Kirkens huse
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Danmarks hen imod 2000 endnu bevarede, middelalderlige kirker står som et synligt udtryk for Kirkens allestedsnærværende rolle i det middelalderlige samfund. Sognekirkerne og deres præster var de yderste led i et vidt forgrenet net. I kirkerne blev den hellige historie og dens sammenhæng levendegjort i ritualer, prædikener og en rig billedverden, og her fulgtes hvert menneskes tilværelse fra vugge til grav.
Mange penge og kræfter blev ofret på at bygge, udbygge og pryde kirkerne lige fra Kristendommens indførelse sidst i 900-tallet og til Danmark gik over til den protestantiske tro i 1536. Kun det bedste var godt nok til Guds hus - og kunne samtidig demonstrere giverens fromhed for Gud og hvermand.
Udskåret bænk fra Ribe Domkirke, omkring 1500.
Altertavlen fra Preetz Klosterkirke, Holsten omkring 1435, med den oprindelige forgyldning og bemaling.
Overalt på vægge, lofter, gulve, figurer og løst inventar var der farver. Den rigeste udsmykning samlede sig om koret i øst, hvor højalteret stod - kirkens helligste sted. Her afholdt præsten messe med brug af kosteligt udstyr af forgyldt sølv og kobber. I kirkens anden ende stod døbefonten af sten, nær ved indgangsdørene som symbol på, at dåben selv var indgangen til livet som kristen. Kirken rummede desuden flere sidealtre viet til helgener, som kunne bringe menneskers bønner videre til Gud. På en tværbjælke i buen mellem koret og skibet, hvor menigheden opholdt sig, stod en figur af Jesus på korset. Alle skulle have for øje, at Guds søn var blevet menneske og havde lidt en ussel død - men var stået op fra sin grav. Død og djævel var besejret på alle menneskers vegne.
Messehagel fra Knud Kirke på Bornholm, omkring 1500