Ikke alle bifaldt racediskussionen. I mellemkrigsperioden satte kritikere som Poul Henningsen hårdt ind overfor nationalismen og nazismen. Dette foregik i tidsskrifter som "Kritisk Revy" og "Kulturkampen", hvor venstreorienterede intellektuelle, kunstnere og frisindede borgere samledes for at føre den kulturkamp og kulturkritik videre, som Georg Brandes havde indledt allerede i 1870'erne.

Georg Brandes troede på den frie forsknings ret, og at den frie tankes endelige sejr var nær. Den menneskelige erkendelse skulle ifølge Georg Brandes ikke længere tage sit udgangspunkt i religiøse trossætninger, men derimod i det han betragtede som den frie tanke eller som menneskets kritiske fornuft. Kernen i Georg Brandes' holdning og anskuelser var kampen for individets frigørelse. For ham var såvel det menneskelige som samfundsmæssige ideal den fulde individuelle frihed. Hans idé var at forene individualismen og ideerne om frihed og lighed på et klassegrundlag, som omfattede både borgerskabet, intelligentsiaen og de bredere folkelige bevægelser. Frihed og lighed skulle være for alle.

Brandes' tanker kom på mange måder til at danne bro mellem generationen omkring det moderne gennembrud og den senere kulturradikalisme, som voksede ud af 20'ernes og 30'ernes kulturelle situation.

De intellektuelle og akademikerne søgte at gøre op med den elitære borgerlige embedsmandskultur, konservatismen og de samfundsmæssige værdier, som borgerskabet stod for. De kritiserede borgerskabets etablerede verdensbillede, der efter 1. verdenskrig begyndte at revne.

De kulturradikales ønske var at skabe et bedre samfund. Ingen i samfundet havde krav på bedre vilkår end andre. Ingen skulle føle, at de var bedre eller mere interessante end andre uanset køn eller klasse. Det gjaldt om at beskrive folks verden lige meget, hvor triviel eller ensartet den end måtte forekomme.

En af de kulturradikale skabte i 30'erne figuren Larsen som betegnelse for datidens jævne lille mand. Larsen hørte til gruppen af anonyme kontorfunktionærer, der voksede sig stadigt større i løbet af mellemkrigsårene. Den ringe løn, Larsen tjente ved sit kontorarbejde, gjorde, at han ikke kunne realisere sin drøm om at leve efter borgerskabets levestandard. Det blev til sangen om Larsen eller Kjeld Abells teaterstykke: "Melodien der blev væk", hvor den lille Larsen ender med at gøre oprør mod det borgerlige samfunds undertrykkende normer ved symbolsk at sno sig ud af det snærende jakkesæt.

Den kulturradikale kritik betød kamp over en bred front. Kritikerne var partipolitisk uafhængige og havde et bredt demokratisk funderet helhedssyn. Det blev derfor en bred bevægelse af intellektuelle inden for en lang række områder som bl.a. arkitektur, litteratur og det brede kulturliv. Der var et mål med deres kamp, et ønske om at forbedre samfundet til alles, men også til den enkeltes bedste. De kulturradikale nøjedes ikke blot med at beskrive den lille mands vilkår, de søgte i høj grad også at forbedre dem. Funktionalismens arkitekttegnede boliger var tænkt som forbilleder for, hvordan man bedst kunne bo. De var tiltænkt den jævne mand. Men den jævne mand kunne ikke finde sig til rette i de for ham skrabede funkisomgivelser.

Kirken var et vigtigt tema for de kulturradikale. De rejste krav om et mere moderne syn på opdragelse, skole, kvindefrigørelse og moral. De kulturradikale var generelt fascineret af psykoanalysens fader Sigmund Freud, der bidrog med en ny opfattelse af seksualiteten og den centrale rolle barndom og opdragelse havde i kulturkampen.

Tråden fra de kulturradikale i 20'erne og 30'erne blev i i 60'erne taget op af de såkaldte nyradikalister. Blandt dem var forfattere som Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Benny Andersen og Villy Sørensen. Som de kulturradikale forgængere ønskede også nyradikalisterne, at beskrive det nære, den jævne mand og de almindelige hverdagsproblemer.

Nyradikalisterne stod dog først og fremmest for en kritik af velfærdssamfundet og forbrugerismen. De kritiserede medierne for at flytte folks opmærksomhed fra samfundets virkelige problemer. Både medierne og befolkningen syntes at gå mere op i skilsmisser, forbrug, celebre begivenheder og charterferien til Mallorca end problemer som virkelig var af betydning.

Fælles for kulturkritikken op gennem århundredet, var den generelle kritik og dikussion af problemer og temaer i det moderne samfund. Fælles var også, at ingen af kulturkritikerne kunne frasige sig den intellektuelle, lidt arrogante og bedrevidende tone i deres kritik.