Martin Andersen Nexøs drøm om et bedre samfund med lige muligheder for alle gik på sin vis i opfyldelse med skabelsen af den danske velfærdsstat og velfærdssamfundet.

I 30'erne arbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet for samme mål. Der skulle være arbejde til alle, og alle skulle havde de samme sociale rettigheder. Der blev desuden fremsat krav om bedre boliger. Fagbevægelsen kæmpede også for at højne arbejdernes selvværd. Den politisk korrekte arbejder brugte sin fritid sammen med familien, og ikke med vennerne på værtshuset. Han afleverede lønnen hjemme, og gik ordentligt klædt. Et af arbejderbevægelsens store projekter blev opbygningen af kulturelle institutioner som højskoler, forlag, oplysningsforbund (AOF) og teater (ARTE).

30'ernes kriseår var imidlertid svære tider. Arbejdsløshed, uroligheder og demonstrationer var på dagsordenen, og modsætningsforhold rådede på kryds og tværs i samfundet. Alligevel opnåede Danmark en lille økonomisk vækst i 30'erne. Der blev så småt taget hul på de sociale forbedringer og reformer, som for alvor slog igennem i efterkrigstiden.

I 1929 kom socialdemokratiet til magten sammen med Det radikale Venstre. Ønsket om sociale reformer stod højt på ønskelisten. I 1933 blev hele sociallovgivningen revideret og forbedret med socialminister K.K. Steinckes socialreform, der skulle blive fundamentet i sociallovgivningen, indtil denne blev afløst af bistandsloven i 1976. Loven indeholdt bestemmelser om offentlig forsorg, folkeforsikring, forsikring som følge af ulykkestilfælde og loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Af lovens indhold kan endvidere nævnes bestemmelser om børneforsorg, aldersrente, invalideforsikring, fattighjælp, sygeforsikring og ulykkesforsikring. Inden reformen havde sociallovgivningen bygget på et almisse- eller skønsprincip. Dengang stod det dermed myndighederne frit at vurdere, hvor trængende den enkelte var. Med reformen afløstes skønsprincippet af et retsprincip med faste takster.

Den udbygning af de sociale institutioner, som regeringen Stauning-Munch havde indledt i 30'erne fortsatte i stigende omfang i 50'erne og 60'erne. Med opsvinget og den lave arbejdsløshed havde velfærdsstaten gode vækstbetingelser. Ikke kun for socialdemokraterne, men for alle blev velfærdsmodellen lig med forestillingen om, hvordan det gode samfund skulle fungere. Der blev skabt et velfærdssamfund, der tog hånd om sine borgere fra vugge til grav. Der blev bygget vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler og plejehjem. Det offentlige overtog mange af familiens funktioner som pasning af børn og omsorg for de syge og gamle. Den lille aldersrente, der tidligere havde været givet til de ældre, blev i 1956 afløst af folkepensionen. Blev man syg, arbejdsløs eller var man på anden måde forhindret i at arbejde, var der ingen grund til at fortvivle. Med bistandsloven kunne alle i princippet være sikre på en hjælp af en sådan størrelsesorden, at det ikke skulle være nødvendigt at gå fra hus og hjem. Alle skulle kunne leve godt og trygt.

I 30'erne havde man søgt at skabe en arbejderkultur, der adskilte sig fra de borgerlige kulturelle værdier. I en velfærdsstat skulle forskellene nedbrydes og alle have adgang til de samme kulturelle oplevelser. Bibliotekerne blev udvidet og bød også på nye kulturelle tilbud som foredrag og koncerter.

Billedet af konstant fremgang mod nye højder blev brudt i 70'erne og 80'erne. Oliekrisen kradsede. Danmarks gæld til udlandet steg. Et velfærdssamfund koster, nedskæringer af de offentlige budgetter blev en realitet.