Kampen om kvindefrigørelse og kvindernes rettigheder skulle vise sig at blive et af århundredets helt store temaer. Georg Brandes havde været en stor fortaler for kvindernes ret til frigørelse og ligestilling. Allerede i 1869 oversatte han englænderen John Stuart Mills bog "Kvindernes Underkuelse".

Hvor mændene omkring århundredskiftet havde helliget sig de store samfundsvisioner og lod sig fascinere af teknikkens forunderlige verden, havde kvindebevægelsen langt mere beskedne forhåbninger.

Kvindesamfundets fane, 1871.

Kvindesagsforkæmperne kæmpede målrettet for kvindernes politiske rettigheder og for valgretten, som blev gennemført i 1915. De arbejdede desuden for at forbedre kvinders erhvervsmuligheder og fremsatte kritik af kønnenes forskellige opdragelse og af mændenes dominerende patriarkalisme i samfundet såvel som i hjemmet. Det var dog kun de færreste kvinder, der stod bag kvindesagens mål, og kun få der var aktive i kvindebevægelsen.

I 1920'erne blev De Danske Husmoderforeninger stiftet, og det blev til stor fortrydelse for kvindesagsforkæmperne den største kvindebevægelse i det 20. århundrede. Husmoderforeningerne kæmpede hverken for retten til uddannelse eller erhverv. Målet var at opnå både samfundets og mændenes erkendelse af, at det huslige arbejde i sig selv var en slags erhverv. Standarden i husførelsen skulle højnes, og gennem husmoderforeningerne, dameblade og diverse bøger om korrekt husholdning, lærte den enkelte husmoder at pudse, polere og støvsuge, så hjemmet tog sig bedst muligt ud. For de hjemmegående husmødre var husarbejdet ikke noget som skulle overstås hurtigt - det var et kald!

I begyndelsen af århundredet fik stadig flere ugifte kvinder adgang til uddannelse og erhverv. Den gængse opfattelse var imidlertid, at kvindens vigtigste mål i livet var at blive gift for herefter at være en fast støtte for mand, hjem og familie. Gifte kvinder havde ikke erhvervsarbejde, og de fleste generede sig ikke for at diskriminere de udearbejdende husmødre. Som århundredet skred frem, steg antallet af udearbejdende kvinder imidlertid støt. De fleste kvinder fandt beskæftigelse som ufaglærte i industrien eller i social- og sundhedssektoren. Det var oftest lavtlønsjobs, og selv hvor kvinder udførte det samme arbejde som mænd, var de lavere lønnet.

Med fornyet kraft tog rødstrømpebevægelsen i 70'erne kampen op for kvindernes rettigheder. Der skulle kæmpes for lige løn, lige vilkår og gøres op med mændenes og modeindustriens kvindeideal, som ifølge rødstrømperne var både diskriminerende og undertrykkende. BH-er blev brændt og make-up smidt i skraldespanden. Rødstrømperne var mestre i at skabe opmærksomhed. I 1970 gik de ind i en Københavnsk bybus og nægtede at betale fuld pris for billetten. De ville kun give 80% af billetprisen, hvilket svarede til, hvad kvinderne fik i løn i forhold til mændene. Når de tjente mindre, måtte det også være rimeligt at skulle betale mindre!

Skønt kravene om ligeløn og ligestilling var krav, som alle udearbejdende kvinder kunne identificere sig med, var det fortrinsvis unge veluddannede kvinder, der førte an i 70'ernes kvindekamp. Kvinderne i arbejderklassen havde svært ved at identificere sig med rødstrømpernes aktioner og metoder.

Til forskel fra 70'ernes søstersolidaritet og fælles kamp blev der i 80'erne sat fokus på den enkelte kvindes kamp i en mandsdomineret verden. Iført spadseredragter kæmpede tidens såkaldte karrierekvinder en kamp om at få succes og nå til tops på lige fod med deres mandlige kolleger. Et af damebladenes foretrukne emner blev kvindernes valg af karriere og caféliv og fravalg af mand og børn. I 90'erne skal der ikke vælges fra. Her gælder det om både at kunne skabe sig en succesfuld karriere og samti-dig have et velfungerende familieliv - helst med flere børn.