Den vide verden
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Middelalderen var en international tid. I udstillingen er der talrige eksempler på, hvordan danskere stod i forbindelse
med omverdenen. Det skete via handelskontakter, uddannelsesophold, korstog, pilgrimsrejser, klostrenes og romerkirkens forgrenede administrative netværk. Søfarten og de mange store og små skibe var basis for såvel nære som fjerne kontakter.
I den tidlige middelalder (1000- og 1100-årene) sejlede vikingerne og deres efterkommere stadig på handelsrejser mod øst. De russiske floder førte dem helt til sølvforekomsterne ved det Kaspiske hav og til Konstantinopel, centret i det Østromerske rige. Samtidig blev kontakterne mod vest til England,
Normandiet og ned i Europa stærkere og stærkere. Danmark var blevet en del af det romersk katolske Europa, og middelalderen ud styrkedes landets europæiske integration.
Pavekirken og klostrene var ikke bundet af nationale grænser. I kraft af deres faste organisation og det internationale sprog, latin, opererede bisper, præster, abbeder, munke og andre gejstlige scenevant i de forskellige europæiske lande.
Stormændene sørgede for, at deres unge mænd og døtre blev giftet ind i betydende slægter i ind- og udland. Herved sikrede de slægtens indflydelse og position, og det blev almindeligt, at børnene som et led i deres uddannelse blev opdraget hos slægtninge ud i Europa. Håndværkssvende tog på valsen ud i den store verden, før de vendte hjem og indledte deres professionelle gerning i en dansk købstad.
Handelsvarer blev gennem mellemhandlere hentet fra så fjerne egne som Kina og Indien, krydderier kom fra den arabiske verden, metaller fra Øst- og Centraleuropa og kunsthåndværk fra Syd- og Vesteuropa. For varer og mennesker var det nødvendigt at transportere sig. Uden for byerne var vejene blot hjulspor, og vogne kun til nærtransport af varer og mennesker. Skibene var datidens suveræne transportmiddel.