Særudstillingen lægger op til en bred diskussion at menneskeslægtens oprindelse og udvikling. Blandt andet vises væsentlige udviklingstrin i menneskets historie gennem fire store dioramaer med bevægelige robotter der vises originale fundstykker fra 25.000 år gamle mammutjægerbopladser og en række interaktive elementer inddrager publikum på en særdeles underholdende måde.

FRA ABE TIL MENNESKE

Menneskeslægtens oprindelse er et fascinerende tema i forskningsmæssig rivende udvikling. I Afrika, Asien og Europa udgraves hvert år nye knoglefossiler, som tegner et stadigt nuanceret billede af menneskets stamtræ. Fossilerne beretter også skæbnefortællinger om ældre, nu uddøde mennesketyper, f.eks. om Neandertalmennesket og om "nøddeknækkermanden" med de meget store tænder, Australopithecus Boisei, som Louis og Mary Leakey fandt i Olduvai i Tanzania, og som trods tilpasning til drøj vegetabilsk kost måtte bukke under i konkurrencen med de mindre specialiserede og mere tilpasningsdygtige homoarter som vi nedstammer fra.

Forudsætningen for fossilernes indpasning i en indbyrdes udviklingsrække er anvendelsen af fysiske dateringsmetoder baseret på måling at elektron-spin-resonans (ESR), palæomagnetisme, kalium/argon og uran/thorium m.v. I pagt med de nyeste genetiske sammenligninger med menneskeaber viser dateringerne, at mindst 5-6 millioner årer forløbet, siden menneskets udviklingslinje skiltes fra den udviklingslinje, som førte til vores nærmeste nulevende slægtning, chimpansen.

OPRETGÅENDE VÆSNER

Opret gang på to ben er en typisk menneskelig gangart, som vore forfædre udviklede samtidig med, at vores udviklingsgren skiltes fra menneskeabernes. Efter alt at dømme skete det i Afrika, hvorfra de ældste fund af menneskelige væsner stammer Bedst undersøgt er de 14 millioner år gamle australopitheciner ("sydaber"), hvoraf der kendes flere underarter Et fascinerende bevis for oprejst gang er fundet ved Laetoli i Tanzania, hvor det for 3,6 millioner år siden skete, at to australopitheciner begav sig på vandring over et område med blød jord. Parret forsvandt af syne, men jorden størknede, og de to rækker fodspor står endnu så tydeligt, at man uvilkårligt løfter hovedet og kigger ud i bushen efter australopithecinene.

Aber bruger sten og grene som redskaber men de kan ikke forbedre deres værktøj ved yderligere tildannelse. Trods opret gang og frie, bevægelige hænder var australopithecinene tilsyneladende heller ikke i stand til at fremstille værktøj. De ældste fund at tilhuggede stenredskaber er ca. 2,5 mio. år gamle. På den tid levede endnu australopitheciner, men der var nu kommet nye menneskeformer til, som havde større hjerne, og det var sikkert disse homo-typer, som udviklede den ældste redskabsteknologi, den såkaldte Oldowankultur

DEN RØDE ILD

Frygten for rovdyr hos vore tidligste forfædre var uhyggelig velbegrundet, og tandmærker på kraniet at en ung australopithecus vidner om et skæbnesvangert møde med en leopard ved Swartkrans i Sydafrika for 15 millioner år siden. Hulerne ved Swartkrans rummer brændte knoglestumper, som viser menneskers brug af ild for mindst 1 million år siden. Alle dyr er som bekendt bange for ild, og da først vore kvikke forfædre overvandt egen frygt og lærte sig at håndtere de røde flammer, kunne de effektivt forsvare sig mod rovdyr. Foruden at skræmme leoparder bort fra hulerne kunne ilden give varme og lys, og fødeemner, som i rå tilstand var svært fordøjelige eller ligefrem giftige, blev til nærende mad efter en tur på bålet.

UDVANDRINGEN FRA AFRIKA

Med ild og velforarbejdede stenredskaber, de såkaldte håndkiler, kunne homo erectus tilpasse sig nye levesteder, og måske så tidligt som for 2 millioner år siden spredtes disse mennesker fra Afrika til Asien. Homo erectus, som ikke frygtede ild, besejrede også vandet, og havde på en eller anden måde held til at sætte over Sundastrædet mellem Sumatra og Java. Homo erectus var de første effektive jægere, men de var næppe kostforagtere, og udnyttede gerne ådsler af vildt, som andre rovdyr nedlagde. Med effektive, skarpe håndkiler var det let at skære gennem skind og kød og marvknuse knogler på selv de største tykhuder - næsehorn og elefanten.

NEANDERTALERNES SKÆBNE

De ældste europæiske menneskeknogler fra Gran Dolina i Spanien er ca. 780.000 år gamle. Fundene viser en homotype med en række fysiske særtræk i forhold til homo erectus-fund fra Asien, som f.eks. Pekingmennesket. Den mennesketype, vi møder i Gran Dolina, var sandsynligvis stamfader til andre tidlige europæiske mennesketyper som Heidelbergmennesket og Neandertalere.

