Mellem himmel og helvede
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Middelalderkirken belærte om, at Gud var det faste holdepunkt i en usikker tilværelse. Ingen kunne undgå synd, men Gud ville tilgive, hvis man angrede og
gjorde bod for sine synder, enten her i livet eller efter døden i Skærsildens rensende luer. En skare af helgener kunne lægge et godt ord ind for menneskene hos Gud. Så der var trods alt håb på den yderste dag: Verdensdommens dag, når de frelste blev sendt til det evige liv i Guds himmel, og de fordømte til Helvedes pine.
Middelalderkirken var meget åben for at optage elementer af gammel folketro i sin virksomhed. Forsøg på at påvirke naturens kræfter ved magi kunne sagtens udføres af den lokale præst. Intet var for stort eller småt for Gud. Så sognepræsten tog sig med samme ildhu af søndagsprædiken, messesang og skriftemål - der skulle sikre et evigt liv - som af magiske ritualer, der sikrede frugtbarhed og velstand på jorden hernede. Både husdyr og marker fik Guds velsignelse. Kirkelige formularer og latinske remser blev samtidig optaget i den folkelige magi, som eksisterede ved siden af. Trylleordene "hokus pokus" er f.eks. en forvanskning af nadverordene "Hoc est corpus meus" (dette er mit legeme). På den måde kom kirkens tankeverden til at gennemsyre alt. I løbet af middelalderen lagde Kirken stadig større vægt på at inddrage hver enkelt aktivt i fromhedslivet. En levende billedverden var sammen med kirkelige skuespil med til at gøre den hellige historie nærværende. Helgenerne fik en stigende rolle som mellemmænd til Gud, og blev tit tillagt egen evne til at hjælpe mod alverdens problemer her i livet. Og til sin tid ville de også på dommens dag gøre, hvad de kunne, for at hjælpe de syndige sjæle til frelsen.