Økonomien, den private som den samfundsmæssige, har igennem hele århundredet været tæt forbundet med danskernes forbrugsønsker og vaner. Penge er dog ikke alt. Brugen og opfattelsen af de ting, man omgiver sig med, hænger i høj grad sammen med livsstil, livsopfattelse og socialt tilhørsforhold. Forbrug er ikke kun et spørgsmål om at anskaffe sig ting, men også om hvordan og i hvilken sammenhæng man bruger dem. Dette afspejles bl.a. i den måde forskellige grupper i det danske samfund har indrettet deres boliger på gennem tiden. I udstillingen indgår dele fra et borgerhjem, et arbejderhjem og et husmandshjem.

I løbet af 50'erne begyndte arbejdsløsheden at falde, og lønningerne steg, og arbejderne fik råd til ting, de aldrig havde turdet håbe på. Hverdagen og fremtiden tegnede lysere i velfærdssamfundets dage.

Støvsuger købt i 1961.

Med efterkrigstidens højkonjunkturer satte det samfund, som vi på mange måder kender i dag, ind med masseproduktion og forbrug. Omkring 1960 var der stort set fuld beskæftigelse, og de tjente penge kunne omsættes til forbrugsgoder som: fjernsyn i teaktræ, det amøbeformede skrivebord, føntørrreren, barbermaskinen, Carmen Curlers, højfjeldssolen og campingvognen. Nye materialer som f.eks. plastic satte deres præg på den nye tids forbrugsgoder.

Eva brød- og pålægsmaskine fra 50'erne.

De, der var opvokset under jævne kår under krisen i 30'erne, havde aldrig troet, at forbrugsgoder som køleskab, fjernsyn og bil skulle komme inden for deres rækkevidde. Under 50'ernes og 60'ernes opsving blev disse til moderate forbrugere. Det samme kunne ikke siges om de, der voksede op i 50'erne og 60'erne. De tog økonomien mere afslappet og kastede sig bestandigt ud i nye indkøb.

Fra 70'erne begyndte den "Køb - brug og smid væk"-mentalitet, der også kendetegner nutiden, at blive fremherskende. Skiftende moder og masseproducerede varer af ringe kvalitet gjorde deres til, at det gamle blev kasseret i stedet for repareret. Hvor man i begyndelsen af århundredet havde købt sine møbler, for at de skulle kunne holde hele livet, var den tid, hvor de nye møbler kom til ære og værdighed kun begrænset.

Det grønne emaljerede køkkentøj hører især til i 1930'erne. Køkkentøjet kunne fås i gul, rød og grøn. Den mest populære farve var og blev dog den blå, som gav navn til farven køkkenblå og kaffekanden "Madam blå". Når en husmoder først havde fået anskaffet sig køkkentøjet, beholdte hun det for livet, og ikke som i dag, hvor vi er tilbøjelige til hastigt at skifte vores ting ud.

Bilen er som forbrugsgode et helt kapitel for sig. Den blev ikke kun et symbol på økonomisk fremgang, det blev også et statussymbol. Bilen betød frihed. Frihed til at bo og arbejde forskellige steder. Frihed til at tage familien med på en tur eller sågar på ferie, uden at tage hensyn til bustider eller at sidde i et trangt tog. Bilen gav også frihed til at handle, hvor man ville. At købe ind skulle ikke længere udelukkende opfattes som et dagligt gøremål, som hurtigt måtte overstås. Det skulle være en oplevelse. Børneunderholdning, musik, og modeshows søgte at lokke familierne på tur til stormagasinerne. Store centre og lavprisvarehuse med selvbetjening voksede frem på bekostning af den lille lokale købmand.

Forbrugsmønstret ændrede sig fra et rent nødvendighedsforbrug til et mere luksusbetonet forbrug, samtidig med at kravene til, hvad der blev betragtet, som nødvendigt, steg. At have sparet penge op var ikke længere et krav. Alt kunne købes på konto eller kredit. Var man i tvivl om, hvad det var man ønskede at købe, hjalp reklamerne på vej.

Forbrugeren lod sig dog ikke altid lokke. Den bevidste forbruger ville have varer af kvalitet og ordentlig behandling. Forbrugerne blev en ny samfundsmæssig magtfaktor, hvis indflydelse skulle vise sig at række langt ud over supermarkedets kølediske.