Det var en reaktion mod den ældre generations forherligelse af en moralsk livsanskuelse, hvor fornuften var i højsædet og videnskaberne baseret på erfaring. Romantikerne dyrkede det af guddommen beåndede geni, det dramatiske og det følelsesladede.

Både inden for litteraturen, kunsten og videnskaberne blev den romantiske naturfilosofi den dominerende retning, og ideen om en enhed bag universets mangfoldighed kom til at præge hele guldalderen.

Samtidig væltede ulykkerne ind over nationen. Efter englændernes angreb ved Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807 opgav Danmark sin neutralitet og blev Frankrigs allierede.

Romantikken

Da den unge Adam Oehlenschläger (1779-1850) i 1802 mødte den norske  naturforskeren Henrich Steffens (1773-1845) i Drejers Klub åbnedes en ny verden for ham. Steffens berettede begejstret om den nye romantiske naturfilosofi. Oehlenschläger lyttede med ungdommens modtagelighed.

Romantikken gjorde op med rationalismens strenge formkrav, og i stedet satte man en ubunden, digterisk frihed, hvor fantasien fik frit spil. I ideen om en helhedsanskuelse af tilværelsen, der erkendte det guddommelige i naturen, historien og kunsten fandt Oehlenschlägers talent sin forløsning. 

For ham betød denne erkendelse et brud med den traditionelle digtning og debutbogen "Digte 1803" varslede en fornyelse af den poetiske fortællekunst i Danmark. Digtsamlingen indeholdt en episk, en lyrisk og en dramatisk del, og blev således universalpoesi. "Guldhornene" kom til at stå som romantikkens programdigt.

I 1810 fik Oehlenschläger et professorat i æstetik ved universitet, og skønt han vedblev at skrive livet igennem, bl.a. et væld af nordiske tragedier og dramaer, så var det værkerne fra den tidlige ungdom, der fik banebrydende betydning, og som kom til at præge en hel litterær epoke.

Hauchs Physiske Cabinet

En af enevældens betydeligste embedsmænd var overhofmarskal Adam W. Hauch (1755-1838). Sideløbende med denne høje post var han en fremragende videnskabsmand. Han havde en karriere i militæret bag sig, da han i 1786 forlod dette for at hellige sig fysikken og kemien.

På en 3-årig studietur til udlandet stiftede Hauch bekendtskab med tidens førende videnskabsmænd. Han studerede samlinger af videnskabelige instrumenter, og inspireret heraf begyndte han efter hjemkomsten i 1789 at opbygge sit eget laboratorium, sit "Physiske Cabinet". Samtidig skrev han lærebøger og udgav sine forskningsresultater.

Ved udnævnelsen til overhofmarskal i 1798 blev han både direktør for Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Teater. Desuden fik han ansvaret for forvaltningen af kunstkammeret, der på Hauchs foranledning blev opløst i 1825 og fordelt på forskellige specialsamlinger. Han blev således en af den moderne museumshistories foregangsmænd.

Da Hauch i 1815 fik økonomiske problemer, solgte han sin unikke instrumentsamling til Frederik VI, dog på meget favorable vilkår, idet en af betingelserne var, at samlingen skulle forblive i Hauchs bolig. I 1827 blev den imidlertid foræret til Sorø Akademi, hvor den befinder sig i dag.

Det ændrede landskab

I takt med landboreformerne sidst i 1700-tallet skete der store forandringer inden for skovbruget. Flere skovforordninger - eller love - fulgte efter hinanden, og hvor skovbruget før havde været en integreret del af landbruget, blev disse nu to separate erhverv.

Udskiftningen af fællesskabet fik stor betydning for det nye skovbrug, idet den jord, der i følge lovene blev udlagt til skov, for altid skulle forblive skov. Før reformerne havde bønderne ret til at lade deres kreaturer græsse i skovene, ligesom de måtte hente brænde og ris til gærder.

Efter fredskovsforordningen af 1805 blev skovene hegnet ind af stengærder, og kun svinene fik fortsat lov til at søge efter olden. Som erstatning for tabt græsningsret fik bønderne jord. Landskabet ændrede karakter og blev mere kontrastfyldt, idet skovene, der tidligere var vidt udbredte, men mindre tætte, nu fremtrådte indhegnede med lige konturer, og agerlandet blev mere åbent.

