Udfører en søgningSøg
Foto: Kristine Kiilerich 1 af 4
ChevronrightChevronrightChevronrightChevronright

Din bolig - vores historie

BL – Danmarks Almene Boliger fejrer 100-års jubilæum i 2019, og i den forbindelse indsamler Nationalmuseet din bolighistorie.

Det er din historie, dit liv og dit hjem, Nationalmuseet gerne vil høre om.

Alle historier om det levede liv, naboskab og fællesskab for den million mennesker, der i 2019 bor i en almen bolig er vigtige at bevare for eftertiden.

Alle almene beboere er velkomne til at bidrage til Danmarks historie.

Video: Claus Bech

Vi glæder os til at modtage din historie – senest den 31. december 2019.

Har du spørgsmål til Din bolig – vores historie? Kontakt Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser på denne e-mail: neu@natmus.dk

Du er med til at skrive fremtidens historie.

Vi har allerede modtaget nogle virkelig fine bolighistorier. Herunder kan du se et uddrag af dem:

"Min lejlighed er min base - min helle - mit værksted. Når solen går ned og Frederiksberg Rådhus og Zoo-tårnet bliver lyserød eller lilla i aftenstunden, sidder jeg på den indbygget altan, som jeg har lavet til en rygelounge, og nyder min store fede cigar. Det er en lykkestund.
Stille og luften fyldt med blågrå velduftende cigarrøg. I morgen må jeg i Netto og købe 'mad-splids-pålæg', tænker jeg, og puffer videre på cigaren. Min ryger-lounge forsvinder snart. Et ombygningsprojekt til 250 millioner er i gang."
Mand f. 1964, Frederiksberg

"De væsentligste forandringer ved at bo i almen bolig, er at jeg har haft mere tid til familie o.a. Med hus og have har man langt flere gøremål, og det er ikke mange man kan være fælles om.Fordelen ved at leje er frihed! Det er en overdrivelse at påstå man er mere fri i en ejerbolig. Måske til at gøre hvad der passer en? Men man er reelt set stavnsbundet i sine mursten når først skødet er skrevet. Jeg er ikke længere afhængig af prisudviklingen på ejerboliger, rentestigninger, rentefald, stigende gebyrer, låneomlægninger osv." Mand f. 1976, Albertslund

"Gårdmiljøet - med en lukket gård, hvor alle går ind og ud af den samme port, betyder, at folk for alvor kommer hinanden ved og at alle kender alle.Vi er på mange måder som en lille landsby - Selvom jeg aldrig har boet andre steder end i Aarhus, forestiller jeg mig, at det må være sådan at bo i en landsby, hvor alle kommer hinanden ved, men hvor der samtidig er (enkelte) beboere, som har frygteligt travlt med at snage i andres liv og med at sidde på bænkene og sladre, specielt om beboerne i gården." Kvinde f. 1978, Aarhus

"Mindst en gang om måneden banker der en nabo på min dør i et eller andet ærinde. Det er trygt og jeg ville ikke være foruden det. Vi taler altså gerne med hinanden her og kærer os om, hvordan det går med overboen, naboen eller den stille dame i den anden blok." Mand f. 1964, Frederiksberg

"For bare 10 år siden havde jeg nok nogle visioner om, hvordan jeg gerne så, at almene boliger skulle udvikle sig, men med de benspænd, der er fra politikerne nu, orker jeg bare ikke at blande mig mere. Jeg håber bare på, at vi får lov at blive, hvor vi er, uden alt for meget formynderi og privatisering.Dvs. fysisk blander jeg mig ikke, men heldigvis kan jeg stadig skrive, og det gør jeg så." Kvinde f. 1947, Højbjerg