Fra den 9. april 1940 til den 4. maj 1945 var Danmark besat af Tyskland, og besættelsestiden fylder stadig meget i danskernes bevidsthed. Anden verdenskrig er i mange henseender blevet stående som det store skel i det 20. århundredes udviklingshistorie.

Tysk patrulje i Istedgade, København, under besættelsen.

For danskerne i almindelighed adskilte dagligdagen under krigen sig ved forsyningsknaphed og varemangel. De kul og koks, der skulle bruges til opvarmning, var for det meste blevet importeret fra England. Under krigen måtte man derfor klare sig med tørv og danske brunkul. Skønt kvaliteten ikke var den bedste, fik man dog varme, og nogle af de mange arbejdsløse kom i arbejde. Der skulle graves tørv og arbejdes i de danske brunkulslejer. Forsyningssituationen var på de fleste områder bedre i Danmark end i noget andet besat eller krigsførende land i Europa. Alligevel blev danskernes daglige kalorieforbrug nedsat, og det fik en vis betydning for den generelle sundhedstilstand. Med manglen ændredes både forbrug og spisevaner. Sukkerforbruget faldt betydeligt, mens der blev spist flere fisk og æg, mere ost, og forbruget af mel og havregryn steg. Varer som kaffe blev erstattet af surrogater af forskellige slags, og god tobak var næsten umulig at opdrive. Der var mangel på benzin, og privatbilerne måtte blive i garagen. Lastbiler og taxaer fik påsat gasgeneratorer, hvor klodser af bøgetræ ved forbrænding blev omdannet til gas.

Problemerne under krigen var hverken socialt eller geografisk ligeligt fordelt. Priserne på dagligvarer steg uden at lønningerne fulgte med, og der blev indført rationering af dagligvarer, så de der havde bedst råd, ikke skulle købe alle varerne. Derved var problemet dog ikke løst, idet de velstillede havde råd til at handle på den sorte børs. For nogle danske virksomhedsejere og landmænd var der stor fortjeneste at hente på besættelsen. Tyskerne aftog store mængder af danske landbrugsprodukter til gode priser. Under krigen var der mangel på arbejdskraft i Tyskland, mens der til gengæld var arbejdsløshed i Danmark, og mange arbejdere så sig nødsaget til, frivilligt eller tvunget af arbejdsløshedskassen eller socialkontoret, at tage arbejde i Tyskland.

Rationeringsmærker fra besættelsesårene.

Den danske regering havde fra starten valgt samarbejdspolitik frem for modstand. I løbet af 1941 og begyndelsen af 1942 dannedes imidlertid modstandsgrupper rundt om i landet af folk, som var uenige i samarbejdspolitikken. Den 29. august 1943 tvang udbredt folkelig protest og skærpede tyske krav statsminister Scavenius og hans regering til et brud med tyskerne. Måneden efter oprettedes Frihedsrådet, der kom til at repræsentere hele modstandsbevægelsen. Nye tilstande med deportationer og henrettelser af modstandsfolk satte ind, og de danske jøder blev forfulgt; ca. 500 endte i koncentrationslejre. I efteråret 1944 opløste tyskerne det danske politi, og også mange politifolk blev ført til tyske koncentrationslejre.

Et særligt kapitel i besættelseshistorien blev de danske kommunisters skæbne. På foranledning af tyskerne pågreb og internerede det danske politi i 1941 omkring 300 kommunister. Trods sygdom blev også Martin Andersen Nexø indsat i Frederikssund arrest for sin kommunistiske virksomhed. De fleste kommunister blev sendt til Horserødlejren, og rigsdagen vedtog en lov der forbød kommunistisk aktivitet i Danmark. Efter bruddet med tyskerne i august 1943 blev en del af de internerede kommunister deporteret til koncentrationslejren Stutthoff, mens andre havde held til at flygte.