Racespørgsmålet skulle blive et af århundredets helt store temaer. Nazismen fylder meget i tilbageblikket over racehygiejnens historie, men frem til 2. verdenskrig var race faktisk et almindeligt og alment diskussionsemne.

Johannes V. Jensen var meget interesseret i racespørgsmålet. For ham, som for mange andre i datiden, var kernen i racebegrebet den nordeuropæiske "hvide mand". Den hvide mands overlegenhed blev understreget igennem videnskabelig litteratur, raceeksotisering og vittighedstegninger. Som jøde og aktiv samfundsdebattør var Georg Brandes et oplagt offer for vittighedstegninger. Raceeksotiseringen betød bl.a., at negre blev fremstillet på en ganske særlig måde. Man kunne købe figurer af disse negre i form af sparebøsser eller pyntegenstande, eller læse om dem i bøger som "Lille sorte Sambo" fra 1899 og tegneserien "Tin Tin i Congo". Det var ikke kun et spørgsmål om hudfarve, men også om kultur. På det kulturelle område, som på alle andre, betragtede "den hvide mand" sig selv som overlegen. Det var derfor til stor irritation for racebevidste mænd som Johannes V. Jensen, at det netop var de sortes musik, de unge i 20'erne kastede sig over. Der blev spillet Jazz og danset Charleston, og mange lod sig forarge af "den vilde neger-musik".

Med inspiration fra Darwins evolutionsteori blev det gennem racelæren fremhævet, at det altid ville være de stærkeste eller bedst egnede, der overlevede og fik mulighed for at føre deres arvemasse videre. Nogle racer var bedre end andre, og disse racer havde en naturlig ret til at herske over andre. Denne opfattelse brugte Hitler bl.a. til at retfærdiggøre den nazistiske racepolitik, hvor den hvide, ariske race blev fremhævet som herrefolket. I Hitlers øjne var det kun naturligt, at den overlegne ariske race skulle erobre "lebensraum" på bekostning af svagere racer.

Efter krigen roste omverdenen danskerne for deres afstandtagen fra nazisternes jødeforfølgelser. Nogle danskere havde løbet en stor risiko ved at hjælpe jøder med at flygte til Sverige. Der tales til gengæld ikke højt om, at Danmark i 30'erne faktisk havde placeret sig selv i front, hvad racehygiejne angik. Det diskuteredes, hvordan "under-målere" som åndssvage, sindssyge og alkoholikere burde indgå i samfundet. Skulle de overhovedet have lov at få børn? Svaret var dengang nej! Sterilisationsloven fra 1934 forbød åndssvage at få børn. Hensigten med loven var på længere sigt biologisk at udrydde alle "minus-menneskerne" i Danmark. Loven holdt helt frem til 50'erne. I dag forbyder vi ingen at få børn, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sorteres. Teknologien og videnskaben har åbnet nye veje i form af fostervandsprøver og scanningsteknikker.

Racediskussionen er ikke kun et spørgsmål om hudfarve, i racediskussionen gemmer der sig generelt en frygt og usikkerhed overfor det, som er anderledes og ukendt. Fra midten af 80'erne er diskussionen om hudfarve og kultur blomstret op i en fornyet form og med fornyet kraft. Igennem hele Danmarkshistorien har der været mennesker fra andre lande og andre kulturer, som har bosat sig i Danmark. Indvandringen er ikke noget nyt, men der har aldrig været så stor fokus på og polemik omkring "de nye danskere", som i slutningen af det 20. århundrede.