|
|
 |
|
 |

|

Nationalmuseet redder murmaleri fra Christiania for eftertiden
|

|
|
|
 |

Gavlen på Regnbuehuset ved indgangen til Christiania var tidligere prydet med et imponerende murmaleri, der fremstillede de store verdensreligioner i skøn samdrægtighed. Et markant kunstnerisk udtryk for hippiekulturens drøm om en verden præget af fred og harmoni, udført af den svensk/danske kunstner Marianna Rydvald i 1973-74. Nu bliver maleriet vakt til live igen for senere at udstilles på Nationalmuseet.
Rockerne overtager muren
Da rockerne i 1997 overtog bygningen med maleriet, forsøgte de at rive det ned og destruere det. Kunstneren blev imidlertid gjort opmærksom på den truende vandalisering af værket, og det lykkedes hende at få afmonteret billedet fra gavlen – hvilket var muligt, da det var malet på plader. Lige siden har det stået opmagasineret på et lager i København. Men nu vågner maleriet til live igen.
I Danmarks Nyere Tid – side om side med hashbod
Takket være en generøs donation fra Hermod Lannungs Museumsfond er værket nu overdraget til Nationalmuseet, hvor det indgår i samlingerne vedrørende Danmarks Nyere Tid – side om side med den blå hashbod, som museet tidligere har fået overdraget. Netop nu arbejder kunstneren på at istandsætte maleriet efter den hårde medfart under nedtagningen. I løbet af et par måneder vil kunstneren have fuldført arbejdet og maleriet vil atter kunne udstilles – enten i sin helhed eller i form af udvalgte motiver fra maleriet.
Marianna Rydvald har dekoreret flere offentlige bygninger i Danmark. Hendes store murmalerier findes bl.a. på Lindevangsskolen, Skovlunde Bibliotek, Ingemannsvejens skole, Frederiksberg, St. Hans Hospital samt på sygehuset i Odense.
Yderligere information: Faglig info: Museumsinspektør og enhedsleder Annette Vasström 3347 3417, Pressefotos m.m.: Kommunikationsmedarbejder Anni Mogensen, 3347 3007,
|
 |
|