Den 27. april 1998 ramte konflikten Danmark. Som så mange gange før var arbejderne på barrikaderne og havde fundet de røde faner frem. Denne gang var det en kamp om mere fritid og om at tage hul på den 6. ferieuge. På mange måder synes dette at været et tegn på, at arbejderbevægelsen er nået langt i det 20. århundrede. Ved århundredskiftet havde arbejderne f.eks ikke ret til ferie. Denne ret fik man først tilkæmpet sig med ferieloven i 1938, der gav de fleste arbejdere ret til 2 ugers ferie.

Banner fra 1. maj demonstration. ABA.

Martin Andersen Nexø havde store forventninger til, at det 20. århundrede ville blive en bedre tid for det arbejdende proletariat. Hans tro på fremtiden var dog blandet med en god portion skepsis. Der var mange opgaver at løse. Som udgangspunkt måtte der begyndes med det elementære. Det gjaldt i første omgang om at få fordelt brød til alle de sultne munde.

Ifølge Martin Andersen Nexø var dagen nær, hvor proletaren ville fremstå som erobrer. De laveste i samfundet skulle bevæge sig fra dybet op i lyset og sætte sig spor ikke kun i samfundet, men også i det kulturelle landskab. Arbejderne skulle ikke stræbe efter borgerskabets værdier, men i stedet ranke ryggen og skabe deres egne. Som Martin Andersen Nexø udtrykte det, skulle arbejderne holde sig fri af borgerskabets meninger og domme, og barhovedet gå det nye i møde. En arbejder skulle være stolt over at være arbejder.

Et af arbejderbevægelsens mål var at skaffe bedre boliger til arbejderne. Idealet var at arbejderne selv skulle bygge og eje deres boliger. Arbejderne på B&W tog initiativet til Arbejdernes Byggeforening og i 1906 opsattes træskiltet på byggeforeningens nyopførte huse ved Lyngbyvej.

Mod slutningen af det 19. århundrede voksede arbejderklassen sig så stærk, at den kunne gøre sig gældende som samfundsmæssig magtfaktor. Den første store konflikt fandt sted i 1899. Arbejderne tabte selve konflikten, men vandt med det såkaldte septemberforlig en "grundlov" for overenskomstfor-handlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Der var nok at kæmpe for. Et af arbejdernes vigtigste krav var kravet om et arbejde, der ikke sled kroppen op, og som gav en løn, man kunne leve for. Arbejdstiden skulle nedsættes. Omkring 1900 blev der arbejdet 6 dage om ugen, og selve arbejdsdagen kunne let snige sig op på 12-14 timer. I 1919 lykkedes det imidlertid for fagbevægelsen og arbejdsgiverne at forhandle sig frem til en 8-timers arbejdsdag. 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile lød parolen.

Arbejderne var fælles om deres krav, men i kølvandet på 1. verdenskrig var det en splittet arbejderbevægelse, der kæmpede. Syndikalisterne, kommunisterne og socialdemokraterne havde hver deres løsning på, hvordan der kunne opnås bedre vilkår for arbejderne. Med den russiske revolution styrkedes håbet om proletariatets diktatur. I 1919-20 opbyggedes den kommunistiske verdensbevægelse, og den kommunistiske bevægelse fik også tilslutning i Danmark. Som kommunist så Martin Andersen Nexø kapitalismen som en hindring for arbejderklassens frihed. Der skulle kæmpes for et socialistisk samfund, og midlet var proletariatets diktatur. Socialdemokratiets svar på proletariatets diktatur var parlamentarisk demokrati og reformer, og det var det, der vandt bred tilslutning.