Neandertalerne, som udvikledes for Ca. 200.000 år siden i Europa, var muskuløse og havde en legemsbygning, der minder om den, man finder hos nutidsmennesker tilpasset et liv i koldt klima. Neandertalerne tilhuggede specielle typer af flintknive og skrabere, som antagelig blev brugt til fremstilling af skinddragter Deres knogler bærer præg af et hårdt og barsk liv men begravelser med skeletter af forkrøblede oldinge viser også, at de nærede omsorg for deres gamle og formodentlig gjorde sig tanker om livet efter døden. Neandertalernes hjerne var større end moderne menneskers, men alligevel er det usikkert, om de havde et udviklet talesprog som vores. Kunstværker, smykker eller symbolske genstande er heller aldrig fundet på Neandertalernes bopladsen De yngste knoglefund fra Zafarrya i Spanien er kun ca. 30.000 år gamle, og arkæologer mener nu, at Neandertalere sandsynligvis levede side om side med nutidsmennesker i Europa igennem flere tusind år, inden de uddøde.

CRO-MAGNONFOLKET

Skeletfund på lokaliteten Cro Magnon ved Les Eyzies i Sydvestfrankrig har givet navn til Cro-Magnonfolket, den første moderne mennesketype, som kom til Europa for ca. 35.000 år siden. Redskaberne på deres bopladser vidner om en teknologi, som var betydeligt mere avanceret end neandertalernes. Især benredskaber optræder nu hyppigt, og i gravene findes gennemborede dyretænder, smukke havsnegle og andre amuletsmykker, som har været påsyet dragterne. Der kan ikke være tvivl om at Cro-Magnonfolkene har talt et sprog på højde med nutidige tungemål. De forstod sig på symboler og deres kunstneriske evner gav sig mangfoldige udslag. Eksempelvis kendes hundredevis af dybe, svært tilgængelige huler i Spanien og Frankrig, hvor væggene er dekoreret med mirakuløst bevarede billeder af dyr og geometriske symboler

Særlig høj kunstnerisk kvalitet besidder malerierne, som for et par år siden opdagedes i den franske Chauvet-hule, og netop skabelsen af de pragtfulde løve- og næsehomsbilleder i Chauvet-hulen skildres i en af de centrale dioramascener i udstillingen "Missing Links -alive!".

BERØMTE ISTIDSFUND

I særudstillingen vises en række originalgenstande fra et af Europas berømteste istidsfund, Dolní Vestonice i Tjekkiet. Disse fundstykker, som normalt befinder sig på Moravske Museum i Brno, stammer fra en jægerboplads med tykke lag af knogler fra nedslagtede mamutter De henved 100 mamutter, som er nedlagt ved Dolní Vestonice, vidner om den dræbende effektivitet, hvormed mennesket allerede for ca. 25.000 år siden udnyttede den omgivende natur. Foruden knogler fra de nedlagte kæmpedyr viser udstillingen eksempler på redskaber og kunstgenstande, som jægerne har udskåret af elfenben fra mamutternes meterlange stødtænder

Blandt de spændende istidsfund fra Brno kan også fremhæves indholdet af en 25.000 år gammel begravelse, som foruden skelettet af en mand rummede en række usædvanlige sager, bl.a. verdens ældste "dukke" med løse lemmer, skåret i elfenben. Den døde har formodentlig været shaman, og dukken har sammen med raslende dragtsmykker været rekvisitter, som blev brugt ved de ritualer, der fremkaldte shamanens trance og bragte ham i kontakt med åndernes usynlige verden. Blandt fundene fra Dolní Vestonice er også små brændte lerfigurer af uldhåret næsehorn, hulebjørn og huleløve. Disse kunstværker er faktisk verdens ældste keramiske produkter

VENUS FRA VESTONICE

Klenodiet blandt  de udlånte skatte fra  Moravske Museum er dog en kvindestatuette af brændt ler, Venus fra Vestonice, som med rette regnes for et af istidskunstens absolutte hovedværker. En original istidsvenus har ikke tidligere været udstillet i Danmark, og Nationalmuseet glæder sig til at kunne vise denne 25.000 år gamle skønhed, som i Tjekkiet anses for et nationalt arkæologisk symbol og som i forbindelse med "Missing Links -alive!" på Nationalmuseet for første gang vises uden for sit hjemland.

UDSTILLINGSPROJEKTET

Udstillingen er arrangeret af det danske firma United Exhibits 
og er et samarbejdsprojekt, der tæller nogle af verdens førende forskere heriblandt Dr. Meave Leakey, Nationalmuseet i Kenya, Prof. Alan Walker, Pennsylvania University i USA, Prof. Erik Trinkaus, University of New Mexico i USA og Dr. Jean Clottes, International Committee on Rock Art i Frankrig. Projektet er støttet af Vækstfonden.