En af mændene bag et ordnet skovbrug var den tyske forstmand Johann Georg von Langen, der indførte en række nye træarter i Danmark, f.eks. lærk, rød- og ædelgran. Disse unge nåleskove blev hurtigt udbredte, men de er sjældent at finde i guldalderens landskabsmalerier; de nationalt sindede kunstnerne anså dem ikke for typisk danske.

Den romantiske have

Inden for havekunsten kom de romantiske strømninger fra England, hvor den naturlige have med slyngede stier og vældige træer afløste idealerne fra den franske barokhave med geometriske og symmetriske anlæg, og klippede hække og regelrette linier. I Danmark blev Søndermarken omlagt i engelsk stil allerede i 1785-88, og i 1798-1802 fulgte Frederiksberg Have efter.

Tæt på Søndermarken lå Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek (1775-1829) anlagde sin have efter romantisk mønster. I 1798 giftede hun sig med litteraten Knud Lyne Rahbek (1760-1830), der boede på Bakkehuset, og her blev de til deres død.

I Bakkehuset havde en kreds af skønånder, litterater og botanikere deres gang, også Oehlenschläger, der var forlovet med Kammas søster. Kamma Rahbek havde et nært venskab til gartnere og botanikere, og med disse udvekslede hun erfaringer og planter, ikke mindst med F.L. Holbøll, der var overgartner i Botanisk Have.

Fra breve ved man, at Holbøll f.eks. tiggede bellisplanter af Kamma Rahbek, som han skulle bruge til kantplanter i Botanisk Have. Til gengæld fik hun nye og sjældne stiklinger af ham, som hun opdyrkede med ildhu. Hun gik videnskabeligt til værks og opholdt sig udelukkende i haven, når hun arbejdede. Sværmeriet overlod Kamma Rahbek til sine gæster.  

Gieseckes grønlandsrejse

I 1806-1813 foretog preussisk bjergråd Karl Ludwig Giesecke (1761-1833)

en undersøgelse af de geologiske forhold på Grønland. Giesecke havde året før gjort en rejse til Færøerne, hvor han indsamlede mineraler, og begge rejser skete på Den Kgl. Grønlandske og Færøske Handelscommisions bekostning.

Gieseckes levnedsløb formede sig højst usædvanligt. Han studerede jura og mineralogi i Tyskland, fungerede både som mineralsamler og mineralhandler, optrådte en årrække som skuespiller og endte sine dage som professor i mineralogi i Dublin.

I perioden 1790-1804 opholdt han sig i Wien, hvor han skrev operatekster og var skuespiller. Ved uropførelsen af Mozarts opera "Tryllefløjten" på Wiedner Theater i 1791 optrådte Giesecke som 1. slave. Der er endog fremsat teorier om, at han skulle være ophavsmand til librettoen til "Tryllefløjten", et arbejde, der normalt tilskrives Emanuel Schikaneder.

Opholdet i Grønland kom til at vare 7 ½ år, fordi Englandskrigene rasede. Af samme grund blev forsyningerne fra Danmark afbrudt, og Giesecke arbejdede ofte under ekstreme forhold. Han blev én af pionererne inden for den geologiske udforskning af Grønland, før hans afrejse kendte man 30-40 mineraler fra Grønland, et tal der efter hans hjemkomst blev fordoblet.

Ballonfærd over København

I 1806 skete der noget ganske usædvanligt på Rosenborg eksercerplads i København, idet den belgiske luftskipper Etienne Gaspard Robertson lettede med sin ballon fra pladsen og foretog en luftfart, der førte ham helt til Roskildeegnen. Ballonopstigningen blev overværet af kongefamilien samt af 50.000 københavnere.

Brødrene Montgolfière havde 1783 sendt den første store varmluftballon op fra slotsgården i Versailles, og den vellykkede færd blev snart efterfulgt af mange flere. Robertson havde gjort denne sensationelle erobring af rummet over os til sin levevej, og han udførte ligeledes en række meteorologiske undersøgelser i de højere luftlag.

Arrangøren bag Robertsons ballonopstigning for den måbende skare var ingen ringere end overhofmarskal A.W. Hauch. Han interesserede sig levende for nye og eksperimenterende fænomener og havde tillige også fornemmelse for underholdingsværdien af en sådan begivenhed.

En af de tilskuere, på hvem Robertsons ballonfærd gjorde et uudsletteligt indtryk var fysikeren H.C. Ørsted. Inspireret af sine oplevelser begyndte han at skrive digtkredsen Luftskibet - men fuldendte den dog først 30 år senere. Ørsted byggede således med sin digtekunst bro mellem videnskabens og poesiens verden.