuseet Kulturministeriets ”Udredning om Bevaring af Kulturarven” betød i 2004 yderligere midler til bevaring af Nationalmuseets samlinger. I den forbindelse er der nu udvalgt ca. 130.000 museumsgenstande af Enestående National Betydning (ENB) som er særligt bevaringsværdige. Gurrebytavlen fra 1518 er en af de genstande i Nationalmuseets samlinger, der på nuværende tidspunkt er udpeget som ENB genstand
Nationalmuseets konservatorer har undersøgt og registreret ENB-genstandenes bevaringstilstand med henblik på en bevaringsplan, der skal løbe over 10 år. Bevaringsarbejdet omfatter konservering af nedbrudte museumsgenstande og forbedring af magasiner til Nationalmuseets omfattende samlinger. Dette basale museumsarbejde skal sikre, at samlingerne i mange år fremover kan være til rådighed og gavn for forskning og formidling
|
 |
|