Karen Stemann Petersen, Konservator, Nationalmuseets Bevaringsafdeling
Kirkernes altersølv, bestående af kalk, disk, vinkande og oblatæske benævnes også i nogle sammenhænge for kirkesølv. Benævnelsen dækker dermed også hjemmeberettelsessæt, dåbskander, dåbsfade og alterstager af sølv. Sølvet er gennemgående af høj kunsthistorisk og kulturhistorisk værdi. For det meste ønsker man, at det skattede gamle sølv forbliver i brug i kirkerne, frem for at det kommer på museum. De historiske alterkalke er ofte i funktion ved hver eneste gudstjeneste og håndtering og rengøring kan være en belastning. Forebyggende foranstaltninger i forbindelse med sølvets brug og vedligeholdelse vil være med til at bevare værdierne for eftertiden. At man i kirkerne er sig sit ansvar bevidst, fremgår af de mange sikringsbokse til opbevaringen samt den forsigtighed, hvormed altersølvet gennemgående håndteres. Nedenstående oplysninger vil forhåbentlig øge forståelsen for metoder til vedligeholdelse af sølvet i kirkernes eje.
Rent sølv er det hvideste af alle metaller, og metallet med størst evne til at reflektere lys. Sølv er også forholdsvis blødt, hvorfor det legeres med lidt kobber for at øge hårdheden. Siden 1685 har det derfor været lovpligtigt i Danmark, at sølvvare skulle forsynes med mesterstempel og stempel med oplysning om lødighed. Først blev mængden af rent sølv (i forhold til iblandede kobber) udtrykt ved hjælp af en sekstendedelsskala i "lod", og siden 1893 er det blevet angivet i promille, f.eks. 830 og 925 (1,2). Under fremstillingen sørger sølvsmeden for at få dannet en hinde af rent sølv (finsølv) på genstandsoverfladen, hvorved metallets lyshed og reflektionsevne bliver optimal. Det underliggende metal er så en anelse mørkere på grund af kobberindholdet.
Med den fornødne viden om opbevaring og korrosionsforhold kan anløbning af og dermed tilbagevendende pudsning begrænses noget. Gentagende pudsning kan fjerne overfladehinden af finsølv, som dog kan genskabes, men pudsning vil med tiden udviske detaljer i f.eks. fine graverede ornamenter samt gøre genstandsdele med en slidt forgyldning endnu mindre synligt. Personligt mener jeg, at en lys, lidt tynd forgyldning på ældre sølv kan være lige så smuk som en ny opforgyldning. Sidstnævnte kraftigere forgyldning danner dog ene mere effektiv barriere mod anløbning af den underliggende sølv.
Årsager til anløbning og teknikker til forebyggelse
Fritstående sølvgenstande vil anløbe. Den omgivende luft indeholder lidt hydrogensulfid (også kaldet svovlbrinte), som vil reagere med overfladen af sølvet og danne først tynde og efterhånden tættere, sorte belægninger af sølvsulfid. Høj relativ luftfugtighed og stor svovlkoncentration i omgivelserne vil øge reaktionen med sølvet. En belægning af sølvsulfid danner kun en begrænset beskyttelse af det underliggende metalliske sølv, hvorved reaktionen med omgivelsernes svovlforurering blot fortsætter, så belægningens tykkelse øges nogenlunde uhindret (3,4). Belægninger af sølvsulfid er dog ikke i sig selv skadelig for det metalliske sølv, og man kan tilstræbe, at f.eks. reliefdekorationer på sølvgenstande fremhæves ved, at fordybningerne forbliver mørke. Med den fornødne viden om korrosionsforhold og opbevaring kan anløbning af altersølvet og dermed de tilbagevendende pudsninger begrænses. Foruden at nedslide laget af finsølv vil gentagene pudsning også efterhånden udviske detaljer i graverede ornamenter samt gøre overflader med en slidt forgyldning endnu mindre tydelige. En lys, lidt tyndslidt lueforgyldning på ældre sølv kan faktisk være smukkere, end det man opnår ved en opforgyldning. Sidstnævnte kraftigere opforgyldning danner dog en mere effektiv barriere mod efterfølgende anløbning af det underliggende sølv. Anløbning kan begrænses ved at opbevare sølvet i et tæt skab eller sikringsboks. Altersølvet står jo opbevaret bag lås og slå mellem de kirkelige handlinger, og et tæt skab forhindrer den konstante tilførsel af svovl. At sølvet ydermere er indpakket i syrefrit silkepapir eller er i formsyede poser af vasket bomuld begrænser anløbning yderligere. Tæt indpakning i klare polyethylen-poser (som til frysning af madvarer), kan kun anbefales, hvis genstanden og opbevaringsstedet er tørt og godt. Nogle sikringsbokse står desværre, hvor kirkemuren og gulvet er særdeles kold og fugtig, og ved svingende klimaforhold kan der så samles væde i en tæt pose. Opbevaring af sølv ved høj relativ luftfugtighed må så vidt muligt undgås, da høj luftfugtighed som nævnt vil fremme reaktionen med svovl. Skal der indrettes nye opbevaringsskabe til sølv, må placeringen derfor overvejes. I heldigste fald er der plads i et rum med lidt konstant opvarmning. Et sådant opbevaringssted er også egnet til kirkens øvrige metalgenstande, da al korrosion fremmes ved høj luftfugtighed. Man må være opmærksom på, at materialer som gummi og uld i sig selv afgiver hydrogensulfid, hvorfor disse materialer ikke bør opbevares i samme skab som sølvet. Da alle typer nye tekstiler fra væveri og farveri også kan indeholde svovlholdige kemikalier, må disse vaskes i et almindeligt basisk vaskemiddel, hvis stoffet skal bruges til f.eks. indpakning. Et materiale som aktivt kul har derimod en beskyttende virkning. Anbragt i en åben skål i boksen vil det reagere med tilstedeværende hydrogensulfid, og dermed mindske angrebet på sølvet. Det aktive kul kan købes som granulat hos bl.a. en materialist. Granulaterne er lettere at håndtere end pulveriseret aktivt kul. Kullet placeret i en glasskål skal skiftes jævnligt - f.eks. halvårligt, da virkningen nedsættes efterhånden som kullet har optager svovl.. Kullets holdbarheden er således afhængig af, hvor tæt skabet er og hvor tit det åbnes. Enkelte andre produkter, der har samme virkning som aktiv kul, er desværre ikke så lette at skaffe på det danske marked.
Puds med omtanke Det er vigtigt, at kirkens personale, der vedligeholder sølvet, ved, at selv fine dertil egnede sølvpudsemidler virker slibende, hvorfor pudsningernes hyppighed og metoder må afpasses. Kort efter de kirkelige handlinger må den anvendte kalk og kande vaskes af for vin i lunkent vand, tilsat en dråbe opvaskemiddel. Man skal undgå at få vand ind i hulrum i f.eks. kalkens knop eller i en kandes hank. Sølvet skal aftørres med en ren blød bomuldsklud eller en blød papirserviet. Sørg for at berøre sølvet mindst muligt med hænderne (når det ikke er påkrævet som under de kirkelige handlinger), da hudens salte vil kunne forårsage mærker på sølvet. Derfor bør der bruges bløde bomuldshandsker eller en serviet når sølvet sættes tilbage i boksen efter aftørringen. Jævnlig pudsning med de færdigkøbte imprægnerede pudseklude til sølv medfører kun et ganske begrænset slid, såfremt kludene ikke genbruges længe. På lidt mere anløbet sølv kan der bruges af flydende sølvpudsemidler, som må doseres i små mængder på vat eller en blød klud. Derved undgår man at skulle gnide rundt i overflødigt, indtørret pudsemiddel. Det tørre pulver slider nemlig unødigt på sølvet. Nogle typer pudsemiddel er ligefrem beregnet til at skylle af efter pågnidning (5). Der findes elektrokemiske metoder til afrensning af anløbet sølv, som er ret nænsomme. De er dog ikke umiddelbart anvendelige til at fjerne korrosion på sølvemner, som er helt eller delvis forgyldte. Da altersølv oftest har forgyldning på de flader, der berører det indviede vin og brød, vil elektrokemisk rensning således ikke bliver nærmere omtalt her. Der er sølvgenstande i kirkerne, som ikke indgår som brugsgenstande. Det kan være sølvkranse, der har dekoreret ældre kister og altersølv, der er taget ud af brug m.m. Dette kan stå blankt i en længere årrække, hvis det renses og lakeres af en konservator. Skader på gammelt sølv Da sølv som nævnt er et blødt metal, vil det også let kunne skrammes af f.eks. et par nøgler, man samtidig har i hånden, eller en fingerring eller et ur. Man undgår også skrammer og skader ved at opbevaringen i boksen er indrettet hensigtsmæssigt, så alt står betryggende. Sker der skader på sølvgenstande, der er over 100 år gamle, er det i reglen kirkekonsulenterne på Nationalmuseet, der høres vedr. forslag til reparation (6). Der specialiserede private sølv- og guldsmede rundt om i landet (7) og på Nationalmuseets Bevaringsafdeling, der har den fornødne viden om historisk sølv til at kunne udbedre skaderne. Erfaring må der til, da der ellers kan ske uoprettelige skader i forbindelse med reparation. Omfanget af en reparation må afpasses efter den enkelte sølvgenstand, således at mest muligt af det originale bevares, samtidig med, at det sker på en håndværksmæssig forsvarlig måde. Er det historiske sølv særlig skrøbeligt, må man dog også overveje, om det bør tages ud af almindelig brug, frem for at gennemgå en omfattende restaurering. Den bevarede sølvgenstand vil så i mange tilfælde kunne indtage en anden plads i kirken eller tilfalde et aftalt museum.
Alterkalke med pålimet tud
Alterkalke, hvis oprindelige udformning gør dem vanskelige at hælde af, udgør et særligt bevaringsmæssigt problem, idet man til kirkehandlingen vil ønske en tud. Det er en dårlig løsning at smede en tud ud på en original kops sølvkant, hvorved helheden i en kalks form ændres for bestandig. Tidligere har det været meget brugt at få fremstillet en indsats med hældetud til kalken. Indsatsen kan dog også skade kalkens kop og stilk, som bliver belastet af tryk ved af- og påsætning. Fjernes indsatsen ikke mellem brug, kan vin og vand samles under denne, hvorved indersiden af den originale forgyldte kop korroderer. I de senere år er flere sølvsmede i stedet gået over til at foreslå fremstilling af en tud, som limes på koppens kant. Da limen, og dermed tuden, let kan fjernes igen, er løsningen hensigtsmæssig set fra et musealt synspunkt.
Litteratur og noter
Ovenstående artikel er en omskrivning af artiklen: "Vigtigt at kirkesølvet vedligeholdes korrekt" Menighedsrådenes Blad, nr. 10, Viby, 1995, s. 28-29. Karen Stemann Petersen, august 1999, juni 2002
|
